I album rækkefølgen fra Dupuis er “La Main Blanche” (da.: “Den Hvide Hånd”) nummer 4, da Dupuis starter deres nummerering med Will som tegner. Dette Tim & Thomas album udkom i 1956, og her er der virkelig tale om en serie i sin vorden. Der skulle gå 60 år, inden dette album blev oversat til dansk, så tak til Zoom for denne. For selv om Will ikke har fundet sin Marcinelle stil helt endnu, er der dog stadig meget at hente rent visuelt. Vore to helte kommer på eventyr både til lands og til vands, i luften og helt ud i det ydre rum. Det var jo 1956, og helt i tråd med de teknologiske landvindinger er den velkendte “Atomstil” ved at komme på plads…

Tegneseriemediet er en flaksende størrelse, og heldigvis for det. Forlaget Æther er med til at sparke os lidt over skinnebenene og erindre os om, at der er andet i tegneserieverdenen end hvad de store forlag høvler over disken eller smider i pakkepostens arme. Manifest nummer 4 er en lille lyseblå sag fyldt med sorthvide sider. Den er just ankommet og jeg har læst den. Det var hurtigt gjort. Manifest indeholder 3 små fortællinger, alle i sorthvid og på hver deres måde rokkede de lidt i mig. Først og absolut bedst er Sebastian Granebergs ’Halleluja’. Stemningsfyldte illustrationer hvor fokus er en lille pige og hendes mor. De flygter fra et krigsplaget land. Stemningen er dyster, illustrationerne ligeså. Der er forvredne og forpinte ansigter. Der er pigtråd,…

Altså, jeg kan huske Tex Willer. Det kan jeg. Midt i Fart & Tempo, ænderne og Seriemagasinet, så poppede der ofte også en western op. Tænker jeg. Måske tager jeg fejl. So be it. Men de der westerns husker jeg. Ikke i detaljer eller helheder. Hverken stil eller plot har sat sig fast. Så jeg er næsten helt fri for fordomme, og det er rart. To bøger ligger foran mig. Tex Willer er tilbage og jeg har lige slugt den første. Slugt fordi den dels var ret spændende, og dels fordi handlingen er ret ligetil. Og dette er skrevet uden bagtanke. Nogen gange er ’wham bam thank you, mam’ bare det bedste og rigtigste. I 70’erne hadede jeg italienske film, og havde kun foragt overfor…

Rovdyrenes klub er en barsk sag. Her gik man og troede, at forlaget Zoom er søde og rare og venlige, og at deres udgivelser var som julens glæder og vaner. Men så kommer der denne rå udgivelse, rå og modbydelig ja, der fra allerførste side rammer direkte ind hvor jeg er mest sårbar. Der hvor uretfærdighed og modbydelighed overfor især børn springer direkte op i fjæset på mig og ind i den mudrede midtbane, hjernen. Jeg synes, at Rovdyrenes klub er et fremragende værk, og jeg glæder mig til 2’eren. Valérie Mangin har skrevet historien, og Steven Dupré illustreret. Det er et godt team og især sidstnævntes dystre tegninger er svære ikke at holde af. Pennen sidder godt på ham, og anvendes både brutalt og…

Greg og Hermann. Det ligger godt på tungen, og det skaber en vis forventning om kvalitet af ganske særlig støbning. Jeg taler om forlaget Zooms nye Red Kelly og for mig et det er kært hensyn. Jeg har skam et par album et eller andet sted, men for mig startede det hele i 70’erne i ugebladet Fart & Tempo. Men det er en anden historie. Kender du Red Kelly? En westerneserie med rod i sluttresserne. Skrevet af Greg og tegnet af Hermann. Et makkerpar som også stod bag Bernard Prince. Der i slutresserne var der andre gode cowboyhistorier, og for ikke at ligne de øvrige for meget (Blueberry og Jerry Spring), valgte makkerparret at gøre Red Kelly til en simpel cowboy med base på en…

Jeg tror aldrig, at jeg har anvendt substantivet ærefrygt. Måske en gang eller to på skrift i særlige ophøjede øjeblikke. Og ordet har en særlig klang og ditto betydning. En følelse af dyb respekt og frygtblandet ærbødighed, indgydt af en autoritet eller af noget helligt eller ophøjet. Hold da op. Det er ikke desto mindre den følelse jeg lidt sidder med, når jeg læser og holder Zooms Rasmus Klump – De samlede eventyr 1955 – 1959, og det er overvejende en rar og positiv følelse. Hvis jeg spoler den indre film tilbage til opvæksten i 60’erne og den voksende bevidsthed i årtiet derefter, så var Rasmus Klump nok mit første møde med tegneserien. Jeg kan huske, at både min mor men især far læste højt,…

“Le Grand Combat” (da.: “Den Store Kamp”) er det 13. album i serien “Tif et Tondu”, og betragtes af kendere som noget af et kult album og et højdepunkt i serien. Will er på toppen heri, og Rosy bidrager med et særdeles oplagt manus, hvor han tilsætter historien en gang overnaturlig mystik, der giver førnævnte Will frit slag for næsten surrealistiske udfoldelser. Det er i høj grad et visuelt album, rendyrket Marcinelle, holdt i en atomstil, der smukt reflekterer samtiden, 1967, hvor historien kørte i Spirou bladet, og 1968, hvor den udkom som album på Hachettte. Den fransk-belgiske skole var under forandring, og det var samfundet også. Tegneserierne gik i mere voksen retning, og modernismen ændrede samfundsbilledet, f.eks. blev personbiler og private flyrejser mere almindelige,…

’Hun vil have følelser’, lyder det fra Filip som med et bestyrtet udtryk i ansigtet betror sig til sine buddies. Ja, de kvinder. Hvad pokker skal man gøre, når man har testosteron i blodet og ikke helt tuner ind på de der tøsebørn? Og hvad ind i hulen gør man, når man har forældre der bare er totalt forældede og næsten aldrig forstår én, og hvis råd altid er hamrende ufede og ubrugelige? Det er ikke let at være Filip. Du kender ham nok snarere under nick’et Zits. Hvis ikke, så kan du spæne ud i verden og anskaffe dig Zooms nyeste. Titlen er Zits – Alene hjemme, og det er slet ikke så ringe et album. Jeg er selvfølgelig ret forudindtaget, da vi her…

Om søndagen så vi Det lille hus på prærien, og de gange hvor DR viste en rigtig cowboyfilm om lørdagen, var de allerbedste. Jeg elskede westerns. Og kan huske hvor overrasket jeg blev, da Telly ’Kojak’ Savales pludselig var et dumt film i Sydney Pollacs The Scalphunters fra 1968. Jeg kan huske den lørdag aften som var det i går. Jeg havde vel været 8 eller 9 år gammel, og stadig uhyre påvirkelig. Det kom lidt bag på mig. Værre blev det da jeg på omkring samme alder så Soldier Blue. Jeg græd og græd. Modbydelig film, men også modbydelig god. Jeg genså den for et par år siden, og den holder stadig. Westerns er min genre, stærkt forfulgt af et godt gys. Nu sidder…

Jeg bryder mig ikke om fugle. Deres flagren og evige søgen efter føde. Kun kan jeg begejstres over deres farver og evne til at svæve i luften. Men jeg holder dem helst på afstand, og kan blive helt nervøs hvis de nærmer sig. Og vi taler om alle slags fugle. Lige fra gråspurvene der pikker efter krummer, til svaner og ørne og andre store fugle. Jeg har aldrig set en grib. Aldrig. Og alligevel ved jeg hvordan de ser ud. Jeg har nemlig altid nydt en god western og har fra barnsben lært, at hvor der er ådsler, der er også gribbe. Gribbe der bare venter på at banke deres krogede næb ind og ned i rådnende kroppe og flå indvolde og kød ud og…