Sidste års modtager af Grand Prix i Angoulême, Hermann, har en forkærlighed for western genren, hvor hans barske realisme virkelig kommer til sin ret. Hovedværket “Red Kelly” (fr.: Comanche) tænker man straks på, men også i de senere år er det blevet til spredte albums i denne genre. Den gamle mester er måske sløjet lidt af på den, men fortsætter ufortrødent med at sprøjte albums ud, to om året, som en anden atomdrevet dynamo. Han er en af Belgien’s kæmper i den realistiske stil, og i det nye one-shot fra Faraos, “Uden Nåde”, mærkes det med tydelighed, at han stadig kan sit kram, den gamle. Sønniken Yves H., som ellers ofte bliver udskældt og mødt med skepsis, har begået en stram fortælling, der nøgternt beskriver…

Thorgal er en satan. Da jeg sad med albummet første gang, så tænkte jeg, at jeg ville gøre mig umage og vitterlig sætte mig 100 % ind i skidtet. Det virkede lidt som om, at det nærmest var nødvendigt. Albummets bagside bringer et kort og overskueligt rids af indholdet, men prologen er anderledes tung. Ikke at det er tilsigtet selvfølgelig, for det er klart ment som en hjælp for nye eller nyere læsere, men det får bare en slags dum slagside. Jeg følte i hvert tilfælde, at det var et svært album at dykke ind i. Og med prologen mener jeg den håndsrækning der findes lige umiddelbart inden Thorgal 35 indtages af øjnene – den står, nej den indgår vel nærmest i kolofonen. Med fremhævet…

Natten har lagt alle ned, og mørket trængt ind i børneværelserne. Skyggerne er lange og øjenlågene hos de små ligeså. Og der står en far og fortæller. Hans stemme er mørk og han trækker især de uhyggelige ord ud og lader gyset hænge i luften. De hader og elsker det, de små. For gys virker og har altid gjort det. Hvis man dertil hælder en god cocktail fortælleglæde, ramasjangeventyr og en erfaren fortællers fantasi, rystet skidtet og skvulper indholdet over i en tegneserie, så er der jubel i børneland. Ja. Jeg sidder med Niels Rolands 2’er, du ved nok, Nøglevogterne som har fået titlen Verdensvogternes hverdag. Jeg og mine unger var vilde med forgængeren, og nu er det så tid til den berømte lakmusprøve. Holder…

All right, vi er et stykke tilbage i tiden, 1957 for at være klar i spyttet og titlen er ”Tif et Tondu: Le Retour de Choc”, og det kan man sagtens fornemme. Den danske titel er Tim og Thomas: Chok vender tilbage, og det er igen forlaget Zoom som forkæler deres voksende fanskare og købere ved at være flittige med udgivelserne. Der er udgivet en hulens masse albums nede sydpå, og der har været flere tegnere og forfattere inde over. I Danmark er der ikke så meget slør. Will, som døde i 2000, alias Willy Maltaite, står som forfatter i samtlige danske udgivelser, og også dette. I albummet er der ingen dikkedarer. Vi kunne smække en klassisk novelleanalyse ind over albummet. Der er anslag, point…

To yderst ihærdige mænd er på en mission. Den ene vil tage et liv. Den anden vil forhindre det. Den ene er lejemorder. Den anden vores helt og hovedperson, panserpræsten Soda. Sådan helt overordnet kunne man beskrive handlingen i Zooms nyeste, den fjerde i alt, Gazotti og Tomes Soda. Titlen er ’I nat døde Gud’, og det er faktisk et rigtigt godt og spændende album. Men handlingen er naturligvis lidt mere kringlet end som så. En lang række mennesker møder os på de indledende sider. Der er ingen umiddelbar fællesnævner mellem dem, men det kommer der, og inden længe vil en af disse personer dø. Lidt som et kædebrev florerer en seddel, en $100 seddel. Og det er den forbistrede seddel som er skyld i…

’Aben er sur’, lød det bekymret fra en af ungersvendene i Hans Scherfigs Det forsømte forår fra 1940. Og fra gangen og ind i klasseværelset stormede matematiklæreren og snart brød helvede løs. Ak ja. Og jeg sidder nu med Zooms nyeste Sammyudgivelse, En gorilla i buret er titlen, og det er slet ikke så slemt og dumt, som jeg umiddelbart troede. Jeg havde læst en enkelt (var det vist) kommentar om albummet på Serieland, og det var ikke venligheder albummet blev til dels. Så jeg var forudindtaget, men smag er jo en løjerlig sag. Nogen vil have datteren, andre moderen, og jeg kunne sgu godt lide hvad jeg så og læste. Handlingen er denne: Der er lyn og torden, og så pisser det ned. Sammy…

Af store hollandske tegnere, Toonder, Jippes, Matena, Kuijpers, er det kun sidstnævnte, Henk Kuijpers, der for alvor har fået tag i danskerne. Hans seriefigur, Franka, er blevet kåret som Hollands bedste serieheltinde gennem tiderne, og det er da også med god grund. Som med de belgiske konkurrenter Yoko Tsuno og Natacha, er der tale om en stærk, forbilledlig, kvindelig seriefigur, der med lige store dele lir/cheesecake og snarrådighed/kampånd kan appelere både til drengene og pigerne. Cobolt udgiver løbende alle tre serier, og giver dem tilmed den royale “intégrale” behandling i luksusbind med ekstramateriale. Der lægges ud med syvende og ottende bind i albumrækkefølgen, “Dragens Tænder” og “Tordendragens Død”, fra hhv 1984 og 1986. Som i de go’e gamle Tintin dobbeltbind, folder Kuijpers sig rigtigt ud,…

’Puppet Blues’ er titlen og det er forlaget Zoom der endnu engang tager vestpå. Vi taler om Blåfrakkerne og en serie der efterhånden har en del år på bagen. De første udgivelser er fra 1968, og vi herhjemme mødte soldaterne i 1973, og når jeg indleder sådan lidt halvtungt og fesent, så skyldes det udelukkende at Puppet Blues ikke er så vanvittig interessant. Snarere tværtimod. Den er både blodfattig og inderligt ligegyldig. Øv, for jeg har ellers fået smag for serien, men lige præcis dette album er ikke lige mig. Historien er denne: En fotograf har fået til opgave at skildre soldaterlivet og især at fremme lidenskab og glød. En slags visuel hvervekampagne. Tanken er såmænd helt ok. For at skabe de rette stemninger får…

Det er dog en tæskelækker forside, der pryder dette seneste Rubine album fra Zoom, “Den Perfekte By”. Smart, strømlinet, hypermoderne, og gjort i dragende farver: superkøligt, Rubine med gøbben, siddende på køleren af en hurtig bil. Jo tak, mor er tilbage, nu som overklassedame med kortklippet fruefrisure og tidssvarende buksedragt. Dette album fra 2004, “La Cité Modèle”, er det niende i rækken fra belgiske Lombard, og nu er vi så langt fremme i serien, at den faste serbiske tegner, Dragan de Lazare, har overdraget tegnejobbet til sin ven og landsmand, Boyan Kovacevic. Boyan står også for de stemningsfulde farver, og Mythic har endnu engang stået for manus, en ambitiøs historie om mønstersamfund, overvågning, ensrettethed, og industrispionage. Også ret komplekst fortalt; vi skal igennem 26 siders…

Ham der Joe Kubert, kan han tegne? Ja, det kan han skam. Og i ’Jagten’, andet bind i Zooms nye Tex Willer fortsættes stilen fra første. Knubbede ansigter, barske og bidske og med skægstubbe, skæve tænder og vrede stirrende blikke. Der er stemninger i illustrationerne, og selvom der ikke ofres meget på baggrunde (i parentes er det jo nok mere realistisk end hvad der ellers findes i genren – uden at vide det, så tænker jeg ikke, at der i cowboyland var så allerhelvedes meget nips og udstyr i hverken hjemmene eller i fx en saloon), og figurerne er vel firkantede og ikke ytrer andre udtryk end vrede og arrigskab, så sætter det en gevaldig dyster grundtone af galde og hævn. Jeg er jo langtfra…