Det er sjovt med tegneserier. Når man har læst tilstrækkeligt mange, så har man sikkert fundet sine yndlinge og dem man ikke læser mere end en enkelt gang. Man finder sine genrer og sine figurer. Og så læser man én, er godt inde i den og synes, at den er ret god. Så tager man en anden, læser den og kommer også godt ind i den, og så er den forrige pludselig glemt. Glemt men også gemt i knolden. Jeg har læst Soda 5 – Du skal elske din næste, og den er altså ret god. Plottet er ret ligetil. En gangster skal vidne og frygter for sit liv, klart nok. Han har mistet alt og ser frem til et liv i evig frygt. Men…

Det kribler og krabler i skovbunden og går man tættere på, kan man se at myretuen er et virvar af bevægelse. Frem og tilbage. Et sandt mylder. På afstand kaos og vrimmel. Tættere på, og med vores viden, så er der mening med galskaben. Nok skov. Men hold fast i tanken om kaos og virvar. Den er nemlig essentiel. Hvis du er et vanemenneske som mig, så er Malte Burups debut, Uvisheden, en torn i øjet. Den stikker og er ikke som alle de andre. Jeg har taget mig selv i, flere gange endda, at bladre formålsløst i den og så altid ende som de andre gange, nemlig at sætte den op på hylden igen. Og der er den så, alene med alle sine farver…

Hm. Det bliver vanskeligt det her. Foran mig ligger en bog fra Gyldendal. Titlen er John Blake – Mysteriet om spøgelsesskibet. 160 sider i farver. Det er en rigtig bog, en graphic novel for de 12-årige og op. Forfatteren er britisk, Philip Pullman, som vi kender fra den fremragende Det gyldne kompas, og jeg ved ikke hvad jeg præcist skal synes om bogen. Der er flere ting i den som trækker op, og enkelte ting som flår den ned. Selve titlen gør, at jeg aldrig selv ville nappe den. Det lyder lidt for Enid Blytonagtigt uden dog at det er negativt. Jeg elskede hendes bøger og har slugt dem alle. Men altså – det er jo et stykke tid siden, og jeg er ikke et…

”Kig lige lidt i den her”, sagde jeg og skubbede MAD – de største tegnere 1: Don Martin, som forlaget Cobolts nye flotte serie rettelig hedder, over bordet og skyndte mig ovenpå for at lade vandet. Der gik vel 3 eller 4 sekunder, så kunne jeg høre hendes latter. Hun er mit sandhedsvidne og lyver aldrig, forestiller aldrig og hendes latter buldrede op ovenpå og så vidste jeg, at hun havde med en stor mester at gøre. Se, det vidste jeg i forvejen, for jeg havde nemlig læst og hygget mig undervejs med bogen, og så havde jeg jo endnu en fordel i kraft af min tegneserieopvækst. En viden og et kendskab hun ikke besidder. Hun er kun vokset op med ænderne fra Andeby og…

Skru lidt ned, er De så venlig? Du er ikke i operaen, og heller ikke i teater. Du sidder i en lænestol og der er helt ro. Nå ja, det er der jo ikke, for du lytter til Wagner og er godt i gang med første akt. Den får ikke for lidt, musikken og især førstetenoren brager flot igennem. Og så banker det på døren. Virkeligheden melder sig. Zoom har travlt i år, og udover en masse standardalbum, metervarer om man vil, med velkendte figurer, så popper der af og til noget op, som går lidt imod strømmen og er anderledes. Ikke anderledes anderledes, for Siegfried er skam et helt almindeligt album med lydord, ruder og den slags. Det er bare noget andet og dette…

De blå på flugt er så forsættelsen af Stråmænd, og har du ikke læst det album, så kommer her en yderst kort spoiler: Vores duo er brikker i et større spil og flyves i en ballon bag fjendens linjer. Og så starter løjerne. Hvem ved hvad og hvem stoler på hvem? Men som du nok kan regne ud, så må vores venner, Chester og Blutch flygte. Hvem flygter de fra? Ja, det røber jeg ikke. At være på flugt er stressende og kan tære på alt. Både venskab og ens egne overbevisninger. Jeg nævner det, da disse overvejelser også spiller ind i dette album, som ellers er væsentligt mere farverigt end fx første del, Stråmænd. Blandt andet fordi et omrejsende cirkus spiller en betydelig rolle….

Hvis du kender og elsker skak, så ved du, at man engang imellem ofrer en brik for at bringe sig selv i en mere gunstig position. Det kan være en bonde eller en officer, og for den mindre rutinerede spiller kan trækket se besynderligt ud, og man hapser glad brikken for så, få træk senere, at blive klar over bøffen. Foran mig ligger Zooms nyeste Blåfrakkerne, to album i alt. Titlen på det ene er ’Stråmænd’, det andet ’De blå på flugt’. I det første er vores gode venner, Chester og Blutch, brikker i et større spil. Desværre for dem, kan man sige, men det er der skam kommet et ganske hæderligt album ud af. De skal sendes bag fjendens linjer og er blevet godt…

Det er så let at være vred på de ældre. De er utroligt langsomme, og står man bag ved dem i Netto, eller på en af landets små veje, så kan ens tålmodighed komme på en opgave. Nøj, hvor er de sløve. Kom nu, mand. Kom nu. Men altså. Sådan er jeg jo ikke. Jeg er et hjertensgodt menneske, og nyder når alderdommen sætter sig ved min flodbred og fortæller deres historie. Beretninger om kærlighed, afsavn, lykke, nydelse, opgør, oprør. Hele paletten. Det tager tid, for de tager sig tid. Nogle gange godt. Andre gange af helvede til. Men det er vist snarere mit problem, mit Damokeles sværd. Jeg har lige læst Gamle gubber færdig. Titlen er: Vi, som er tilbage. Dejlig og forfriskende læsning…

Jeg skal da lige slå på tromme for den nyeste Zits, den med titlen ’De første år – søndagssider 1997 – 1999, og jeg tillader mig at tromme højt og vedvarende. Her får du nemlig en herlig hardback i farver, en kompakt sag på 160 sider med et spændende forord som både henvender sig til nye læsere men især os gamle. Forordet er kun på 3 sider, men er alligevel både godt og massivt, lige noget for en tossenørd som undertegnede. Bogens ramme er søndagssiderne, som så dagens amerikanske lys for første gang i 1997, og består så af samtlige søndagssider fra ’97 og frem til ’99, tre år i alt. Bagerst er der en ekstra lille bonus, nemlig forsider til Supersized Zits og Humongous…

Både det rene og det snavsede tøj er smidt på gulvet. Sengen altid uredt og det indelukkede værelse hørmer af sure sokker, gamle prutter og madrester på talrige tallerkener, armsved og hyppig onani. Døren går sjældent op, vinduerne endnu sjældnere og kommunikationen med omverdenen var minimal. Man holdt sig i skjul og drønede kun ned for at spise. Hvor er vi? I et drengeværelse, i et teenagedrengeværelse. Sådan husker jeg mit. Og tilværelsen dengang. Helt så galt står det ikke til i ’Vent ikke for længe med vasketøjet’, Zooms nye Zits skabt af Borgman og Scott. Heldigvis for det, men der er klart genkendelige fænomener og selvfølgelig er der det. Zits er en herlig serie. Vi er hjemme og ofte inde i knolden på Filip…