Kvikke hoveder herinde har bemærket at der ikke er kommet indlæg I min blog et pænt stykke tid. Det beklager jeg selvfølgelig, men det viste sig desværre at der er andre end jer, gode venner, der havde læst min blog. Og derfor kom der en dag et par voksne herrer med en fin, hvid skjorte med lange ærmer der kunne bindes på ryggen. Mens de baksede mig ind i bilen sagde de overbærende: ”Det er jo for dit eget bedste”. Men da hospitalspersonalet nu skulle på ferie, mente de trods alt at jeg var relativ harmløs, så derfor har jeg allernådigst fået bevilliget udgang. Nu, tilbage blandt mine dejlige, klistermærker, papkasser, plasticposer OG tegneserier føler jeg mig igen rolig. Og der er så både atmosfære…

Nå. Så er det vist min tur til at få måsen lettet fra julebordet, og klimpe løs på tasterne en gang… Jeg har siden sidst fået gaflet mig et eksemplar af 2. udgaven fra 1980 af Splint & Co nr 1; “SOS fra Bretzelburg”. I sandhed et fantastisk album, som jo bestemt ikke tabte ved at få smidt 4 ny-fundne Franquin-sider oveni. Det syntes Interpressefolkene da heller ikke, hvorfor de klappede et klistermærke på størrelse med et stegefad på forsiden. Da datidens købere besynderligt nok var mere interesserede i Franquin-tegninger end Interpresse-picolinens design, røg de gule mærker af i hobetal. Så det er snart en sjældenhed at se et album der stadig har mærket på. Og for nu at køre den der med klistermærkerne helt…

Den der med Corto-kassen, fik mig til at tænke på en anden kasse, der måske heller ikke er helt så udbredt. Voila: Den er fra dengang Interpresse ville lege Gutenberghus (nu Egmont). Gutenberghus havde dengang i ’83 kørt 10 succesfulde år med serien ’Den store…’ Alle som bekendt udgivet med kasser (de få overlevende af disse kasser lever i dag et liv i luksus og syrefrit plast). Men tilbage i 83 tænkte Tony Lützer & Co på interpresse som sagt: Det ka’ vi sgi da også! Og vupti lå ”Jeg Lucky Luke” på boghandlernes diske. Inklusiv den eksklusive kasse! Tilsyneladende kradsede krisen dog allerede i ’84, for efterfølgeren ”Vi Daltonbrødrene” havde fået sparet kassen væk. Og året efter, igen, var bogen også sparet væk. Ak-ja;…

Jeg starter lige med et par lidt sjove ting… Eller måske rettere: sjove ting, for samlere. Først er der den legendariske kasse som vedholdende rygter vil vide at den første Corto Maltese bog herhjemme blev leveret i. Eller i hvert fald NOGLE af albummene blev sendt ud med (uhhhh- spændende…) Og sandt er det. En dertil indrettet kasse findes skam! ”Kasse på dette legendariske første album. Det må da være noget med guldtryk og nummerering og den slags?” Njaaaa…ikke helt… ”Jamen så da i det mindste noget med et flot 4-farvetryk?”. Æhhh -nej…. Sådan lidt mere rustikt, kunne man sige… Ja –præcist! En sammentapet papkasse i klassisk brunt 70’er pap. Der er sgu lige et stykke fra den og til de slipcases, som nutidens luksusudgivelser…