Home / Events og festivaler / Har du mod på en fransk tegneseriefestival?

Har du mod på en fransk tegneseriefestival?

(ansøgningsfrist: 16. april)

I Frankrig lever det klassiske tegneseriealbum i bedste velgående. Der udkommer næsten 4000 titler om året (!)
Konkurrencen er benhård og niveauet er højt.
Alligevel har ‘Danske Tegneserieskabere’ besluttet at sponsere eksponering af en halv snes serieskabere på festivalen i Saint Malo 26.-28. oktober i år.
Dette sker i form af rejselegater.
Formålet er at give danske serieskabere mulighed for personligt at præsentere deres serier for potentielle franske udgivere.
Til den ende er Saint Malo festivalen mere velegnet end Angoulême, hvor forlagsrepræsentanter er svært tilgængelige.

Rejselegaterne inkluderer adgang til festivalen, plads i den danske stand, samt 4.500,- kr, hvilket forhåbningsvis kan dække fly, tog og hoteludgifter for een person, hvis der bestilles i god tid med maximale rabatordninger.

Festivalens navn er ‘Quai des Bulles’, og den afholdes i Saint Malo, som er en kystby i Bretagne beliggende ud for kanal øerne Gurnsey og Jersey.
Festivalens hjemmeside er:
www.quaidesbulles.com
(Det er data fra 2011 festivalen der i øjeblikket vises her. Det officielle 2012 site er ikke åbnet endnu).

Har du mod på at deltage, og mener du, din serie kan stå sig på det franske marked, så gå ind på vores hjemmeside:
www.dansketegneserieskabere.dk/saintmalo.asp
og indsend ansøgningen om et rejselegat (bilagt et par eksempel sider fra din serie) inden 16. april.

Skulle der indkomme flere end 10 ansøgninger, vil der ske en udvælgelse baseret på de indsendte eksempel sider.
Thierry Capezzone og Christoffer Ouzman vil stå for dette.
Alle ansøgere vil få svar omkring 1. maj.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *