En forsinket julegave til dig selv eller en tegneserieven kunne være anden del af Turbine forlagets triologi og Sherlock Holmes. En graphic novel med titlen: Holmes – Blodets bånd. Den udkom den 12.december, og er lig forgængeren smukt tegnet, fyldt med ord og til samme pris. Bogen står fint alene, og man behøver således ikke have læst første bog. Men kort fortalt er vores gode ven, den ypperste master mind, Sherlock Holmes død, og han har tilsyneladende taget sin værste fjende med i graven. Det løjerlige er, at man ikke har fundet liget af hverken den ene eller den anden. Seriens virkelige hovedperson, Dr. Watson, er naturligvis både trist og i chok, men ikke mere end at han i 1’eren, og også i denne efterfølger,…

Nå, hvor Pope Hats 1 stod lidt i stampe, så er det anderledes med 2’eren. Og især Frances fylder på den gode måde. Sådan da – for ingen kan holde til det hun udsættes for. Der er kommet mere substans på hendes karakter, og man føler, at hun langsomt med sikkert suges ind i et liv, hun vitterligt ikke ønsker. Høgen, som Pope Hats den anden indledes med, ender nok med at få hende ned med nakken. Pope Hats to er mere vidtløftig i og med at karaktererne får mere at arbejde med. Hvor Frances suges ned, men samtidig stiger op (bliver forfremmet og er indirekte med til at andre fyres), så er Vickie på en lidt anderledes rutchetur. Hun forsætter stilen med druk og…

Der er sten i skoen, og så er der sten i skoen. Den første af slagsen irriterer og gør ondt. En lille satan af en sten, der forhindrer mig i at gå videre og nyde gangen. Den anden irriterer også. Den er lige så lille, men den kilder og prikker, og selvom også den gør min gang besværlig og foden visse steder hudløs, er det en god sten. For den minder mig om mine fødder. Og mine fødder er mine rødder. Pope Hats er en af disse sten. Faktisk begge. Irriterende fordi Pope Hats står stille og ikke helt ved, om vi sammen skal vandre videre, eller bare stå stille. Gør en lille smule ondt fordi jeg konstant holdes i venteposition. Jeg læser og læser,…

Hver anden weekend kommer mine piger, og så er vi, i vores sammenbragte familie, mange i stuen og mange om at få tingene til at fungere. Hver aften, når vi er så mange, arrangerer vi læsehygge i stuen, og så kan man drikke the, tegne og male, klippe og nogen gange klistre, og jeg forsøger altid at indoktrinere ungerne til at læse tegneserier. Så jeg har en stak med, nye som gamle, og lader dem som regel bare ligge i en lille bunke. Da det nu efterhånden er blevet en slags tradition, så går de altid bunken igennem og kæmper normalt om de samme udgivelser. Smølferne er der altid rift om, samt Elverfolket, og den ro og den stemning vi sammen skaber, er at regne…

Spol et par år tilbage, og genkald dig en af scenerne fra American beauty, du ved, den der herlige Oscarvindende sag med blandt andre Kevin Spacey. Scenen jeg især tænker på, er der, hvor Kevins datter besøger naboens dreng, har der foreviger øjeblikke med sit videokamera. På et tidspunkt har han ’skudt’ et stykke papir der tages af vinder, hvirvler rundt og rundt blandt sammen med brune blade. Op imod en mur, ud igen, så ned, så op. Hele tiden i langsom bevægelse. Og vist for Kevins datter, og os, der ser filmen. En film i filmen. Af et stykke papir i bevægelse. Jeg sidder med John Porcellinos Under stjernerne, og er påvirket af blandede følelser. Første gang jeg havde fingrene i den, skimmede jeg…

  Det er en krigens tid. Er det ikke altid det? Lyder det, og en abe lader livet. Vi befinder os et andet sted og i en anden tid. I en anden dimension. To bliver til tre. En kvinde skriger af smerte eller vellyst, og ud kommer en pige, der har farens horn og moderens vinger. Nej – jeg er hverken stiv eller på anden måde påvirket. Jeg sidder såmænd blot med Saga. Vol 1 og nyder hele svineriet. Forlaget G. Floy Studio står bag denne herlige udgivelse, og det skal de have tak for. Det er fanme en underlig sag, og hvor jeg tidligere har tænkt mit og undret mig, fx ved anmeldelser af Moebius, så også her. Fordomme trives, men heldigvis kan man…

Kan du huske sidste gang du gik alene i en skov? Den der følelse, at du alligevel ikke var helt alene, og at der var nogen der iagttog dig. Et er at gå på stien og føle en vis sikkerhed. Noget andet er, når man træder ud og går bort fra stien. Som en anden lille Rødhætte lader sig lokke af det ukendte, og mens mørket klæder skoven på, dukker alt op. Spirer fra ens underbevidsthed og snører hjernen til i angst og usikkerhed. Sådan har søskendeparret Elsa og Frederikke det. Farmand er i fængsel og har vel aldrig rigtig helt været en ypperlig rollemodel, og mor er død. Pigerne er uforvarende havnet i det idylliske Sverige blandt kanelboller og den slags, men bag det…

Den største sorg i verden her, er dog at miste den man har kær. Sådan indledes Steen Steensen Blichers Hosekræmmeren fra 1829, om ulykkelig kærlighed. Næsten på samme måde indledes Drømme og ønsker, af den finske forfatter Henri Gylander. Og det er barske men gode sager. Treårige Henkki skal være storebror, og tanker fylder den lille gut. Men skyggerne finder også knøsen, og han når kun at være storebror i få minutter. En verden bryder sammen, men livet forsætter. Drømme og ønsker er opdelt i en første og en anden del. Drømme og ulykke præger første, hvor vi følger Henkki, og drømme præger anden del, hvor vi møder kærligheden, Henkkis kærlighed i form af Lisa. Drømme og ønsker er en lille hurtigt læst graphic novel…