Engang imellem kan luften være så fortættet, at man næsten ikke kan se mere end få meter frem. Man famler og går tøvende, og er min i bil sagtner man farten og kører efter forholdene. Det er god fornuft. I Lake Wakanala er der også noget i luften. Men her er der ingen nedre fartgrænse. Der er ramasjang og godt gang i stort set samtlige 48 farvestrålende sider. Det sidste er dog med et lille men tilføjet. Farverne er nedtonede og albummet holdt stramt i brunt og mørkt. Albummet er alvorligt og en direkte fortsættelse af Klassebilledet. Lad mig sige det med det samme. Der er en herlig grum fortættet stemning i albummet. Og selvom jeg vist er for gammel til sådan for alvor at…

Da Jakob Haugaard for år tilbage tog det politiske Danmark med bukserne nede og nappede et af sæderne, så var det jo ikke helt ud af det blå. I populismens navn afgav han jo bare valgløfter, og sørme om det ikke gav pote. Uden at jeg vil være skråsikker, så var der vist også noget om sex på lærerværelserne… Jeg stemte ikke på spasmageren, om end jeg nu sagtens kunne have fundet på det. Men det der med mere sex på lærerværelserne er en god ide. Der hersker mange fordomme om livet som lærer. Fordomme er måske så meget sagt, for mange af de ting jeg hører fra vandrørene, passer nu som hånd i handske. Og så ikke mere om det. Anstalten er endnu en…

Historier med Kid Lucky efter Morris står der øverst, og lige under så selve titlen ’Squaw-statuen’. Jo, vi er igen i Zoomland og endnu engang har jeg fornøjelsen af at gå lidt tilbage i tiden. Sådan da. Jeg husker de første Lucky Luke-album og det var især dem med indianere, der tiltalte mig. Jeg synes stadig at Apachekløften er genial, men også den lille irriterende satan Billy the Kid var god. De er der alle sammen oppe på biblioteket og venter på at min egen knøs er gammel nok til at han og jeg skal i cowboyland. Squaw-statuen er tredje Kid Lucky udgivelse, og jeg fastholder min ros og glæde fra tidligere. Jeg kan lide det, ja jeg kan. Det er fornøjeligt og man er…

Ø-kuller er noget værre noget. Man farer rundt, er stresset og med garanti en belastning for ikke bare sig selv, men samtlige i ens nærvær. Jeg har selv prøvet det. Ikke noget jeg har lyst til at gentage. Og der er han så, langskægget og med pjusket hår. Tynd og helt alene. Rasmus Julius har opfundet ham, og hvis man skal løfte perspektivet og se på udgivelser a la ø-kuller, som mere og andet end blot ønsket om at skabe morskab, så er manden på øen et billede af manges ensomhed. Og ensomhed må være en af vor tids og vores verdens største onder. På side 21 trak jeg ikke kun på smilebåndet. Jeg lo. Højlydt. Vores ven fægter med armene og er glad. En…

Kender du det? At man vågner med et brag i hovedet og ellers tomhed. Intet fra gårsdagen kan hentes frem, og du aner ikke hvor du var, hvem du var sammen med, hvordan du kom hjem og sådan noget? Jeg gør. Tilbage i de vilde ungdomsdage gik jeg all in og drak indtil jeg nogen gange vågnede som ovenfor. Fattig og forvirret? Ør og skør. Og med bondeanger på størrelse med dobbelte shots og kæmpe fadøl. Lidt sådan som man engang imellem hører om andre tosser derude i natten. Og nej, det kan altså ikke komme bag på mig, at enkelte ungersvende lader livet. Sørgeligt og spild af liv, ja, når en sø eller et vandløb laber et ungt menneske i sig. Memento er titlen….

GEHEIM 1948   Med 23. bind af serien “Franka” ses det tydeligt, at Henk Kuijpers førsøger sig på sit magnum opus; bunker af research og en sindrig kælen for detaljer er der lagt i denne two-parter. Ét album kunne ikke gøre det, og de mange spørgsmålstegn man som læser må stille sig selv, bliver lissom lidt hængende i luften. Her må man håbe, at de mange tråde udredes og at man som læser bliver forløst i næste bind fra Forlaget Cobolt. Kuijpers har før forsøgt sig med two-parters og sluppet godt fra det. I det hele taget må man konstatere, at har man fulgt denne serie siden starten, bliver det meget tydeligt, at han ikke hviler på sine laurbær, men vokser som kunstner, kort sagt,…

Kan en tegneserie få en til at stille spørgsmål om væsentlige emner som; liv og død, godhed og ondskab samt om det menneskelige og dyriske, uden samtidig at være en dybdegående og eksistentiel fortælling? Mørkets skønhed har fået mig til at gøre dette. Dette er en udgivelse som rummer dualiteter/modsætning på så mange niveauer, at det samlede resultat bliver en tegneserieoplevelse, jeg har svært ved at kategoriserer. Den mest åbenlyse modsætning er at fortællingen forener eventyret og gyseren i et fælles univers, og reelt ender med at blive noget nyt. Et af virkemidlerne til at opnå denne genreforening er, at tegnestilen er todelt. De karakterer som tilhører eventyruniverset er tegnet i en minimalistisk streg – enkelte steder i en næsten barnagtig og uskøn frem-stilling. Mens…

Når vanen slår til og endda ligefrem overtager ens tilværelse, så kunne man vel lige så godt være en robot. Dagene er de samme, lydene, indtrykkene og ens eksistentielle register slumrer ind og man er bare en del af noget større, noget mere og i hvert fald noget andet. Er man så til? Lidt på samme måde kunne androiden Ana spørge. Som en anden Pinocchio eller Frankenstein et skabt væsen, og igen, hvis man er fræk nok til at tænke på samfundsforholdene i dag, som en immigrant eller flygtning kapslet ind i regler, rammer, fordomme og bureaukrati. Er man til? I syv forskellige akter følger vi, om end noget diffust nogen gange, og engang imellem lidt for forvirrende, Ana og hendes færden. Smukt og eftertænksomt…

I går torsdag udkom Basserne med album nummer 31, og titlen er ’Når der går kage i det’. 48 sider i farver og ellers intet nyt fra hverken vestfronten eller andre fronter. Det er business as usual og er du fan napper du også dette album. Albummet indeholder dagstriber fra 24.10.2011 og et par måneder frem. Bedste grin var på side 30 hvor Sjanten er ekstraordinær vred. Der blev der nemlig leget lidt med det visuelle og det fik mig til at trække på de ellers ret anstrengte smilebånd. Jeg er ikke målgruppen og har vel næppe nogen sinde været det. End ikke da jeg for 100 år og en sommer siden selv havde de grønne klæder på. Men altså – business as usual og…

Det er sådan, at de folk, som er allermest udsatte, allermest afhængige, og har allermest brug for et brutalt spark hvor det smerter mest, de ved det ikke selv. Drankerne, brokkerøvene, narkomanerne, mobberne fra skolen og arbejdspladsen, de fede, de frelste, de hellige, ligusterfascisterne, alle til hobe. De aner det ikke. At anvende Facebook er bare en dårlig vane. Lidt lige som at spise snøfler. Sådan lyder det i en spritny herlig sag fra Æther Publishing, Fuck Facebook, og den har jeg haft fornøjelsen af at læse herhjemme på bjerget. Det er en ret anderledes tegneserie og det tog mig lidt tid før jeg, sådan for alvor, favnede den og tog den til mig. Den er nemlig grim og stikkende. Som om bogen bare signalerer,…