Det er ret svært ikke at være overordentlig begejstret for Cobolts tredje samlebind, De tyske eventyr. På samme måde som de to forgængere er samlebindet nemlig spækket med utroligt lækkert detaljeret ekstramateriale foruden tre album, sammensat tematisk. Og denne gang er det, som titlen antyder, de tyske eventyr, Djævelens orgel, Vampyren fra Rothenburg samt Odins ild. For fans af serien, og dem er der, med rette, en del af, er disse album velkendte. Selv har jeg aldrig stjerneelsket den veldrejede japaner, men dog læst lidt hist og pist, mest da jeg var yngre. Men kærlighed kan ruste, og kærlighed kan gro. Med Cobolts tre samlebind, jeg stormede i Tarps boghandel og købte de første to, ser jeg nu lidt anderledes på det. Og uden sammenligning…

Jeg har kun få norske venner. Jeg har engang været kæreste med en smuk nordmand, og blev knust da hun blev træt af mig. Jeg har været i Norge et par gange, og har hver gang elsket hvad jeg så, og de mennesker som jeg mødte. Jeg er sikker på, at jeg vil vende tilbage. Jeg har nemlig fået mig ENDNU en norsk ven. Eller rettere, jeg har længe været hans ven, sådan på afstand, men nu er jeg helt sikker. Han er min ven. Vi går lang tid tilbage. Flere år. Han er morsom. Underfundig. Han får mig til at grine. Kære alle. På torsdag skal du afsætte kroner 158,- på en forrygende udgivelse. En norsk en af slagsen. Forlaget Zoom udgiver nemlig bogen…

Mine tøser bor i Guds eget land, Amerika, og jeg ved ikke hvor mange gange, jeg efterhånden har hørt at de derovre er åh så bornerte, og åh så kønsforskrækkede. Jeg ved ikke hvor meget sandt der er i de udsagn, men jeg, godtroende som jeg jo er, anser det da nok for at være sandt. Selv færdes jeg til dagligt i et muslimsk miljø. Mine kolleger er muslimer, mine elever og deres forældre med, og én ting er sikkert. Det er eddermame haram at snakke, kigge, tænke med mere under bæltestedet. Fint nok. Jeg klapper kaje. When in Rome og alt det der… Til middagsselskaber herhjemme, og især når vi har hevet propperne af diverse flasker, så sidder vi og fjoller rundt. Snakken går…

Det er en hæsblæsende start, tænker jeg. Og scroller tilbage til første side for lige at få kronologien i orden og holde rede på alle bataljerne. Hold da op, mand, hvor der er gang i sagerne (og sang i gaderne). Altså, et sted dybt i Palombiens mystiske jungle valser en sort spiril afsted. Spirillen, et æglæggende pattedyr ) Wauu – en kontrast og en løgn) med en enorm muskuløs hale, er en lille prut og mens den plukker smukke blomster, bliver den fortæret af en satans stor slange, slugt levende til en langsom grusom død. Men naturen er en bitch, og slangen bliver selv nakket af en pusterørsskydende negermand, og slæbes hjem til landsbyen hvor man gør klar til at skære den op for at…

Det risler ned ad ryggen. Jeg er på den otteogfirsindstyvende side af i alt 140, og Tintin er på vej imod den sorte ø. Terry spejder i stævnen og ruinen i sort silhuet tårner sig faretruende i horisonten. Stille, næsten uden ord bliver båden fortøjet og borgen skal tages i øjesyn. Den første port åbnes og trappen op til tårnet er lige for. Op går vores venner, og lader sig forblænde af en storslået udsigt. Men kun i få sekunder, for stilheden afbrydes af massive BUM BUM, en herlig cliffhanger og jeg skynder mig at bladre… Ja, du kender det. Det ved jeg. Hvis du kan dine klassikere og er en rask dreng med lidt år på bagen, så ved du, hvor jeg er og…

”Jeg ville gerne fremkalde den stemning man finder i europæiske eventyralbums som f.eks. Hergés Tintin, Edgar P. Jacobs’ Blake og Mortimer og Yves Chalands Freddy Lombard blandt mange andre.” Så er barren sat og det er den gjort af en brite ved navn Garen Ewing. Han er ikke en Hr. Hvem som helst men vinder af Young People’s Comic Award 2013, og han er manden bag både plot og tegninger i Forlaget Tellerups første skud af i alt tre, ’Jagten på regnbueorkideen’. Bogen er anmelderrost og gør et lækkert første indtryk. Der ER nemlig et eller andet i albummet, der sætter det aftryk. Måske er det den genkendelighed, som citatet ovenfor stræber efter. Måske er det lige akkurat lykkedes Garen Ewing at mane den stemning…

Jeg har fået æren af at anmelde ikke en, men to genfortællinger af Supermans oprindelse! En historie som folk åbenbart ikke bliver træt af at høre. Superman har altid været en af mine yndlings superhelte (Batman er dog stadig vinderen) og jeg har altid været glad for gentolkninger. Især alternativ univers udgaver. Og i dette tilfælde er der tale om en af hver. Den reelle genfortolkning er Grant Morrisons Action Comics og alternativ univers udgaven er Superman Earth One af J. Michael Straczynski. Faktisk er det ikke så meget Supermans oprindelses historie, forstået som at vi skal se ham blive sendt fra Krypton og Vokse op hos familien Kent. Begge titler handler om vores – menneskehedens – introduktion til Superman. Og sjovt nok vælger begge…

Forestil dig en edderkop. En af de store flotte, og forsæt så med at følge den og dens spind. Se hvordan det glimter i solen og kom helt tæt på, og se hvordan alle tråde sirligt og smukt hænger sammen. Kig endnu nærmere og opdag, at der, for dig, er helt nye nuancer der åbenbarer sig. Du ser sammenhænge, figurer og farver og kommer tættere og tættere på. Så tæt, faktisk, at du ikke har opdaget, at du selv er fanget i spindet og at din ven fra før, edderkoppen, blot har ventet på dette øjeblik, og nu gør sig klar til at fortære dig. En død ja, men en smuk af slagsen. Sådan er Millennium II – Pigen der legede med ilden. Den er…

Osvald er 2 år og en sjat. En af knægtens yndlingssange fra den slidte afspiller er Gnags’ Bjørnen sover. Han er endnu for ung til fuldt ud at forstå, at en bjørnetand eller en klo ikke er til at spøge med. Glæden ved at være far er, at man kan komme til at genopleve de bedste stunder fra dengang man selv var bittelille. At putte i hulen, fryden over at mosle og slås for sjov og de dejlige gys fra fortællingerne om aftenen. En klassiker som langt hovedparten af alle rollinger kommer til at møde, er Rødhætte og den væmmelige ulv. Jeg lå selv fladt på køkkenbordet og fik vasket hår, mens min mor sæbede krøllerne ind. Jeg tudede og var bange for vand i…

Åh for satan da også. Tiden har lært os, at man skal være varsom med en 2’er, for det er svært at følge op. I filmens verden har der været en del fæle skuffelser, og kun forholdsvis få successer. Sådan hurtigt fra hoften springer Coppolas Godfather i øjnene med en skidegod opfølger, og ligeledes fra samme årti, French Connection. Sidstnævnte også en satans herlig barsk sag hvor Gene Hackman fortjent vandt sin første Oscar. Har du ikke set nogen af dem, så fis på Blockbuster og nap dem. Nå, det var et sidespring. Undskyld. Bang – du er rød er i sagens natur både en opfølger og et selvstændigt album. En opfølger fordi vi for anden gang er med på sidelinjen og vidner en navneløs…