Interviewet var på DK4 og jeg kunne tydeligt se, at Jesper ikke hverken var frisk eller glad. Han talte dog med vanlig lune og smil i ordene, om end emnet ikke var til at grine af. Han talte om sorg og det at miste. ”Hvordan kommer man over det at miste”, lød spørgsmålet. Jesper svarede, ’Det gør man ikke. Man lærer at leve med det’. Det er nogle år siden nu, men jeg husker, at Jespers ord ramte hårdt. Jesper Klein, for det var jo ham, var i en livskrise for han savnede og var ked af det. Jeg var selv ramt på lykken og sugede til mig. Jesper døde kort tid efter. Jeg ikke. Jeg rejste mig. Døden og sorgen og det at finde…

Spillet hedder Red Dead Redemption, og det er vældigt sjovt. Jeg har nydt at spille det, og mine to tøser, Zenobia og Clara, har skudt, redet, duelleret, flået, drukket og gamblet så det er en lyst, og de er endda tilsammen kun 22 år. Spillet er simpelthen fedt uanset om du er 11 eller 50. Anbefales. Noget af det mere spøjse er, at man engang imellem skal transportere en hestetrukken vogn ind til Armadillo, og man bliver forfulgt af en satans masse skydegale bandemedlemmer. Dels skal du forsvare dig, dels skal du helst nakke dine forfølgere og endelig skal du nå hjem inden for en given tid, for ellers dør din ledsager. Hehe. Jeg kom til at tænke på spillet, da jeg læste Forlaget Shadow…

Åh, det er bare så svært at få ordene til at hænge sammen. Kender du det? Når man skal rose og sige pæne ting. Der er sproget fattigt. Det er langt lettere når man er nedrig og modbydelig. Så er der ingen grænser for de spydige og hårde ord. Man kan nedgøre i et væk, revse og skælde ud. Bare hamre derudaf. Jeg sidder med et mesterværk. Peter Madsens ’Historien om en mor’, som har fået et lille pift her i 2. udgave. Udgangspunktet er vores fynske gode ven, Hans Christian Andersen. Han skrev ’Historien om en moder’, som den jo rettelig hedder, i 1947 mener jeg, da den jo så dansk lys for første gang året efter. En modbydelig historie fordi den er så…

Har du nogen sinde været til Stand-up? Det har jeg, og det er spøjst. Det hjælper altid for mit humør hvis jeg så forinden har fået én til kaffen, som Nicolai Lie-Kaas siger, for det er altså ikke alt der er sjovt. Jeg har vel været til en 10 forestillinger efterhånden, og såmænd også moret mig over Tobias Dybvad, som man kan se på Zulu. Men altså – ikke alt er lige vellykket, men så alligevel, for når man kommer hjem og forsøger at huske de bedste one-liners og barske modbydeligheder, så dukker der altid et eller andet kikset frem. For det er sgu sjovt når folk kikser, går i stå eller bare mangler timing. Lidt det samme, uden sammenligning i øvrigt, kan jeg sige…

Spirillen (fr. “Marsupilami”) dukkede op for første gang i det belgiske ugeblad “Spirou” i 1952, og blev hurtigt en populær bifigur i “Splint & Co.”, helt frem til Franquin kvittede serien i 1968, og et stykke tid derefter. En pelset krydsning mellem en gepard og en abekat, af mangel på bedre beskrivelse, forsvandt dette junglefabeldyr ud af den hæderkronede serie indtil i år, og det album, du nu sidder med, er intet mindre end verdenspremieren på tilbagekomsten, udgivet af Cobolt før selveste moderforlaget Dupuis i Belgien! Tilhører man “Generation Nå”, og var barn og ung i 70’erne, vil forsidens “teaser” med den lange, knyttede hale være et kært gensyn, og vække øjeblikkelig genkendelse. Væk er spin-off forsøget af Batem, tilbage står den ægte vare, i…

Ned af trappen kommer en storbarmet og nedringet dulle. Hendes bedste veninde sidder ved foden af trappen og surmuler, som hun ægte tøser kan. Dullen spørger ind til humøret. ”Min bedstemor er død”, lyder det triste svar. ”Åh, det er jeg ked af at høre! Jeg føler med dig… ” ”Arh, du fatter ingenting. Jeg er da skideligeglad med min bedstemor. Problemet er, at jeg er nødt til at gå med til begravelsen… ”   Jeg kunne ikke lade være med lige at gengive side 15 øverst i Forlaget Zooms herlige udgivelse ’Navlerne – det ser grimt ud. Dialogen er gennemgående ret fremragende og giver et ganske fint indtryk af to bitchers gøren og laden.  Og når jeg skriver fremragende, så handler det om, at…

En lyserød nat og far siger til sin søn: ”Kan du se? Når alt virker håbløst, skal man altid forlade sig på Gud” Vi er nået til 2. bind af Riad Sattoufs ekstremt fascinerende og ret skræmmende selvbiografi, og jeg kan allerede nu røbe, at bogen er mesterlig. Simpelthen betagende god. Jeg har læst den. Min kæreste med, og gudhjælpemig også min yngste papdatter. Alle åd vi bogen råt, og der ER et eller andet magisk dragende ved både illustrationer og ord, men især fortællingen gør indtryk. Når vi taler om bogen, er det ikke så meget billederne der er i spil, men den stille undren, som vores lyshårede araberknøs udtrykker og lige så ofte ikke gør. Enten i direkte tale eller via fortællerstemmen. Og…

Det gode forlag Zoom følger et andet godt forlags eksempel og viderefører nogle i Danmark tidligere opgivne albumserier. I flæng kan nævnes fra Zoom: “Rubine”, “Blåfrakkerne”, og ikke mindst, “Tim og Thomas”. Men hvor Donovan Comics fortsætter, hvor andre slap, er Zoom i deres nyeste udspil gået et skridt videre, og lægger ud med de to første, allerede udgivne “Soda” albums, en hårdkogt, belgisk politiserie fra Dupuis, som Interpresse kun nåede at udgive de to bind af, før den ulykkelige fusionering med Carlsen Comics i 1991, en fusionering, der var medvirkende til albumdøden i Danmark op gennem 90’erne. “Soda” er en traditionel Dupuis serie, dog mere hårdkogt og fandenivoldsk. Den er skrevet af Tome, og er faktisk her i første bind, “Den Tavse Engel”, mere…

Den er sort og hvid, koster ca. det samme som en lille soft ice og er spækket med bulder og brag. Fortælleglæde, skrivekløe og en allerhelvedes masse bevægelse. Der er fart på og så fyger det med herlige lydord, tegneserielydord. Manden bag, eller drengerøven hvor denne benævnelse er ment yderst positiv, er Peder Riis, og han er en ihærdig herre. Han tegner og fortæller og Ondskabens Flydende Vatikan har udgivet en 60 siders sag, alt inklusive, med ord og illustrationer, som Peder er ophavsmand til. Peder Riis præsenterer SENSATION hedder udgivelsen, og forsiden bærer præg af at være en kærlig hilsen til alle de kulørte ugeblade. Der er ikke sparet på iøjnefaldende overskrifter og det er lige til at få ondt i øjnene af. Hæsblæsende…

Loppemarkeder. Du kender dem. Hver eneste weekend her i foråret vil baggårde, torve og pladser fyldes op med folks habengut. Kældre og lofter tømmes, der bæres ned, sættes op og det er en ren folkefest. Mange holder af dem, jeg med. Og ofte har jeg købt lort og skrammel, der sådan ved første øjekast så flot og sådan retrofed, og som med garanti pynte hjemme på bjerget. Men så, når røgen har lagt sig og skidtet båret op, så nix nej. Lort er og bliver lort, uanset hvor meget solens stråler forgylder. Og skidtet sættes så op på vores loft eller bæres ned i kælderen og venter indtil vi selv afholder vores loppemarked. En herlig cyklus. Men engang imellem. Engang imellem. Så kan man hitte…