Home / Archive by Category "Anmeldelser"

Archives

Kors & klinge 2 – Det blodige kors

”Der er ingenting i verden så stille som sne” står der i Helge Rodes smukke digt af samme navn fra 1886 bl. a. sat i musik af Povl Hamburger i 1937. Den fredfyldte sne daler hvidt fra himlen. Smukt! Sådan har jeg det med sne. Hjemme hos os, som i sikkert mange hjem, opererer vi med et begreb der hedder ”Disney-sne”, ja, vi er syge. Dette fænomen stammer fra alle juleshows i Metropol biografen på Strøget i København – og talrige Disney publikationer med sne på siderne. ”Pudret tykt står træ i skoven”, som en anden vintersang vil vide at fortælle. Alle disse ord om sne, og undskyld, hvis jeg lod mig rive med, fordi forsiden af nærværende album er dækket af sne, og den…

Asterix 38 – Vercingetorix’ datter

Asterix 38: Vercingetorix’ datter Om ikke Cobolt er Danmarks førende euroklassikerforlag, er det i hvert fald det forlag, der gør mest ud af præsentationen. De har stærkt afgrænsede meninger om, hvad der er tidløst blandt disse såkaldte “euroklassikere”, og dermed bevaringsværdigt for eftertiden, men det er til gengæld så også dem, der gør sig mest umage, både med grafik, oversættelse, tryk, ja, hele pakken. Og så er de så heldige, at have rettighederne til en del af de absolutte sværvægtere, deriblandt nu også “Asterix”, den mest populære franske tegneserie nogensinde. Denne serie nærmest sælger sig selv, og er ligesom “Tintin” populær i en grad, der rækker langt ud over fandommen. Den er folkeeje, og ligger naturligvis som den højst placerede tegneserie på Saxos bestsellerliste. Derfor…

Tulipannotatet

Jeg elsker tulipaner. Jeg bryder mig ikke så meget om tidsmaskiner. Eller. Jeg ville ønske, at jeg havde en, for så skulle I bare se. Vi er i agentland. Mortensens mondæne meritter, og titlen er Tulipannotatet. Forlaget Fabel står bag, og vi er nået til album nummer seks i rækken. Lad mig lige vende tilbage til det med tidsrejser. Tidsmaskiner. Jeg kunne lide dem, da jeg var mindre og verden var åben. Jeg selv med for næsten alle indtryk. Nu er det lidt anderledes. Jeg er blevet gammel og mere dyster i mit udsyn. Og kan nogle gange godt finde, at tidsrejser er et let loop i ens fortælling. Det er det jo. Og den præmis har jeg det lidt stramt med. Nå – albummet….

Legenden om Ridder Ivan

Jeg er far til fire og har været lærer i indskolingen og på mellemtrinnet. Jeg har en ret god næse for hvad unger kan lide, og jeg siger det ret ud: Legenden om Ridder Ivan er super til børn. Simpelthen. Den er sjov og lidt blodig, der er krigere, lynild, genfærd, et monster som faktisk er en venlig trold og tempoet er fint. Målgruppen er altså de der mærkelige væsener, som man kalder for børn. Skæringspunktet er vel omkring de 13 år, men hej, jeg kan tage fejl. Jeg læste Legenden om Ridder Ivan forholdsvist hurtigt og var skam også tilpas underholdt. Genren er eventyr, I ved, med alle arketyperne, og aktantmodellen. Sidstnævnte har jeg efterhånden fået nok af, og har faktisk ikke gidet gå…

Tøzan

Så er der nyt fra Troels Reinholdt Møller og Venskabskanalen. Nyt er godt, og nu ligner det mere en rigtig bog, en rigtig udgivelse. Coveret afspejler ganske fint indholdet. Tøzan svinger i en lian, og han har været på det lille hus. Det må være stressende at være Abernes konge der i junglen, for han har glemt en lille detalje. Udgivelsen er på 62 sider og spækket med vittighedstegninger. Jeg læste bogen for en uges tid siden, og var ikke så vild med den. Jeg fandt tegningerne sjuskede og vittighederne umorsomme. Sådan er det nogle gange. Jeg er så gammel i gårde, at alle bøger fortjener et nyt og friskere øje. Så derfor lod jeg den ligge, og tog den frem her i dag. Tegningerne…

Vei – Bog 1

Nu ved jeg ikke helt, hvad de forskellige tegneseriepriser hedder, eller hvilke der er de bedste og vigtigste. Det være sig her i landet og ude i den store verden. Men vidste jeg det, og var i en position, hvor jeg kunne nominere værker til priser, så var jeg sikker i min sag. Jeg har lige læst VEI – Bog 1, og jeg er blæst fuldstændig bagud. Hold da kæft. En tour de force i mageløse illustrationer, et eminent brug af farver og et plot der vel bedst kan sammenlignes med verdenssuccessen Game of Thrones. VEI er simpelthen noget af de bedste jeg længe har læst. Nej, mere end det. Den er med et trylleslag gået ind og blevet et af de bedste værker, jeg…

Ib Michaels strabadser

Da min kæreste var her forleden, så faldt hun over bunken med tegneserier. Øverst lå Ib Michaels strabadser, og den morede hun sig over. Det skal forstås dobbelt, både fordi der i den er spøjse sekvenser og sætninger, men også fordi hun undrede sig. Ib Michaels strabadser er ikke metervare, den stikker ud, ligner lort og er meget anderledes. Ikke underligt at hun undrede sig. Og når man undrer sig, kan man ofte trække på smilebåndet. Det er en meget smal udgivelse, den fylder et my mere end en pixibog, er på 20 sider og koster 20 kroner. Man kan købe den ved at skrive til tegner og forfatter Jacob Rask Nielsen, enten på Instagram eller via mail, og så kan værket findes flere steder,…

Ahmed

Så dumpede der en lidt anderledes tegneserie ind ad døren. I sort og hvid, graphic novel og vi taler 180 sider og jeg er ganske forvirret. Titlen er Ahmed og er første del af en serie, hvor vi følger globetrotteren Ahmed, som af en eller anden årsag befinder sig i Japan. Ahmed ser dyster og vred ud. Et stort sort fuldskæg og hår præger hans ansigt, og øjenbrynene vender ofte faretruende nedad. Han er brysk, kort for hovedet og ikke én, man sådan umiddelbart ville ønske et nærmere bekendtskab med. Det er dog ham, vi følger og derudover møder vi ellers kun ganske få personer på de mange sider. En galning ved navn Japan-Man samt Ahmed with a scar, samt til sidst, en kvinde der…

Den magiske spinel

Åh, så var der lige Den magiske spinel. Endnu en af Cobolts herlige udgivelser, og jeg er i vildrede. Hvor skal jeg begynde? Jeg er begejstret, forstår du, og jeg vil gerne have det hele med. Jeg trækker lidt luft ind og begynder helt nede på jorden. Albummets design, lad os starte der. Her må jeg bare bekende kulør og sige, at jeg dømte en bog på dens cover. Det skal man jo ikke, og jeg tog så meget fejl. Dét jeg dømte som en halvkedelig og uspændende sag, viste sig at være det absolut modsatte. Der er sådan lidt 70’ere over coverets motiv. Noget lyserødt i midten og jeg ved ikke hvorfor, men jeg får associationer til Blake Edwards lyserøde panter og herlige uforlignelige…

Den skinbarlige sandhed

Man kan vel gå to veje, tænker jeg. Den første er den dumme og sure. Den vil fortælle, at Lars Dahls Den skinbarlige sandhed er lidt struktursvag, et miskmask af små nedslag med ubetydelige og upersonlige karakterer, i et miljø og en tid, hvor man kommer i tvivl om både genren og den egentlige hensigt. Man bliver forvirret og så fortoner de i alt fem beretninger, hver især ellers ganske nydeligt fortalt og ikke mindst flot tegnet, sig i en slags gryderet der hverken smager godt eller er specielt nærende. Man kan altså også gå den anden vej, en lysere og rarere vej. Den giver så et andet billede, men det fordrer, at man kaster sine vaner af sig, og ser albummet, ikke som et…

1 2 3 84