En af de fundamentale kvaliteter dette værk skal kunne bidrage med er, at kunne fortælle læseren – i ikke prioriteret rækkefølge – fakta. Dvs. oplysning om sidetal, format, farvesætning, udgivelsesår, udgiver, forfatter, tegner, titlen på værket og / eller serien samt en note om specielle forhold man skal være opmærksom på (tendens til løse sider, stor andel af oplag har denne eller hint fejl, osv).
Disse faktuelle oplysninger skal overordnet set bidrage til følgende to hovedspor. Den, i ikke prioriteret rækkefølge, kan indledningsvis bruges til korrekt identifikation af om denne tegneserie man står med vitterlig er den tegneserie man netop søger (jfr. de faktuelle oplysninger), og om den er komplet (jfr. de faktuelle oplysninger samt noten) eller blot fungere som trinbræt til inspiration om tegneserier, man ikke vidste eksisterede eller ved eksisterer men ikke lige kan hitte-hutte huske hvad den hedder. Her kan man gennem en række indekset måske kredse sig ind på tegneserien.
Til det første, gør den også for den næsten altovervejende vedkommende ganske korrekt; oplyser fakta. Men næsten altovervejende er jo som bekendt ikke hele hele kagen. Der mangler en bid. Og det er den bid, man også har lovet folket. Det har vi allerede tidligere kunne konstatere i (mis)forhold til, hvad man strengt taget har lovet og nok rent faktisk (ikke) gjort. De oplysninger man finder i DSK, er jo dem, man hæfter sig ved – ”with great powers comes great responsebilty”.
Til den anden del i forhold til inspirationen mm, kunne man vælge at læse den første artikel i denne artikelserie om Komiklex, som giver en god introduktion til, hvad værket kan. Hvis man har mod på mere, forsætte stimen som vitterlig tager fat på ’det første’ og som afsluttes med dette afsnit som i højere grad kan ses som et supplement som forslag til emner man kunne tage med i en evt. 6. udgave.
Vi vil her starte med, at give et eksempel på, hvor sådanne informationer kunne blive aldeles nyttige.
Et eksempel fra det virkelige liv: Værkets styrke skal findes i udgivelser, der længst er udsolgte og (måske) glemt af de fleste. For, hvad hedder de? Hvilken nummerering eller titel har de(n)? Hvor mange sider har den og findes der forskellige udgiver eller andre detaljer, man skal være opmærksom på? Måske fordi familielivet går forud eller andre interesser tager over en tid… Værket kan nemlig i de fleste tilfælde hurtigt eliminere et væsensantal spørgsmål en intereseret kunne have om en given tegneserie.
F.eks. udkom der i første halvdel af 19-tallet rigtig mange upaginerede hæfter, hvorfor det ikke er mestendels ligetil at finde sidetallet. Det skal du enten selv tælle op og evt. derefter sammenligne med de faktuelle oplysninger i DSK ud fra hukommelsen eller ved opslag! Står du på et loppemarked og ser på en gammel Ferd’nand og er ikke sikker på et køb, fordi den ser lidt ødelagt ud eller er repareret mere eller mindre kompentent; siderne er ovenikøbet tapet sammen, er gode råd dyre, hvis du er i tvivl om den har det rigtige sidetal. Man må, hvis tiden er og ’konkurrenterne’, dvs. andre loppegængere, tillader det, opsøge fakta om udgivelsen (at foretrække) eller spørge sælger (helst ikke. Kun til nød – for hvad ved de (med sikkerhed)?). Altså, om sidetallet stemmer overens med det man allerede har indsamlet af fakta. Du tæller siderne op, og der er et lige antal siderne. Det skal der jo være som minimum. Imidlertid skal man være opmærksom på, at sidetal på album og hæfter med omslag skal som regel (typisk 99.9 % af tilfældene) være deleligt med 8 (fx typisk 24, 32, 40, 48, 56 sider + evt. 4 ell. 8 sider med omslag o. lign.). Her kunne det være fint, hvis man i starten havde præciseret, hvad man har valgt at tælle med i DSK. Sådan som DSK er organiseret, hvis jeg har forstået det rigtigt, er det underforstået, at omslaget tæller med. Dette betyder i praksis, at alle sider, også de blanke, skal tælles med og at et foldet omslag som minimum skal tælles som 4 sider.
I forlængelse af ovenstående eksempel fra det virkelige liv på optælling af sidetal, hvad skal tælles med og hvad skal ikke, så er dette emne også relevant i andre sammenhænge: skal plakater og indlæg tælles med som sidetal? Vi mangler en nøgle for, hvordan man gør. I det fleste tilfælde orienteres læseren i noten om plakater og indlæg.
Som udgangspunkt (hovedregel) skal ihæftede plakater ikke tælles. Derimod skal posters tælles med som hovedregel (jfr. bl.a. diverse Fart & Tempo(1966-1976)/Tempo (1976-1979) hæfter samt Sølvpilen (1971-1984)). Indlæg og ihæftede reklamer skal aldrig tælles med. Læs lidt mere herom i det følgende.
Hvordan man passer på sine tegneserier
I forlængelse af ovenstående, så passer man på sine tegneseier, hvis man ikke tager plakater, poster og indlæg / reklamer ud. Du gør for det første bladet mindre komplet og i visse tilfælde mindre robust – (midter)siderne falder måske nemmere efterføglende – når ihæftede emner fjernes forsigtigt eller værre endnu rives eller hives ud.
I øvrigt, er jeg tidligere kommet ind på, hvad ovenstående har af indvirkning på standen i afsnittet Vejledning i vurdering af hæfters stand i Komiklex. Problemet med det afsnit var, at man havde tilskåret alle fire ænder (læs ender). Dette var og er en tåbelig fejl, fordi eksemplets magt, når det slipper løs, bliver utæmmeligt.
Med det sagt, så er det fint, at man giver en introduktion i, hvordan du, gennem illustrative eksempler, omend i en uheldig form og præsentation, kan starte på at lære, hvordan du graduerer et hæfte.
I og med at hele fundamentet for udgivelsen er priserne, i hvert fald er det det argument jeg oftest hører hos dem, som erhverver sig udgivelsen – altså, ’hvad er min(e) tegneserie(r) (red. potentielt set) værd’ – så er en nærliggende tanke vel også den, at der i udgivelsen også står noget konkret om, hvordan man bedst muligt opbevarer sine effekter så de ikke bliver til defekter. Det er vel en fair udlægning og er et område andre pendanter har beskæftiget sig med i udlandet (i indtil flere årtier). Nogle i separate udgivelser. Sidestillet hermed, vil det måske også være en naturlig udvikling af et sådant værk, som de forskellige revisioner er blevet til.
I den norske pendant fra (2001) gør man sig store anstrengelser på at få alle aspekter med, hvor de to hovedspor er
- Hvordan begynder man at samle
- Hvordan samler man for at købe og investere i tegneserier
Til det første punkt bliver der ikke skelnet til om den enkelte (i markedet) har bridraget med noget, men snarere til, hvad du kan gøre for at skaffe dig tegneserier. Det bliver til en indføring i hvad, hvor og hvordan.
Det andet punkt fortælles sådan set i forlængelse af det første og består af to parallelle spor.
I det første præsenteres du for en yderst detaljeret gradueringsskala. I den sammenhæng gives der en forklaring på, at mennesker ser med forskellige øjne. Dette fordrer reduktion af usikkerhed gennem en fælles standard, som lader meget lidt tilbage til ren fantasi eller alternative tolkninger af udlægning af den forhåndenværende tegneseries stand.
Denne består af to trin. En gennemgang af praksis og teori. Dvs., hvordan du skal forholde dig og hvad du skal se efter i en graduering (i praksis), men også i hvilken skala den aktuelle effekt skal placeres (teori). Skalaen er sindsyg detaljeret, og bare eksemplarer i FINE er svære at opnå med den gradueringsskala. Denne strenge gradueringskala medfører, at effekter i højere gradueringstrin i antal er for nedadgående med stigende priser til følge – tilsiger teorien.
Det andet spor giver nogle meget for overvejede fifs til, hvordan du begynder at samle for at bevare og investere. Man går i dybden her. Overskrifterne giver et særlig godt indtryk af, hvad man kommer ind på
- Bør man købe uanset pris?
- At samle for at investere
- Bør samlingen forsikres?
- Hvor skal samlingen opbevares
- Hvordan opbevares samlingen
- Hvordan omgå, som i at behandle, tegneserier
- At føre lister, lageroversigt, mankolister
- Restaurering af dårlige eksemplarer
Der bruges vel 15-20 linjer pr. overskrift. Og sådan som jeg læser det, er det kompakt og faktisk kompetent skrevet. Man kommer faktisk omkring det meste. Personligt syntes jeg selv, at det er lidt spøjst, at man forklarer, hvordan man laver en oversigt, som er anvendelig til bog med rudeark. De ses godt nok stadig. For de kan rumme mange forskellige serier og titler, men kan hurtigt blive uoverskuelige, hvis man skal lave rettelser, udvidelser eller laver en bøf. I værste fald skal du lave en ny tabel eller blot rive siden ud (hvis der da ikke står en anden tabel på bagsiden). Her skal du oftest starte forfra, med mindre man kører det i den noget mindre robuste og kluntede ringbind. Fordelen er dog, at den er fleksibel i den forstand, at du kan designe den efter eget ønske, og lave noter, hvor det passer dig. Og systemet kræver ikke strøm. Det kan i sig selv være en fordel.
Hvordan man ikke bør opbevare tegneserier?
Dette går ikke så meget på, hvordan du pakker dem og beskytter dem. Det er blot en del af det. Det går mere på at opbevare, som i opmaganisere, tegneserierne, så de ikke gør skade på ens passiver – sin bolig. Dette kan måske virke overdrevent, men tegneserier udvirker en vis inerti, som med tiden kan sætte sig spor i ens passive formue; en k2 eller k3 i tilstandsrapporten.
Nøgleordet er fordeling af vægten.
At stable dem i højden fra gulv til loft er som udgangspunkt en dårlig idé, og bør kun forekomme som en midlertidig løsning.
De nederste tegneserier bliver svært tilgængelige, som det ene. Det andet aspekt er vægten, som yder et vedvarende tryk nedad, som kan få gulvet til at sætte sig samt deformere de nederste tegneserier i stablen. Dette gælder specielt i lejligheder, hvor jeg har fået oplyst om 2-3 tilfælde. Et sted satte gulvet sig 10 cm. Manden blev noget overrasket, da han fjernede stablen og kunne konstatere en niveauforskel på 10 cm fra gulv til liste. Opbevares tegneserier som i netop de beskrevne stabler, vil de nederste med tiden få større eller mindre opbevaringsskader i form af klemt lim, skæv ryg eller andre trygskader.
Hvad er det lige, der gør, at en tegneserie/serier bliver sjælden?
Følgende i nærmest stikordsform kan vel ikke udelukkes:
- Den gode historie
- Produktkvaliteten
- Produktindhold (indlæg, gaver, postkort, spil, konkurrencer mm.)
- Oplag og distribution (dvs. mangel i en eller flere varianter)
- Hype
Den gode historie sikrer, at der er en interesse for værket, fordi den siger en som mange (andre) noget. Måske siger den andre noget, som disse andre gerne vil delagtiggøre værket med andre, som derfor i sig selv bliver selvforstærkende på efterspørgslen på den gode historie. Den gode historie gør, som Bo Bjørn Hansen også skriver, at tegneserien bliver læst oftere af mange og ’hårdere’.
Dette tilsammen gør, at der over tid vil være færre til rådighed på markedet, fordi nogle forgår, mens andre forbliver i læserens varetægt længere, fordi værket eller historien gør, at læseren beholder værket til genlæsning ved lejlighed, i ren affektion, til pynt, i investeringsøjemed eller noget helt femte. Kort og groft sagt; færre kommer ud i cirkulation. Er der efterspørgsel på tegneserien, vil det udbud af markedets aktørers mene, er hensigtsmæssigt at udbyde, være styrende for prisen. Dette forstærkes særligt gennem hype (se nedenstående for perspektiver omkring hype).
Ift. produktkvaliteten. Er limen, indbinding eller anden dele af produktets fysiske egenskaber ikke langtidsholdbart vil tidens tand langsomt nedbringe antallet af sådanne eksemplarer. Løsebladesystemer vil risikere, at blive smidt ud osv. Det gør defekter som regel. Skrøbelige eksemplarer vil også have tendens til at ryge ud.
Endnu et emne der ikke direkte har noget med at gøre med tegneserien er effekter til udtagning eller underholdning i hæftet – i albumsformatet forekommer den slags væsentlig sjældnere. Det kan være indlæg eller plakater, som i samlermæssig forstand degenererer og devaluerer tegneserien. Det kan være konkurrence, spil eller postkort hvor sider som omslag (oftest) skal enten bemales / udfyldes eller klippes ud for at opnå fuld nytte. Så er hæftet ofte at betegne som defekt, fordi det mangler omslag eller en side til en historie og bliver smidt ud.
Oplag og distribution har den indflydelse, at når den er henholdsvis lav og ’ubehjælpsom’, vil den nå ud til færre publikummer, hvor restoplaget kan risikere at blive destrueret eller ryge på lager på ubestemt tid. I nogle tilfælde er det med hensigt, at udkomme i begrænse oplag, fordi det er en luksusudgave, som udkommer i et begrænset oplag, nummereret o. lign. Eller også ved man at netop denne udgivelse kun købes af et mindre ’segment’, hvorfor oplaget på sin vis kan være styret heraf gennem anden end vanlig prissætning.
Den som oftest vægter mest, er den gode historie. Er historien vitterlig ligegyldig, vil et pænt kvantum altid komme i re-cirkulation, eller bortskaffes (destruktion, smidt ud som affald eller opfattes som forbrugsvare) hvorfor den altid vil være at finde til salg selvom produktkvaliteten er i orden og oplaget er småt. Den vil ikke blive læst nær så meget, og slet ikke i dag, hvor nyhedværdien i tegneserier i det vante 48 siders album måske er til at overse. Over tid kan der måske alligevel blive mangel på dette værk, som måske var forud for sin tid, men som samlede sig i usælgelige bunker, som butikken så efter nogle år har ekspederet ud på Vestforbrændingen for at få plads til noget andet (Antikvariatet i Valby på Søndre Fasanvej smed 20 eksemplarer af Rejsen til Saturn ud fordi den en overgang var usælgelig). Denne skæbne er bl.a. overgået Miller/Sienkiewicz’ Dæmonen i Krig og Kærlighed, som var yderst usælgelig på udgivelsestidspunkt, fordi den var svært tilgængelig i sin udtryksform for en superheltetegneserie. Den kom på udsalg med hjørnecut en masse. Elmegade havde på et tidspunkt 40 liggende. I dag er den med hjørnecut faktisk den ’sjældne variant’.
Hypen, er vel selvforklarende, og binder sig ikke nødvendigvis alene til den gode historie eller de andre faktorer (fejltryk, variant). Men det hjælper på hypen, hvis den gode historie eller en god kunster står bag. Don Rosa’s Her er dit Liv et fint eksempel (som vist var en god historie). Et særligt element i hype er at skabe en slags ’kunstig efterspørgsel’ gennem branding. Denne bliver kun forstærket ved, at tegneserien har den gode historie. Internettet har måske i nogle tilfælde skabt en hyper-hype på nogle udvalgte titler, hvoraf nogle emner stadig kan opretholde hype.
Et eksempel: Hvorfor Bamse generelt er sjældne
Bamse er for de helt små og er en ganske pædagogisk serie. Den er letlæselig. Det er den tekstningen er med stor, tydelig håndtekstning samt uden komplicerede tekst og sætningskonstrutioner.
I de døende dage i september 2008 var jeg forbi Bogbiksen. Her kom vi ind på Bamse, som forældre med småbørn har nemmere ved at få deres børn til at læse selv, forbi fonten er lettere at læse end Anders And’s maskin-/computerfont. Indtil en vis alder er de nyere Anders for svære at læse for børn, der kun er i sin vorden i selv at kunne læse. De helt små læseparate er (sandsynligvis) dem mellem 7-12 år, for det var i hvert fald den aldersgruppe, som skrev ind til brevkassesiderne i bladet Bamse. Prøv til eksempel selv at sammenligne, hvis du da kan finde en Bamse-blad…! Bamse gik ind i 1998, men kan stadigvæk fås i vore nabolande. Et hurtigt kig i udvalgte eksemplarer afslører små ’artikler’ som Bamses Skole i hæfte nr. 3 fra 1978 side 20, hvor man lærer ’om is og jøkler’. Jeg lærte, hvad en jøkel er.
Observation – Det indlæringsmæssige aspekt i tegneserier blev osse set af Peder Agger i form af Bogfabrikkens Let at Læse – bogserie – lavet af eller i samarbejde med Will Eisner.
En af grundene til, at Bamse-hæfterne i sig selv er svære at opdrive, skyldes vel det, som gør alle børneserier svære at skaffe i generelt øjemed; børn læser og forbruger tegneserier. De voksne ser dem også som forbrug og smider dem ud eller bortskaffer dem på anden vis, uden at spørge de egentlige ejermænd først, når børnene langsomt kravler op i de forskellige alderstrin. Senere i livet er der andre forhold, der gør, at tegneserier på den ene eller anden måde bortskaffes.
Endvidere, så er der for netop denne serie et betydeligt incitatement til at påstå, at de kasseres efter (for)brug, da mange af hæfterne indeholder små opgaver, puslespil, kuverter, postkort, spil osv., som skal klippes ud af fx omslaget. Derefter ligner de jo skrammel og smides ud ved forårsrengøringen.
Man vil underholdes!
Og her er det børn jeg tænker på igen. Voksne vil også underholdes, færre vil udfordres, flest vil blot bekræftes, men det holder vi lige udenfor ligningen. Det, jeg bliver fortalt, er, at forældre sagtens kan få deres børn til at interessere sig for tegneserier, sålænge der bliver læst op for dem; de bliver underholdt. Ligesom de bliver det på computeren, på mobilen, på spillekonsolen, i tv, i radion, og har jeg glemt nogle…? Når der kræves noget af beskueren, når det kræver engagement af læsere, at denne skal sætte sig ind værket på dets præmisser, og derved søger at gennemskue, hvad tegneserieskaberen har til hensigt, står nogle af, fordi andre tilbud lokker mere og har samtidig større nyhedsværdi end tegneserien som de kan være nemmere og hurtigere at gå til og er bedre til at udvirke realisme eller fange ens opmærksomhed.
I konkurrence med andre medier, er dette tegneseriens akilleshæl (for de seneste generationer). Imidlertid må man forvente, at tegneserien overlever de fleste nye som kommende medier – med eller uden strøm – simpelthen fordi nye teknologier kommer til og at de nye teknologier skubber de ældre i baggrunden eller helt væk i op til flere cykli indenfor en tegneseries levetid. Det gør de, fordi de mellemligne teknologier har en kortere levetid og holdbarhed end fx tegneserier. Prøv, om du kan finde et gammelt originalt og velholdt spil fra 80’erne i originalæske? Og den tilhørende konsol / computer? Nej, ikke let! Og hvis du gør, kan du afspille det? Ja, oftest, hvis du googler på spillets platform kan du ofte finde en emulator, men det er jo ikke helt det samme, som at sidde med originalen… Men det virker. Jeg havde meget spas med at spille International Karate + (IK +) hver morgen inden jeg gik i gang med mit speciale for en del år siden.
Hvad er det lige, der gør, at en tegneserie / serier bliver eftertragtet?
I Steffen Kronborgs ’Andre Andalyser. En ny Andtologi’ fra 1988 (side 67) udtrykker han et klart ønske om, at Carl Barks’ historier udkommer ubeskårne. Det skulle han vente ca. 20 år på, at de blev. Her hentydes ikke til de forskellige udgaver af ’De store Hvide’ men et utal af Anders And hæfter (med Carl Barks-historier), hvor man har fjernet 1-2 rammer for bl.a. at få plads til et resumé. Ofte har det den virkning, at rytmen i fortællinger bliver brudt, hvor selv nogenlunde gode oversættelser ikke får det frem, som skaberen (nok?) havde tænkt. Her kunne man lægge to perspektiver i forhold til to overordnede serier listet i Komiklex. Den ene er Carl Barks’ Samlede Værker og den anden er Anders And & co. Den komplette Årgang.
Til den første kunne man evt. tilføje, at de nu udgives ubeskårne (for første gang på dansk og så komplet som man har fundet det muligt), hvilket nok er en vigtig pointe i at fremhæve for evt. interesserede på trods af at det er en prestigeudgivelse, hvor man burde kunne forvente en lancering af den oprindelige. Hvorimod den anden bør nok nævnes, at det er fototryk, og dermed ’bevares’ den gamle udgivelsesmåde ved at udgive de redigerede og dermed beskårne historier. For uddybning kan man læse den omtalte Andtologi siderne 43-68, men også artiklen af Søren Vinterberg ’Fordanskinger og Forvanskninger, boblesporg og blankvers’, som af omtale skulle omhandle oversættelsernes kvalitet i den omtalte sammenhæng.
I øvrigt er Kronborg’s Andtologi umulig at opdrive antikvarisk. Som en del af en forklaring, kunne det primo februar 2009 konstateres, at der pt. er 31 biblioteker, som har den stående. Det lille men ’store’ (an)tal formodes at udgøre faktisk en stor andel af oplaget fra egenproduktionen, hvilket kan forklare bogens sjældenhed. Jeg er aldrig stødt på den antikvarisk.
I og med læseoplevelsen bliver vigtig, så er eftertragtet og sjælden ikke det samme i samlertale. Der er en forskel, men også sammenfald. En sjælden tegneserie kan være sjælden selvom den ikke er eftertragtet (udover for kategorien komplettisterne). Oplaget kan være lille, eller oplaget bliver mindre som tiden går, fordi den forfalder pga. dårlig lim, limning, tyveri, indbinding, køb-og-smid-væk osv. En eftertragtet tegneserie kan være sjælden, men behøver ikke være det, men kan blive det med tiden. Den kan være eftertragtet, fordi den indbyder til en særskilt (læse)oplevelse, man måske ikke vil være foruden. Er der flere udgaver af en historie eller et værk, kan der, som i det netop gennemgåede Andtologi eksempel, være særlig fokus på specielt et af disse, fordi det er i et lille oplag eller fordi, fortællingen gengives på en speciel måde, som skiller sig markant ud fra den eller de andre udgaver, og dermed foretrækkes.
Varianter og forskellige noter
Nogle gange er det specielle udgaver, som er eftertragtede. Andre gange er det varianter. Hvornår kommer varianter i spil? Det gør de, når komplettister er færdige med at samle i den ordinære serie, og betragter varianter som en del af helheden. Well, byg selv videre herpå…
Hvornår er der tale om en variant? Skal det være produktionsfejl, der afgør, om det er en variant. Her er produktionsfejl f.eks.:
- Forkert pris, ny pris påtrykkes (evt. blot et klistermærke) (Superman 60’erne, Vampyr og Lucky Luke #1+2)
- Forkert forsidemotiv (Superman #20, Fedtmule særtryk) eller forkert nummerering (Helteserien #18/19 samt Rollo)
- En klips i stedet for to (fx AA 1. Årgang)
- Evt, at der er leveret til udvalgte mennesker (Hemmelighedsfulde Byer 5 – Arkivaren til anmeldere), som er signeret udenfor det, der officelt et blevet leveret til butikkerne.
- Eller er det, når de er tilskåret skæve?
Den sidste vil nok næppe blive opfattet som en variant, hvis beskæringen er sket udenfor produktionslinjen. Måske hos AA-fetishister, hvis der kan bindes en historie på. Men jeg er nok ude på dybt vand her.
De første numre af Lasso-serien samt D.C.-serien har en skrøbelig lim. Der skulle findes eksemplarer, som er hæftede i stedet for limede, fordi forlaget efter sigende opdagede dette på et (tidligt) tidspunkt (og før distribution) og har derfor ’efter’-hæftet dem, hvor omslaget er gået løse. Dette kan dog blot være en vandrehistorie.
Bogen om Tegneserier. Arbejdshæfte er kommet i flere oplag. Mindst 3 oplag. Imidlertid er 2. oplaget kommet i to varianter, hvor den ene er omslag med farver, mens det andet ikke er. Der kunne være tale om henholdsvis 2. (det med farver) og 3. oplaget (det i s/h+blå).
I andre tilfæde kan udeladelse eller forglemmelse af information om forlægger eller lignende kunne danne grobund for myten om varianter, som gives i kolofonen eller på forsiden. Et måske nyere eksempel herpå er måske Remember. Her kunne der være tale om en forsidevariant, som måske kan blive genstand for mytedannelse omkring forsidevarianter. På Cobolt’s hjemmeside, bruges ikonet på figur A (blot Carlsen logoet), mens den man køber på diverse hjemmesider er den på figur B afbildede variant.
Ser vi længere tilbage i tiden, er der sket det, at der, især, før 1980 er udkommet hæfter med forskellige varianter af forsider (Superman, Vampyr, m.fl.), hvis der også ses bort fra Anders And, hvor en note herom ville være guf for samlere. I andre tilfælde skal det oplyses, om der er plakat, indlæg eller lignende med. Der findes mindst et Edderkoppen fra Interpresse, hvor der er plakat ihæftet, men det nævnes ikke på forsiden. I sjældnere tilfælde står der andre forlag som udgiver, hvilket man også gør opmærksom på da Egmont Serieforlaget overtog Semic Interpresses bladforlag i 1997. Det har tilsyneladende været overkommeligt og ligetil at oplyse om sådanne forhold mens de sker og sideløbende med det bibliografiske arbejde, mens det har været noget vanskeligere at gøre eller lokalisere hæfter (bagud), da Interpresse overtog Williams Forlag i 1977/78, da til eksempel serien Bobo nr. 1/78 har Williams Forlag som forlag, mens de resterende hæfter er fra Interpresse / Semic Interpresse.
For dem som leder efter varianter, er sådan information vigtig at få oplyst og konkretiseret, så man kan få be-/afkræftet sin søgen efter det ene eller andet hæfte om det eksisterer eller ej i et samlet og dækkende opslagværk. Eftersom Komiklex udkom første gang i 1982, så er det jo altid svært at vurdere, hvor man skulle sætte tærsklen. Og har man først sat den en gang, er det svært at gå tilbage og ændre den til en højere, fordi man ikke kan skaffe nok eller alle hæfterne til gennemsyn eller også er tiden ikke til det samt det forhold, at alle titlerne i indekset skal ’arve’ samme nye tærskel.
I andre tilfælde oplyses det i DSK, at bladene udkom (først) året efter for de første numre. Dette gøres blandt oftest for pocketserierne Sherif, Brigade, Felt, Bajonet, Sweetheart, Young Love, Gunfight, mfl. Det rare i den oplysning er, at man ikke forveksler dem med eventuelle 2. oplag. Imidlertid vil du for udvalgte serier af de nævnte komme ud for, at der står på trykt i titelbjælken ’2. oplag’. Dette er ikke et nyt oplag i denne serie, men markerer et genoptrykt fra den tidligere hæfteserie. Dette gælder for serier som Sherif- og Gunfigh-serien, mens serien Spion-serien er genoptryk af D.C.-serien (og måske også andre). Dette nævnes ikke DSK.
I et hæfte af Anders Hjort-Jørgensen om Bramming gøres der opmærksom på, at der for Julegaven er observeret op til 9 forskellige reklameudgivertryk for den samme årgang af Julegaven. Her må man antage, at oplagene for sådanne lokale eller regionale er temmelig små, hvorfor det kan blive endog svært at få et samlet overblik over alle udgivet i et givent som alle år. Fx alle de eksemplarer jeg har fundet på Bornholm, har for hver udgivelse en forskellige lokal erhvervsdrivende som udgiver. Interessant ikke. Guf for samlere af (forside)varianter… Det pudsige er så her, at du skal flytte dig geografisk, for at finde dem ude i de mest utænkelig steder (øer). Eller blot enten googler dig frem eller spørger dig frem i samlerkredse. De kan dog være tavse som østers, fordi de gerne vil have deres uberørte øer for dem selv. Er der bid, fatter du knoglen og ringer rundt. Men det kan altså godt være en opgave i sig selv at forklare en ekspedient, hvad det er du søger…
Andre ’farer’
Dette emne har tidligere været behandlet på et forum på Internet, hvor man diskuterede tegneseriens langsomme forsvinden fra boghandlen. Den havde samtidig trange kår for at vende tilbage i det omfang og udvalg vi tidligere kendte til simpelthen fordi efterspørgslen er vigende og ansatte mangler viden om og interesse for tegneserier, og dermed ikke ved personlig præference ønsker eller tænker på at have varen på hylden, fordi det skal man, men snarere fordi hyldemetrene kan bruges til noget andet og mere givtigt.
Dog er Deleuran, Valhalla, Tintins Oplevelser, Garfield og Manga-genren (indtil medio 2010) de mest almindelige i boghandlen i dag. De grafiske romaner og samlebindene er også blevet almindelige.
Som de mindre boghandlere er gået sammen i eller er blevet opslugt af de store kæder igennem de seneste 15-20 år har fokus på hurtig(ere) indtjening været fremtrædende. Kortsigtet ’grådighed’, eller en mindre væmmelig variant – godt købsmandsskab, har været oppe at vende i disse dage.
Dvs., man har set på, hvad der sælges bedst på de eksisterende hyldemetre indenfor en given tidsperiode og erstattet det som ikke sælger, med noget, der (formodentlig) kan sælge, har en bedre forhandlerrabat eller de får tilskud til at udstille en bestemt vare i en given periode; boghandlere er blevet små supermarkeder. For tegneseriens vedkommende står Manga over albums, og albums over hæfter i boghandlen for tiden. Konvergens har her været et af nøglebegreberne. Imidlertid ser jeg i dag (2011) er tendens, hvor samlebindene, de grafiske romaner og et mindre udvalg af klassiske føljetoner i større grad er blevet mere fremtrædende i forhold til mangaen, som bl.a. hos provinsens boghandlere i udvalg er blevet kraftigt reduceret, hvis ikke helt udfaset.
Over tid har man også simpelthen dekvalificeret de ansatte i boghandlen for at spare på løn. Denne udvikling er sådan set ikke unik for denne branche alene. Der forskes i dekvalificering med det mål at spare på løn gennem mindre honorering af tillæg og for at reducere spild og tab(?)!. Hvornår har du sidst fået en god (faglig og indsigtsfuld) betjening? Kvalificerede ansatte er blevet erstattet af korttidsansatte, der måske ikke umiddelbart har en interesse i, hvordan forretningen udvikler sig efter ansættelse slut.
De fysiske butikker forestår som udstillingsvindue for Internetbutikker. Boghandlen ligner snarere supermarkeder på mange fronter. Ja, det er jo faktisk der de hotte titler jo sælges nu. I fx Føtex, Bilka, Kvickly. Nogen har set lyset. Lyset mod enden for boghandlen? Det skulle man tro, men boghandlen lever stadigvæk med, fordi den kan levere hele bagkataloget. Indtil udsolgt, naturligvis.
Nu hvor Internethandlen har taget sin bid – ansatte i detailleddet henviser jo selv hertil, hvis de ikke har varen på lager kunne Faraos Cigarers Christoffer Ouzman fortælle – er detailsalget kommet under gevaldigt pres fra endnu en front. Det er de store dagligevarekæder, som kan aftage i betragtelig volumener og får betydelige mængderabatter, der kan forskyde balancen uhensigtsmæssigt, der kan finde på at presse producenter til, at de vitterlig ikke kan betale sig at være producent, med mindre man går over til industriel produktion. Hvem gider tage (en omvej) ned forbi boghandlen for at købe en Dansk-Tysk eller Tysk-Dansk ordbod til 160,- når du kan få den i supermarkedet til 150,-? Nogle få, fordi de ikke har kendskab til de nye udsalgssteder.
Jeg fik en snak ultimo maj 2009 med indehaveren af Bogaféen Paludan, og efter eget udsagn, tidligere direktør for Gyldendal, hvor han gjorde mig opmærksom på boghandlerlandskabets foruroligende udvikling. Det, som var skræmmende ved denne samtale, var, det omfang dette salg til dagligvarekæderne har (fået) og den eftervirkning det har fået på salget hos boghandlerne; der er 10 boghandlere, der stoppede bare den sidste måned eller to. Den på Vimmelskaftet lukker også snart. Jeg havde selv bemærket, at Gad på Hovedbanen var lukket medio Maj 2009, og at den store boghandel på Strøget også lukker, hvis den ikke allerede var blevet lukket. Heintze i Roskilde skulle efter sigende opsige deres lejemål den 1. Maj 2009. Udstillingsvinduerne skrumper måned for måned. Hvordan landskabet ser ud for boghandlen er noget vi har til gode at se. Måske tror folk, at bøger ikke kan købes andre steder end i supermarkedet? Og at du får 3 for 50. Måske bliver supermarkedet vores allesammens samlingssted i et fortravlet slaraffenland, hvor det kun er populærlittaturen og bestsellerne, der sælges. Måske lander vi over i det tilfælde, som jeg nævnte tidligere, hvor man kun kan købe en vare for hver kategori; her et stykke papir, som imiterer en tegning med teksten ’køb mig’, hvor man for hver ny uge kan købe den med en ny farve på. Måske på søndage i særtryk med liflig duft? De for nedadgående priser kan kun opretholdes, hvis salget som minimum er stabilt eller stigende. Er det for nedadgående, ryger det segment ud! Men…, hvor skal man så køve bøger?
Det kan man hos den lokale boghandler. Det står selvfølgelig i kontrast til ovenstående, og var skrevet i en ombrydningstid. Den seneste indsigt bygger på en samtale jeg havde med en boghandler i Bøger & Papir i Egedal Centeret. I provinsen nyder man faktisk godt af supermarkedernes salg af bøger. Det gør man, fordi de har et smalt sortimentet. Og det eneste fysiske sted man kan lukke hullerne er hos boghandleren (sæl’fø’lig osse på indernæt). Og ofte er også sådan, at konkurrenten, når denne er en del af en større bogkæde, er kontraktligt forpligtede til at sende tilbudsaviser ud i områder i provinsen, hvor deres konkurrenter også er og dækker. Det nyder konkurrenten godt af. For vi køber ind der hvor det er tættest på. Så vinderen målt på mulelængder ser altså ud til at være konkurrenrentens konkurrent.
Hvad der vil ske med de smalle udgivelser, er et såkaldt åbent spørgsmål, for dagligvarekæderne vil ikke tage dem, for oplagene er for små, indtjeningen latterlig lav for så meget bøvl for så lidt og den vil tage plads fra en anden vare, som bedre siger både pling i forbrugerens bevidsthed og på bundlinien. Nuvel, hvis de kan få restpartiet meget billigt, kan det jo ske, at…
På tegneseriefronten er der jo ’selv’ fundet en løsning. Mange store har opgivet at udgive, for indtjeningskravene er sat høje af ’fjerne ejere’, mens mindre forlag har udgivet det, de syntes har manglet at komme på dansk. Måske var kvaliteten af det udgivne bare heller ikke godt nok.
En fusion kom til, men som endte i en fission (opsplitning), hvorefter der var en periode med nogen stilstand indtil alle kontrakter var gennemgåede. Det man så kan sige til det er, at det nu er dem, som er kompetente og har en interesse i tegneserier, som udgiver tegneserier. Det er vel i sig selv en klar fordel for tegneserien, så vi bliver skånet for det værste snot. Så noget positivt er det kommet ud af strukturændringen af tegneseriemarkedet; flere kvalitetstegneserier udkommer på dansk end vi så i de halvsløje halvfemsere og de indledningsvis noget usikre dobbelt O’er.