Forlaget Carlsens nye satsning for tegneserielæsende børn mellem 7 og 12 år, er den lidt foruroligende Alene, der er udkommet i Frankrig siden 2006.[spacer size=”20″] Fem børn vågner op en morgen, og opdager at de tilsyneladende er de sidste mennesker tilbage på jorden. Alle andre er væk. Deres forældre, deres søskende, deres venner. Der er kun dem tilbage – og så et par dyr de render ind i hen af vejen, som f.eks. et par næsehorn og en sibirisk tiger. De fem børn er skåret efter klassisk karakterskabeloner. Forlaget beskriver dem som ”den sjove og lidt feje kunstnertype Ivan på 9 år, den friske og optimistiske drengepige Leila på 12 år, den gavmilde og velopdragne Camilla på 8 år, den vilde og skøre Terry på…

Hvis du er blot den mindste smule tegneserieinteresseret, så er The Golden Age of DC Comics værd at tage et kig på. Fyldt til bristepunktet med spændende og sjældne illustrationer og paneler, et interessant interview, essay og historiske godbidder, der tilsammen beskriver DC Comics grundlæggende år.[spacer size=”20″] Paul Levitz, gammel redaktør og chef på DC Comics, fortæller her om Supermans oprindelse – ikke den fra Krypton, som vi alle kender, men den som to meget unge jødiske drenge gennemgår for at få deres tegneserie ud i kioskerne – noget der nær aldrig var sket! Samme detaljeret fokus får de andre ikoner som Batman, Wonder Woman, Lynet og alle de andre klassiske kulørte figurer, sat op imod den store depression i 30’ernes USA, 2. verdenskrig og…

Da Action Comics #1 udkom i 1938 var der næppe mange der kunne forestille sig dengang, at Superman 75 år senere ville være en af verdens mest genkendelige fiktive figurer, og at der stadig produceres både tegneserier, film og tegnefilm med den blåøjet kryptonianer.[spacer size=”20″] I The Silver-Age of DC Comics fortæller tidligere DC præsident Paul Levitz om introduktionen af retskafne mænd i stramt cirkuskostumer, der med evner langt ud over hvad den gængse læser selv kunne præstere, havde været en kæmpe succes. Men lige så pludselig succesen var kommet, lige så pludselig så den ud til at fuse ud igen halvandet årti senere. Læserne svigtede, og tegneseriens guldalder stod på hæld – og det var lige før hele superheltebranchen blev skrottet. Hvorfor var det…

I over tyve år – fra 1956 til 1977 – lavede makkerparret Tage Andersen og Aage Grauballe tegneserieføljetonen ”Willy på Eventyr” for det ugentlige magasin Familie Journalen. En tju-bang actionserie for raske drenge og deres fædre, formet efter den forbilledlige Alex Raymonds Flash Gordon. Når man som jeg er født i midten af 70’erne, har man af naturlige årsager ikke haft det store kendskab, ej heller forhold, til Willy på Eventyr, i modsætning til de mange lidt ældre hvor magasinet var et af de ugentlige højdepunkter. Faktisk rækker mit kendskab sig ikke længere, end til de små smagsprøver jeg har haft fundet online. Willy-Centret, som er en lille ”klub” af mænd der voksede op med Willys eventyr, har de sidste par år arbejdet hårdt på…

Jeg har et anstrengt forhold til superhelte. Så er det sagt. Som barn nød jeg at læse alt jeg kunne komme i nærheden af med spandexklædte selvtægtsfolk, men i de sene teenageår var det som om ideen med superstærke mænd der klarede alle verdens problemer med ultravold mistede sin interesse og relevans. [spacer size=”20″] Med det sagt, så skal jeg også være ærlig og sige, at Superman har et specielt varmt sted i mit hjerte. Han var den første superhelt jeg lærte at kende, og vil altid stå som den store, noble og retskafne forkæmper for retfærdighed for dem der ikke selv kan. En rigtig helt. Selvom mit generelle forhold til superhelte er anstrengt, så kan jeg ikke lade være med at se de filmatiseringer…