Det var en fantastisk titel! Den, i overskriften. Min yndlingssuperhelt havde spidse ører, du kan ikke gætte hvilken, eller måske …
Hvorom alting er så var jeg i den grad på superhelte, der som 10 -12 årig knægt, og det ved du jo godt, hvis du har hængt ud på disse kanter i ny og næ. Jeg købte ALT. Alt, hvad der kom, blev indkøbt og nydt i store doser, dengang som nu. Der er, medgivet, lidt mere kritisk sans, dog ikke meget, og intensiteten kører op og ned, som med enhver hobby, men aldrig helt udslukket eller på meget lavt vågeblus, som man siger: der brænder en ild! Men selvom Batman var og er den foretrukne, så skete der noget en dag, ja, alle dage, når jeg kom ind i en kiosk for at se, om der var kommet noget nyt. Der var ikke det store system i de år mht. udgivelsesdatoer. Tegneserier udkom som vinden blæste, undtagen Anders And og Fart og tempo. Dem kunne man regne med. De skrev en gang hver 14. dag eller 1 gang om måneden, men man kunne aldrig være helt sikker, så man var nødt til at frekventere kioskerne selv! Tit! Og det var jo vældig hyggeligt!
Dengang fandtes der kiosker. Ja, RIGTIGE kiosker, med tegneserier på hylderne, MANGE, og noget af det bedste var at komme ind i en kiosk og kigge efter nyt, IKKE bladre eller læse, så blev kioskmanden eller –damen sur og vranten, så det lod jeg være med. Det gjaldt jo om at stå på god for med disse leveringsfolk af subtilt læsestof.
En af gangene hvor jeg kom ind i den ene af kioskerne ved min skole i indre by, København, der var en fire – fem stykker i det nabolag, foruden et antikvariat, så var der et blad, som så mange gange tidligere, der fangede min opmærksomhed. Denne gang hed det Dæmonen. Det var en flot titel, flot skrift, TYNDT blad, og dårligt navn, syntes jeg dengang, Men det blev selvfølgelig indkøbt. Der stod alt muligt underligt på forsiden: ”En helt ny superhelt fra rummet……. ”Sig mig, læser de ikke deres egne blade? ” tænkte jeg og syntes endnu mindre om det tynde blad. Så havde han ører ligesom Batman, min yndlingshelt, bare meget dummere ører. Plagiat! Men historien fangede lille Robin alligevel, så næste nummer blev også indkøbt. Der stod endnu dummere ting på forsiden: ”Gæstestjerne: HUNK! Glip ikke med øjnene medens du læser, for så forsvinder han! ” Åndssvagt! Helt plim! For jeg havde fået et Fantastic Four af min faster fra Canada, og i det blad hed han Thing eller Ben, og jeg havde også et blad med en der hed HULK! Det var da for dumt. Men historien var god! Så jeg hang på!
Omkring nr. 5 – 6 stykker kom der så en med der hed Spider-man, og det var alligevel sært, for han skulle jo have heddet Edderkoppen, men det var godt tegnet, Dog, Dæmonen havde fået ny dragt, og så i nr.7 var han tilbage i sin gamle, uden forklaringer af nogen art. Helt plim!! Og såd’n var der så meget i de år. Der blev sprøjtet tegneseriehæfter ud, dejligt, men det var ikke alle der blev behandlet lige godt.
Længere oppe i rækkefølgen blev Matt Murdock (Dæmonen) nødt til at ”opfinde” sin tvillingebror, så Karen Page (sekretæren, der lurede på Dæmonens hemmelige identitet, ligesom Lois Lane/Lana Lang i Superman, Vicki Vale/Kathy Kane i Batman og et utal andre) ikke fattede mistanke. Den idé sy’s jeg var dum, DUM, DÅÅÅÅM!!! Dengang! Jeg syntes de historier var åndede, og jeg var ved at blive bims af bøvede, dumsmarte Mike. Jeg ku’ bedre lide Matt. Ham var der lidt Rip Kirby over. Ham kunne jeg også godt lide. Det fortsatte i ene lang trummerum. Ligesom Klonsagaen i Spider-man/Edderkoppen langt senere. Nu, som ældre (men ikke meget) kan jeg godt lide det run med Mike Murdock. Jeg sætter nu som dengang stor pris på både John Romita Sr.´s såvel som Gene Colans tegninger, og historien er gak, men sjov! De har s’gu moret sig, da de fandt på den, har de.
Til slut tilbage til oveskriften: Ingen er så blind! Titlerne på Marvels historier har altid været meget dramatiske, både denne og så mange andre. Min storebror drillede mig med at citere dem i passende situationer eller ved særlige lejligheder. ”De kaldte ham Oksen”, ”Der vil komme en Gladiator” og ”Dette er… RETFÆRDIGHED!” er bare nogle af dem, Sagt af min storebror med dyb overgangsstemme og megen patos. Meget effektfuldt, dengang som nu, men dengang drønirriterende. Nu hygger vi os af og til over det, især ”Ingen er så blind” er et stort hit!