Home / Blogs / Spærhages Specialiteter / Kasser og klister

Kasser og klister

Den der med Corto-kassen, fik mig til at tænke på en anden kasse, der måske heller ikke er helt så udbredt. Voila:

Den er fra dengang Interpresse ville lege Gutenberghus (nu Egmont). Gutenberghus havde dengang i ’83 kørt 10 succesfulde år med serien ’Den store…’ Alle som bekendt udgivet med kasser (de få overlevende af disse kasser lever i dag et liv i luksus og syrefrit plast).

Men tilbage i 83 tænkte Tony Lützer & Co på interpresse som sagt: Det ka’ vi sgi da også! Og vupti lå ”Jeg Lucky Luke” på boghandlernes diske. Inklusiv den eksklusive kasse! Tilsyneladende kradsede krisen dog allerede i ’84, for efterfølgeren ”Vi Daltonbrødrene” havde fået sparet kassen væk. Og året efter, igen, var bogen også sparet væk. Ak-ja; intet varer ved!

Men tilbage til kassen: Den vakse har måske bemærket det gule prismærkat der fylder ca. 1/3 af arealet. Og det er faktisk anden del af historien, som jeg gerne vil fortælle her.

For jeg gætter nemlig på at de 98,- var den oprindelige pris, og ikke bare et slagtilbud. Og dermed er kassen jo bare anden del af en vaskeægte samlermæssig tre-trinsraket: Bog, Kasse og (trommehvirvel) KLISTERMÆRKE!

Ja OK, jeg er ikke helt sikker på den med om kassen nu er født med klistermærket, men det leder så dejligt videre til det næste…

For normalt ER klistermærker jo bare et irriterende stykke skidt der sidder i vejen, før den sande bagvedliggende kunst kan nydes efter fortjeneste. Væk med det! Men omvendt: er man en SAND samler, er det jo som at mangle sin højre arm, hvis man VED at lige her –på denne tegneserie- sad der engang et FANTASTISK spændende ORIGINALT klistermærke. Men ak; på et tidspunkt der nu fortaber sig i historiens tåger har nogle uansvarlige børn fjernet dette stykke ægte Rembrandt. Oh ve; oh klage!

Så de klistermærker man jo dermed MANGLER på sine tegneserier kan følgelig ikke købes for dyrt. Og når de findes er ingen konservator for fin til at få genplaceret det ædle stykke klæbrige guld hvor det i sandhed hører hjemme. På tegneserien!

Her er et eksemplar af Vakse Viggo, album 15, med tilhørende ’Varedeklaration’ fra IP. Disse to ædle stykker kunst kan næste år fejre sølvbryllup. Og selvom skilsmisseprocenten for denne type ægtepar er høj i ungdomsårene, mon så ikke dette par går hele vejen til den bitre ende.

…og close-up på kunsten:

Og nu vi havde fat i Lucky Luke, så kommer her lige en ret sjælden hund:

Ja, første oplag af de to første Lucky Luke’r ER svære at finde, men det er nu ikke selve albummet der er hovedattraktionen her.
Hardcore 1.oplags LL-samlere burde have lagt mærke til hvor ofte der på de eksemplarer man finder, mangler et stykke farve lige der hvor prisen har siddet. Ellers se for eksempel det eksemplar af ’Dalton City’ der er vist på Pegasus’ hjemmeside.
Nu kunne man jo tro at det skyldtes en sammensværgelse begået af 70’ernes luskede byttebikse og skolelimsfabrikanterne. Men nej; den ansvarlige er her faktisk Interpresse selv. Den påtrykte pris på 6.85 var tilsyneladende en fejl, og derfor blev alle albums inden udsendelsen opmærket til 9.85. Her er guldet i al sin pragt:
Mange har så i årene fremover følt sig fristet til at fjerne dette overprisningsmærkat der tilsyneladende har siddet rigtigt godt fast. I hvert fald ofte bedre fast end farven bagved.

Til sidst lige en lille sag, for at minde om at fremtidens samlere allerede er sikret deres hyr med at få de serier de vil samle på, med mærkater.

Bogen er venligst udlånt af min 10-årige dreng. Jeg spurgte ham henkastet om klistermærket stadig sad på hans Nekomajin-bog. Han kikkede undrende på mig og svarede: ”Ja…?…selvfølgelig!”

Der er sgu vist alligevel et par gener der er blevet båret med over, der…

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *