Home / Blogs / Ud at køre med Stålanden

Ud at køre med Stålanden

Det kan ikke komme som en overraskelse for nogen, at tillæggene eller gaverne/legetøjet/plastikdimserne og dingenoterne i den ugentlige Egmontudgivelse, Anders And og Co. af og til vækker følelser hos denne skribent. Især når produktet i mangel af bedre udtryk relaterer direkte til Anders Ands univers. Som tidligere nævnt kan julekalenderen, og den er der ikke så forfærdeligt længe til, få tårerne frem i mine øjne eller Onkel Joakims pengetank, Rip, Rap og Rups kasketter; og skal det være plastik, så vakte Anders Ands bil, Bedstemor Ands bil samt plastikfigurerne af Anders og Onkel Joakim stor glæde og figuren af  Georg Gearløs’ Lille Hjælper – også god! Lille Hjælper – det er egentlig sært, at jeg aldrig har tænkt på det før. Det, at han hedder Lille til fornavn og Hjælper til efternavn. Nå, det slog mig bare lige nu.

Tilbage til tingene og sagerne: I denne uge er gaven Stålmobilen!!! Den lader vi stå lidt – Hvad skal man mene om det? Stålanden var jeg først OK pil op begejstre for dengang, da han havde sin debut i Andebladet, men ikke helt overbevisende. På den anden side SKULLE der være noget Bat – agtigt, når nu Supermule fløj rundt med sine jordnødder, men Stålanden var ikke Bat-agtig nok til mig. Og da han senere debuterede i sit eget blad blev det for rumagtigt. Jeg brød mig heller ikke om tegnestilen, men så’n er der så meget.

Tilbage igen: først rev jeg blot bladet ned fra hylden – nænsomt, mind you – så tænkte jeg: “Arh, du må ha’ to!”  Så tænkte jeg om igen, nøjedes med et, man kan jo altid vende tilbage, måske, hvis der ikke bliver “run” på den. Panik! Næppe! Så valgte jeg det pæneste eksemplar med behørig hensyntagen til foliets tilstand, paparket bag bilens beskaffenhed, syg er man jo. Og så videre med dagens gøremål.

Vel hjemme bliver køretøjet nærmere undersøgt, UDEN at blive taget ud, endnu, måske senere. Den ligner godt nok en anden kappeklædt herres køretøj vel rigeligt, men hvad, inspiration må vel hentes, hvor man kan hente den. Den anden helts mobil i næsten alle dens afskygninger ER jo også  fede på hver deres måde, selvom jeg se’fø’li’ har en favorit, men det må blive en anden blog, helt oplagt! Hvo’f’ har jeg ikke tænkt på det før?

Denne version ligner ikke den kendte 313’er, som er sort og blå, når Stålanden rykker ud, og vist nok også har nummerpladen 616. Det er mere den -mobil fra Tim Burtons første film, som Stålmobilen minder mig noget om. Skal vi blive sure over det? Næh, hvorfor egentlig. Jo-o-ow! Der var et lille anstrøg af overbærenhed og trækken på skulderen. Men det er længe siden, der har været et i mine øjne ordentligt tillæg/indlæg, så-å, jo! Tilfreds!

Måske tager jeg forsigtigt Stålmobilen ud  af foliet efter aftensmaden – eller køber først et eksemplar mere? GYS! Spændingen stiger til uanede højder!

mvh.

 

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *