Home / Events og festivaler / Komiks.dk er atter engang klar!

Komiks.dk er atter engang klar!

Københavns Internationale Tegneseriefestival, Komiks.dk, er atter engang klar til at fejre tegneseriemediet i Øksnehallen, København i weekenden den 1. og 2. juni 2013.
Efter at have brugt et ekstra år på at reorganisere os selv i vores evige stræben efter at stable den bedst mulige festival på benene, er vi nu stolte af at kunne bekræfte, at Danmarks største tegneserie-event vender tilbage i stor stil. Det sker som altid med besøg fra tegneserieskabere -og eksperter fra både ind og udland samt en lang række workshops, foredrag, interviews, paneldiskussioner, signeringer og chancen for at bruge en hel weekend på at svælge i tegneserier og graphic novels.

Vi arbejder for øjeblikket på højtryk for at sikre os, at de vildeste gæster fra hele verden vil besøge vores festival. Der bliver noget for alle – det garanterer vi!
Hold øje med denne hjemmeside for updates om gæster og events eller find os på Facebook.

Vi har brug for dig!
Slut dig til den store flok af frivillige, der er med til at stable festivalen på benene. Der bliver brug for både frivillige på selve festivalen og mere aktuelt, medlemmer til de mange arbejdsgrupper, der er festivalens rygrad. Vi afholder et hvervemøde senere på året, men føler du allerede nu en indre trang til at bidrage til festivalens ve og vel, kan du skrive til os på info@komiks.dk og fortælle lidt om dig selv. Det er i allerhøjeste grad gruppearbejde at afholde en festival af denne størrelse, og vi kan altid bruge flere hænder og hoveder.

Vi glæder os til at se jer allesammen i 2013!

Bedste hilsner
Mads