Lige så længe jeg kan huske, har jeg haft et blågult hjerte. Grundstenene lagt tidligt med Astrid Lindgrens fortællinger om Pippi og Emil, Fia og Hampus og den hvide sten, lidt senere den fantastisk grusomme Udvandrerne og Nybyggerne, som skar flænger i hjertet og så selvfølgelig Abba inden sportens stjerner for alvor tog over med først det svenske fodboldlandshold i ’74 i 2-4 nederlaget til de senere vindere fra Tyskland. Ingemar Stenmark om vinteren og Bjørn Borg om sommeren. Sverige er gaven der bliver ved med at give, og jeg nyder både Beck og Zlatan med samme glæde som vennerne i min barndom, og ser glad med fra sidelinjen når Alfons Åberg tumler rundt, eller når Lotte eller Totte bygger eller bader. Alting er rigtigt…