Egmont Serieforlaget fortsætter med kronologiske udgaver af populære tegneserier fra den midaldrende generations barndom, formentlig fordi netop den generation har både interessen og pengene, der skal til for at gøre det til en lukrativ forretning. Nu er det blevet Splint & Co.s tur til at blive nyfarvelagt, nyoversat, kommenteret og komme kronologisk i stift bind med glittet smudsomslag. Tegneserien er kommet i festtøjet.
Det var både forlaget og pressen også, da udgivelsen blev lanceret i tirsdags med frokost og pressekonference på Kongeriget Belgiens ambassade i København. Ambassadør Marc Van Craen var vært for et traktement med belgiske egnsretter, hvor der også var mulighed for at møde Freddy Milton, seriens oversætter gennem mange år, samt værkets to redaktører, Michael G. Nielsen og Mads Stoumann. Seriejournalen var også inviteret, men formåede at tage fejl af datoerne, så vi gik glip af den belgiske mad. Men vi fik et eksemplar af bind 1, og det er det vigtigste!
På Seriejournalens forum har der været en spændt nervøsitet omkring denne udgivelse, men “Splint & Co. 1950-52” lever til fulde op til forventningerne: Fornem indbinding, nydeligt design, pæne redaktionelle sider med interessante oplysninger og serierne, 3 historier i dette bind, står klart i flotte farver og med en font baseret på Franquins håndtekstning. Det er godkendt, selv om de redaktionelle sider godt kunne være lidt mere spændende – billedmaterialet er f.eks. stort set hentet fra serierne andetsteds i bogen, og det havde været mere interessant med fotos, skitser eller bortredigerede sekvenser i stedet. Men det kan jo være, det kommer. Formatet er 21×29 cm, dvs. en cm. smallere end normalt albumformat, men forskellen ænses ikke under læsningen.
Dette bind indeholder historierne “Trolddom og Champignoner”, “Arvestriden” og “Hvor er Spirillen”, hvor Franquin fandt sin velkendte, stramme tegnestil og opfandt figurer som Champignac, Sante og Spirillen. Langsomt fjerner han sig fra de lavkomiske optrin, der styrer de tidlige historier, og bevæger sig over i længere handlingsforløb.
Udgivelsen baserer sig på den belgiske integrale-serie, hvor dette er bind 2 i den franske rækkefølge. Næste bind dækker årene 1946-50, Franquins første år på serien, og derefter er det planen at fortsætte med Franquins episoder. Generelt vil hver bog indeholde tre albumhistorier + de korte historier fra perioden. Undervejs vil man også udgive materiale fra de tidlige år før Franquin, hvor Rob-Vel og Jijé tegnede serien. Her er tale om historier, som aldrig har været trykt i Danmark. Der vil udkomme en ny bog ca. hver 2. måned og prisen bliver DKK 249,00 i abonnement og DKK 299,00 løssalg. Værket kan bestilles på Egmonts netshop,serieshoppen.dk.