Du kender dem i bybilledet. De der ser anderledes ud. Du betragter dem, mest på afstand og du sørger for at holde behørigt afstand, og tale med dem, gys, det gør du ikke. Du kender dem fra medierne, og du har set mærkelige billeder og fotos. Du fascineres og væmmes på en og samme gang. De rører ved et eller andet inde i dig. Alt det anderledes, det ikke vante, det du ser i glimt, og måske drømmer om. Det skæve, det absurd anderledes. Sådan har jeg haft det i mange år. Jeg havde mine vaner og dem var jeg glad for og tryg ved. Intet skulle bringe mig ud på den tynde is. Jeg havde mine ænder, min belgiske reporter og ham der var…

Det sociale medie Facebook kan ofte være en indikator for ens popularitet, og kigger man på Ø-kullers ’likes’, sådan en tilfældig solsøndag, ser man at næsten 1000 personer har aktiveret denne feature. Af Ø-kullers sidste side, hvor man i øvrigt kan nyde en næsten nøgen Rasmus Julius, står der, at Ø-kuller udkommer ikke blot i lille Dannevang, men også i Norge, Holland, Mexico, Costa Rica, Equador, Guatamala, Venezuela og mange flere. At så mange holder af bogen, ikke bare herhjemme, men også i den store vide verden, undrer ikke. Der er nemlig tale om, endnu engang, fristes man til at skrive, en lang række morsomheder. Alle med samme smalle ramme, nemlig en ø og en mand. Egentlig utroligt at der kan presses så meget ud…

Det er ganske vist er en lille kompakt tegneserie for børn. Der er ikke de store dikkedarer gemt, og historien er lige ud af landevejen. På små 30 farvelagte sider får vi en næsten klassisk fortælling, med helte og skurke, og om hvordan de gode vinder. Slet og ret. Hanefar tager en af kyllingerne med på job, madpakken og kaffen sørger hønemor for, og med kikkert og årvågenhed skal man så sikre hønsegården imod den fæle ræv. Men det er småkedeligt, og sønnike vil ikke følge i farmands hønsespor, men drømmer i stedet om berømmelse og skillinger. Hanefar er en handlingens mand, og napper straks ideen. I stedet for at holde øje, så bygges der scene, brainstormes over handling, kostumer afprøves og alt er godt….

I maj måned 2014, et par måneder før den 100. udgave af Tour de France, udgav Turbine forlaget fra Århus en lidt overset graphic novel ”Tourens helte”. På 144 sider fortælles der om sejre og om nederlag. Om store stunder og de mørke, og især informativt er der meget at komme efter. Forstået på den måde, at dette herlige cykelløbs historik, fortættet ganske vist, sættes ind i en kompakt ramme, og kan næsten anvendes som et mindre opslagsværk. I pressematerialet står der, at ”bogen er et imponerende katalog over de vigtigste mytiske fortællinger, Tour de France er rig på”, og det er rigtigt. Det er godt og rigtigt. Bogen er inddelt i kapitler, ti i alt, der hver især beskæftiger sig med hver deres periode….

  For et par uger siden udkom Im Beruf II på Turbine forlaget, det er vist på tide, at vi kigger nærmere på denne sag. Det er, som det bemærkes, en efterfølger. For folk, der ikke kender serien, skal det nævnes, at den har en del år på bagen, blev til i 2008, og har slået sine folder i aviserne, Urban, BT og siden juni sidste år, også I Weekendavisen. Fem år er der gået siden Im Beruf blev udgivet som bog, hos Egmont, og nu altså parat til julesalg og andet.   I pressemeddelelsen har man sakset lidt fra bogens forord, og her skriver Christoph Klinger, at ”som kunstner har Peter Pedersen den nødvendige portion frækhed til at vise os konsekvenserne af den moderne…

  Herta Müller gjorde et stort indtryk på mig. Hendes dystre fortælling, ”Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig”, som i 2009 gav hende Nobels litteraturpris, sidder i mit hoved, og kan ikke komme ud. Billeder har jeg også, fabrikerede, og dem stod filmagikeren Steven Spielberg for, da han med næsten udelukkende sorthvide billeder (du husker givetvist pigen med den røde sløjfe) gav mig og verden Schindlers List. Jeg så den én gang og svor, at den ville jeg aldrig nogen sinde se igen. Det løfte brød jeg få år senere, og svor, at der bliver ikke en tredje gang. Treblinka og Auschwitz glemmer jeg heller ikke. Kulden, selvom foråret kyssede mine forelskede kinder, slap ikke sit tag, og jeg ved ikke, om det…

Der var engang et forlag… Kunne man lakonisk indlede denne anmeldelse, og sirligt fortælle om forlaget, dets historie og visioner, for så langsomt at bevæge sig videre til selve udgivelsen, en smuk og omfattende sag, og hvorfor så denne genvej, hvorfor ikke gå direkte til sagens kerne, anmeldelsen af ”Der var engang i Frankrig”? Fordi, kære læser, at jeg, sådan fra sidelinjen, jo hele tiden har fulgt med i gøren og laden på tegneseriefronten, og husker, både ved egne samtaler med især Sivert, samt efterhånden en del interviews og artikler om Faraos, at de havde en målsætning derinde, og ikke mindst ambitioner. Og netop med denne nye udgivelse, et imponerende bokssæt med i alt seks ekstremt flotte hardcoveralbum samt en lige så flot boks, vel…