Home / Archive by Category "Anmeldelser"

Archives

Lissi & Kis – Bedste venner for evigt

Udklipdddd

Min nakke værker og jeg har ondt i hovedet. Ikke det bedste udgangspunkt for noget som helst. Jeg har lige kæmpet mig igennem Lissi & Lis, grufulde 144 sider fra forlaget Forlæns. Og det gør jeg ikke igen. Anna Sofie Mørch Bendixen har skrevet og tegnet, og det skulle hun ikke have gjort. Jeg har overordentlig svært ved at skrive noget positivt om værket, og jeg må tildele den den laveste karakter nogensinde. Undskyld, og hvis jeg tager fejl og bogen er et mesterværk, så er der bare noget fundamentalt, som jeg har misset. Persongalleriet er sparsomt, illustrationerne hæslige og fuldstændig uden charme. Det er sådan lidt Beavis og Buttheadagtigt det hele. 2 tøser, skolebørn i 8. klasse og det de nu oplever. Alt sammen…

Vandretur med Samuel

Udklipfaf

Når det rigtig ruller med bulder og brag. Væggene runger og ingen kan være nogen steder, så er det godt at kunne trykke på knappen. Den der lille herlige knap som betyder, at man lukker alt ude. Man tror, at det er lyv, men pludselig er der så helt helt stille. Ingen siger noget. Ingen støj. Kun salig fred. Det er en magisk knap og den betyder ro, stilhed, nirvana. Jeg sidder med en mærkelig udgivelse, ’Vandretur med Samuel’, og den er anderledes end hvad jeg ellers har haft mellem hænderne. Det er det lille herlige forlag på Østerbro, Forlæns, som har udgivet den og den har voldt mig lidt kvaler. Kvaler fordi den stritter lidt. Der er ingen tekst i, og jeg er jo…

Undertaker 3 – Slagteren fra Sutter Camp

Undertaker_03

Hej du, ja dig der. Hvad vil du? Kritisere? Finde fejl? Fluekneppe? Fuck dig. Pis af. Du er ikke velkommen her. Jeg var så begejstret over Undertaker I og II, at jeg med vilje har ventet med læsningen af den nye Undertaker, den med titlen Slagteren fra Sutter Camp. Med vilje fordi jeg så nødigt ville skuffes. Og nu hvor albummet er læst og fordøjet, sådan på hurtigmåden, og så dernæst mere indgående og grundigt. Ja, så sidder jeg tilbage med cowboyhatten glad, der ER krudt i bøssen og magien intakt. Slagteren fra Sutter Camp er en værdig follow up til de to første, og forlaget Shadow Zone har simpelthen fundet en moderne perle. For mig er der ingen tvivl. Inden for sin genre er…

Alena

Alena

Det var i 1999. En vanskelig debutkamp og allerede kort inde i den altafgørende kvalifikationskamp imod Italien på hjemmebane, en kamp der skulle vindes, kiksede det fælt for den unge angriber. Ja, jeg taler om Jesper Grønkjærs fatale aflevering tilbage til Peter Schmeichel, som en italiener opsnappede og dernæst scorede ubesværet. Vi tabte 1-2 og det var røv og nøgler. Men ikke alt var skidt. Den hæslige aflevering hæmmede ikke stortalentet, og Jesper Grønkjærs fodboldvinger foldede sig sidenhen dygtigt og vidt ud. Alena fra forlaget Forlæns er skrevet af Kim W. Andersson. Han er svensk og vi ved jo, at der så nærmest pr. automatik er tale om kvalitet. Volvo, Abba og Zlatan for nu bare at nævne tre oplagte. Men altså, Kim W. Andersson,…

Egene 1954

Egene_1954

Egene 1954   Det er alt eller intet med den danske guldalderserie, “Egene”, af den mystiske Willy Nielsen. Manden var oldtidsnørd, havde sin gang på Nationalmuseet, og arbejdede på sit store tegneserie epos fra 1948 til 1961. Uge efter uge afleverede han pligtskyldigt sine helsider og senere mindre dobbeltsider til Aller, der bragte dem som føljeton i det ugentlige antologiblad, “Skipper Skræk”.   Han blev betalt på stedet hver uge, og har givetvis knoklet som en gal med denne ambitiøse oldtidsserie, en dansk pendant til den verdensberømte ridderserie, “Prince Valiant”. Sidstnævnte er nok det ypperste, tegneseriekunsten har opnået i realistisk streg, hvor Willy Nielsen rent talentmæssigt er mere på Orla Klausen niveau.   Egene som serie er på over 1.000 sider, og skal læses som…

De sorte hostiers herre

De_sorte_hostiers_herre

Her i huset læser vi historier i bølger. Det vil konkret sige, at en enkelt historie, hvis den altså er god og rammer ungerne, så napper vi den et par aftener i træk. For tiden er det klassikeren Palle alene i verden, og begge unger er ret vilde med den, selvfølgelig på hver deres måde. Jeg gør lidt det samme med tegneserier. Ikke flere aftener i træk som ovenfor, men jeg tager gerne 2-3 album fra samme serie, fx Lucky Luke, og drøner dem igennem. Dels er der gode gensyn, dels får det mig i den der særlige stemning, og endelig, bilder jeg mig ind, så kan jeg hurtigere se forskelle der virker, og uligheder der enten virker eller ej. Jeg ved ikke hvordan jeg…

Jolly Jumper svarer ikke

Jolly_Jumper_svarer_ikke

Jeg var noget skeptisk, da flinke velmenende folk ville have mig til at holde af Graphic novels. Jeg var noget skeptisk, da jeg for år tilbage så tegneserier som var betydeligt mere aparte end jeg var vant til, Peter Kielands ’Suicide Joe’ fx. Jeg skulle vænne mig til at tegneserier kunne have et anderledes ydre og at handlingen ikke notorisk var lineær. Jeg var også skeptisk da jeg stiftede bekendtskab med de der ekstraordinære sataner. Hvad pokker er nu det for noget bras? Hvad er der galt med min gamle jul, brummede og skumlede jeg. Men hip hurra. De los jeg, og sikkert andre med, fik i kuglerne var gode spark, og det er kun godt at det gode skib Vanen m/s får ændret sin…

Kijara 1 – Overløber

Kijara_1

Forestil dig at stå udenfor. Alt der sker, sker blot. Og du kan intet gøre. Forestil dig også et samfund ikke så langt ude i fremtiden. Sikkert smukt og idyllisk for enkelte, men ikke for dig. Du er fanget i en dyne af armod, dine omgivelser er slidte, ødelagte. Vi taler trist med trist på. Forestil dig også at livets kerner pilles ved. Alle håndtag justeres til gavn for de få, aldrig for dig eller dine. Det minder om dystopier mange steder fra. Inspirationskilderne er mange. Orwell fx, men også vores århusianske ven, Svend Aage Madsens værker og det anmelderroste Playstationspil Last of us har sat spot på en tilværelse som ikke er misundelsesværdig. Og her har jeg kun nævnt de fiktive af slagsen. Life…

Pondus – Nej, forlad mig ikke!

Pondus_15

15 tegneseriealbum er det blevet til. Og det album jeg nu sidder med, det femtende, har titlen Pondus – Nej, forlad mig ikke. Det ligner de foregående 14 og det er der en rigtig god grund til. Never change a winning team, lyder klichéen fra sportens herlige verden, og det samme kunne siges om tegneserier der virker. Og virker, det gør Pondus. Jeg skulle kun ned til stribe 3 på allerførste af de i alt 45 sider med gags, før jeg lo højt. En ret stor kvinde sidder med ryggen til og åbenbarer en tatovering. Palle was here pegende ned mod kvindens bag. Hvilken Palle? Jaja. Man skal se det, for at forstå det. Men jeg morede mig. Egentlig underligt, og det er ikke kun…

Rubine – Lake Wakanala

Rubine_12

Engang imellem kan luften være så fortættet, at man næsten ikke kan se mere end få meter frem. Man famler og går tøvende, og er min i bil sagtner man farten og kører efter forholdene. Det er god fornuft. I Lake Wakanala er der også noget i luften. Men her er der ingen nedre fartgrænse. Der er ramasjang og godt gang i stort set samtlige 48 farvestrålende sider. Det sidste er dog med et lille men tilføjet. Farverne er nedtonede og albummet holdt stramt i brunt og mørkt. Albummet er alvorligt og en direkte fortsættelse af Klassebilledet. Lad mig sige det med det samme. Der er en herlig grum fortættet stemning i albummet. Og selvom jeg vist er for gammel til sådan for alvor at…

1 2 3 49