Så kom endelig dagen vi alle havde ventet på.
Eller vi havde i hvert faldet ventet siden vi hørte om serien. Og så lidt mere utålmodigt efter vi så de første billeder og trailere. Dagen hvor Netflix offentliggjorde Daredevil tv-serien. Alle 13 afsnit på én gang!
For at gøre det meget kort: se den!
Da jeg hørte at Marvel og Netflix havde lavet en aftale om at producere fem superhelte tv-serier, blev jeg glad. Men kun ligeså glad som dengang jeg hørte om Gotham eller en af de andre serier. De gør mig alle sammen glade når de bliver annoncerede. Men jeg har samtidigt også opbygget en sund skepsis overfor alt hvad tv-verdenen gør med mine superhelte.
Det var ikke nogle superhelte der sagde mig en hel masse – de andre fire TV-serier på vej, er Jessica Jones, Luke Cage, Iron fist og så dem alle sammen sammen i Defenders. Daredevil var nok den af dem jeg havde haft mest med at gøre. Jeg havde læst alt Bendis’ og meget af Waids Daredevil og kan som udgangspunkt godt lide figuren, så jeg var spændt på at se hvad Netflix kunne gøre med ham.
Åbenbart en hel masse!
Jeg så alle 13 afsnit på to dage; fem den første og otte den anden. Hvilket i sig selv er en vanvittig ting at gøre. 12 timers tv på to dage! Selv for mig er det i overkanten. Men det var det værd. Normalt klager jeg over, at hver eneste film lige for tiden – om så den handler om Liam Neesom der slår folk med sin rollator – skal vare to en halv time, så var denne serie, som mere kan betragtes som en næsten 12 timer lang film, intet problem.
Og det skyldes så mange ting på én gang. Men som udgangspunkt er det historien der gør det. Det er et menneske med en stor kærlighed til Daredevil og et ønske om ikke at lave en superheltehistorie der ikke følger de normale regler, der har skrevet det her. Han udnytter de 13 afsnit til virkeligt at komme helt ind i figurerne. Lige så stille, lag for lag kommer vi til at kende dem bedre.
Men man kan ikke have en vellykket historie uden at have nogle skuespillere der kan finde ud af at fortælle den. Og alle dem der er med her levere alle sammen fantastiske præstationer. Jeg kan ikke hive nogen særlig ud, da de alle sammen giver sig 100 % til deres figurer. Og her tror jeg meget handler om at det ikke er den normale superhelte historie. Der er ikke en masse special effects eller en masse indviklet superheltemytologi. Det er en historie der foregår nede ved jorden- eller rettere nede på gaden.
For alle der har læst bare en lille smule Daredevil (eller Dæmonen om man vil) ved at New Yorker bydelen Hell’s Kitchen spiler en central rolle i historien. Det gør den også her. Den bliver fremstillet som en lille lukket del af byen. Nærmest en tidsboble eller en alternativ dimension, hvor vi ikke rigtigt er i New York mere. Vi ser skyskraberne i baggrunden, men de høre ikke til her, de understreger kun at Hell’s Kitchen ikke er et rart sted at vær. Jeg ser det som et stykke af New York er blevet forvandlet til Gotham. Jeg råbte adskillige gange af fjernsynet, at jeg ville have en Batman-serie der var lavet ligeså godt!
Det hele er også meget lækkert at se på. Der er blevet tænkt meget film noir her. Det hele er meget mørkt. Både med hensyn til lys, men også til hvad vi ser. Det er en meget brutal serie. Det er ikke Avengers der slås med robotter. Det er en mand der slås med andre mænd. Og de får alle sammen en frygtelig masse tæv. Den stakkels Daredevil spytter blod det meste af serien!
Altså alt i alt en fantastisk serie. Den bruger sin tegneseriebaggrund til at skabe en meget realistisk historie. Og filmen knækker først helt til sidst. Måske er vi på vej ind i spoiler-land, men det er bliver meget hurtigt tydeligt at han skal have sit ”rigtige” kostume i det sidste afsnit. Og det virker bare ikke for mig. Jeg ved som seer at det skal ske, men jeg havde personligt hellere set at de hadet ladet være. For så bliver det pludseligt meget tydeligt hvilket univers den foregår i, og dér passer Daredevil ikke rigtig ind.
Det ødelægger bestemt ikke serien. Så som jeg sagde først: se den!
Næste afsnit af Superhelte i mit fjernesyn: Batman vs Robin.