Altså, det er næsten en halv menneskealder siden, da Jack og Sammy for første gang så både fransk og dansk lys. Jeg husker bogbussen der kom om tirsdagen og fredagen, og især nede bagved hvor der var tegneserier og at enten ’Smarte smuglere’ eller ’Bedstefar med slag i’ kom ind i min verden. Jeg elskede dem med det samme. Humoren var lige mig og så var serien sprængfyldt med maskinpistoler, håndgranater og den slags. Guf for en 8-årig. Nu er der rendt meget vand i åen, og jeg var da noget skeptisk, da Zooms nyeste ’To gorillaer i Paris’ dukkede op med posten. Men al skepsis blev hurtigt gjort til skamme. Der er selvsamme humor, en satans masse action dog uden skudsalver eller eksploderende granater,…

De svinger lidt, de Rubine albums. Tegnemæssigt er de helt i top, men det er altså ikke alle historierne, der er lige fængslende og vedkommende. Men Rubine serien er dog i det store og hele langt over middel, og dette nye album fra Zoom, en dansk udgave af det sjette franske fra Lombard, har heldigvis et veloplagt manuskript, også denne gang begået af Mythic, som virkelig opper sig. “Amerika” er titlen, og vi kommer vidt omkring: smugling af lig, mislykkede dates, anstrengte familiebesøg, travlhed på politistationen, Chicago mig her og Colombia mig dér. Boyan har også denne gang farvelagt, og har valgt at bruge varme gradienter i de mange aften- og nattescener, da farver som bekendt tager sig anderledes ud i elektrisk belysning. Mythic tyvstjæler…

Den er lille, kvadratisk, praktisk og grøn, og det er ikke en Ritter-Sport. Næ, det er seneste skud på stammen fra Johan Krarup. Titlen er Episk fejl og bogen er udkommet på forlaget Fahrenheit. Episk fejl er en stribeserie, der blev publiceret på Wulff og Morgenthalers side, heltnormalt.dk. Og blev nomineret til Ping prisen for to år siden. Jeg har ikke læst alt af Johan Krarup, men noget, og jeg kan lide det meste. Også Episk fejl der på 100 sider eller deromkring forlyster sig med hverdagsnedslag og forskellige arketyper. Typer vi sikkert alle bærer et flig af, og med garanti kan genkende. Om ikke andet, så i os selv. Vi møder en del helt almindelige mennesker, med helt almindelige udseender og lige så almindelige…

Seriemagasinet var mit blad. Mit. Jeg elskede især krimierne, og Steve Roper, Mike Nomad og Kerry Drake blev slugt råt. Intet plot var for tyndt. Alle skurke skulle ned med nakken og gerne også have et par på frakken samtidig. I Seriemagasinet var der også muntre pauser. BBBB, eller Bankhurst Barske Bold Børger, som de vist rettelig hed, var mine favoritter. GakGakgade 13 skulle også være på bagsiden, ja. Årene gik og jeg fik et mere nuanceret forhold til striber og streger. Mere kritisk. Lakmusprøven, hvis jeg skulle tage den i dag, og selv sætte parametre ind, så ville de værker, som jeg den dag i dag stadig kunne huske fra dengang, de må være noget særligt. Alt ære og respekt for mine helte fra…

Hvis du har læst Batman og Robin bog 1, og syntes du mangler kendskab til Batmans søn Damian, der er Robin, så kan du få rettet op på dette med bog 2, denne bog indeholder nemlig Batman & Robin # 0, hvor du får Damians oprindelseshistorie. Vi starter helt tilbage ved Damians fødsel, hvor Talia straks efter hans fødsel sætter ham i et bassin, for at se ham svømme. Damians ammepige synes ikke dette er nogen god idé, hvilket hun også giver udtryk for, dette resulterer promte i at Talia kaster en kniv, der rammer ammepigen i halsen, så hun falder ned i bassinet, og afgår ved døden. Damian svømmer rundt i blodet, og kigger på liget, hvorefter Talia løfter ham op og siger ”Velkommen…

Ok, jeg har endnu ikke fået set The Revenant, men det er klart på listen endda med topprioritet. For westerns har alle dage været min genre. Lige sider Ruder Konge var knægt. Jeg har naturligvis også savlet over den langlemmede Clint og nydt hans tavshed og det iskolde stålfaste blik. Og før det, nok især fordi jeg var den tand yngre, var det John Wayne der var genstand for min beundring og generelle måde at være på. For en del år siden blev jeg bjergtaget af Kevin Costners Dances with wolves. Jeg mente da, og stadig at den film er et mesterværk. Netop fordi filmen tager sig tid til at fortælle sin historie, og ikke bare jager af sted med hastige klip og den slags….

Historisk sét har man fyret de stærkeste kort af først i de euroklassiske serier, der er blevet forsøgt her i Danmark; det er noget, læserne er vant til, og har uden tvivl været medvirkende til, at så forholdsvis mange serier har bidt sig fast på det danske marked. Tim & Thomas, een af de ældste serier fra det belgiske forlag Dupuis, har nu i fjerde forsøg vist sig at sælge godt for Forlaget Zoom. Derfor undrer det mig også, at man allerede her tidligt i relanceringen har plukket een af de svageste historier, vi har set i DK til dato, en sag fra 1987. Desberg er ingen Rosy, og han har da også begået en bagatel af en historie, en historie så langt ude i…

Ok, lad os lige trække vejret en ekstra gang. Hvad har vi så her? En lækker tung hardback fyldt med ikke alene gyldne gensyn, men også med materiale der ser dansk lys for første gang. Første af i alt tre planlagte bind. Slet ikke nogen dårlig måde at slutte en i forvejen ganske godt Coboltår. Ja, du har gættet det. Jeg taler naturligvis om Radisserne – de bedste striber 1950 – 1959, som udkom den 19. december og akkurat lige nåede den travle julehandel. Uden at jeg på nogen måde er vidende, så tænker jeg at bogen gik som varmt julebrød, og at der nok var glæde og jubel rundt omkring i flere danske hjem. Hårde pakker er bare bedre. Jeg er fra den tid,…

Vi har tolv ure i huset. Alligevel slår tiden ikke til. Disse ord kender du måske. Benny Andersen er manden bag, og digtet hedder ’Tiden’. Tiden er som kærligheden og døden, nådesløs. Man må bare følge med. Acceptere at livets gang går, og bedst som man sidder lunt i midten, lige i navet, så slår tiden til, og intet er som før. Og så alligevel. Jo, man kan faktisk godt gøre noget. Jeg sad længe med tredje og sidste bind af Stieg Larssons trilogien, Millennium – Luftkastellet der blev sprængt, og vidste ikke helt hvordan jeg skulle formidle mine indtryk. For jeg er både tilfreds og underligt skuffet. Alt det formelle, og alle de positive elementer der er i forgængerne, de findes skam også til…

Mogens og Mahdi er to irriterende møgunger. Du kender sikkert typen, gnomerne der altid skal spille seje og som altid sidder med fødderne oppe på sæderne, altid pillende bussemænd eller bumser og hvis sprog er yderst begrænset til one-liners, klicheer samt friskfyrbemærkninger. Knægte man har lyst til at stikke et par på gummerne. Ikke sandt? Nå, min dagligdag består af sådan nogen rødder. Og jo, de er slemme og pisse irriterende, men også sprængfyldte at humør, energiske som få og altid på jagt efter livet. Livsbekræftende midt i alt det belastende, og jeg holder af dem. Det tror jeg også at Kim Fups Aakeson og Rasmus Bregnhøi gør. De er nemlig de voksne bag Carlsens børnebog ’Mogens og Mahdi’, som udkom først i november. Det…