Da jeg gerne ville give folk der ikke lige læser Seriejournalen en mulighed for at læse min messe rapport, har jeg denne gang valgt at få min artikel lagt op på Nummer9’s hjemmeside. Da det modsatte også gør sig gældende skal dem der ikke lige læser Nummer9, ligeledes have en mulighed for at finde min messe rapport hvor den normalt er. Håber i kan lide dette års sidste messerapport, inden jeg ligesom Caroline Wozniacki holder fri i et stykke tid.
Min tur til New York marker afslutningen på en rigtig spændende messe sæson, der tæller fire US messer og en enkelt dansk (Komiks.dk). Hvor New York messen i 2009 startede min messe sæson, afslutter den som sagt den i år. Det skyldes at arrangørerne bag New York messen i 2009 valgte at tilføje en messe mere, der skulle finde sted i Chicago. For ikke at konflikte med den Wizard baseret messe i Chicago, som normalt ligger i august, valgte man at ligge messen i april med opstart i 2010. For ikke at stå i vejen for sig selv valgte man, at flytte New York messen fra foråret til efteråret, hvilket er grunden til at det er 1½ år siden jeg sidst var i New York. En affødt effekt af dette gjorde at Baltimore messen blev nød til at flytte deres messe frem til august, da man ellers i 2009 havde afholdt messen i starten af oktober. Da man i Baltimore har en del af de samme gæster som i New York (begge messer er østkyst baseret), men langt fra har samme størrelse var man meget mod sin vilje tvunget til at flytte. Men nok om flytten frem og tilbage, bare husk aldrig at tage på en Wizard messe! ”nuff said”. Jeg ankom sent onsdag aften og fik fortalt af min taxi chauffør, at de foregående 3-4 dage havde det regnet og generelt bare været trist og elendigt vejr. Heldigvis viste New York sig fra sin bedste side med 18-20 graders varme og solskin dagen jeg ankom, og det holdt alle dagene jeg var der. Selvom jeg skulle være inde en god del af tiden, er det nu rart at vejret er behageligt når man bevæger sig til og fra messen, og når man er ude og spise om aftenen. Da jeg tog hjem om mandagen var det fortsat solskin lige indtil jeg sad i flyet, hvor det begyndte at stå ned i stænger, samt lynede og tordnede så flyet blev en time forsinket. Er det perfekt timing eller hvad? Messen har udviklet sig eksplosivt over en meget kort årrække. Jeg er ikke sikker på det endelige tilskuer antal, men der blev snakket om 96.000, hvilket er en stor øgning fra sidste års 77.000. Lørdag som var udsolgt var helt vanvittig, og det var svært at bevæge sig rundt. Har man aldrig været til en messe eller koncert med en små 100.000 mennesker er det svært at forklare, hvordan det er at bevæge sig rundt i sådan et menneskehav. Messen var i år også slået sammen med en Anima messe, der tidligere har haft sin egen separate messe, hvilket sikkert også stod for en del af de mange ekstra tilskuere.
Jeg har tidligere nævnt Hollywood og andre mediers indmarch på nogen af tegneserie messerne, primært i San Diego, hvilket New York messen også havde en snert af. Den er dog i mine øjne en udpræget tegneserie messe, med en gigantisk Artist Alley, der talte næsten 400 navne, samt alle de forfattere og tegnere som de forskellige forlag havde på deres stande.
Hollywood kan godt gå hjem og vugge når man på en messe som New York messen kan møde Stan Lee, Joe Kubert, Adam Kubert, Andy Kubert, John Romita, John Romita Jr., Jerry Ordway, Leinil Francis Yu, Steve McNiven, Mark Morales, Brian Bolland, Gene Colan, Geof Darrow, Jim Steranko og mange mange flere. Jeg havde selv fornøjelsen af at møde en stor del af de førnævnte og mange flere, hvoraf en del af dem ikke var annonceret gæster.
Som så ofte når jeg er til en messe på østkysten hjalp jeg David Spurlock og hans Vanguard Productions med at sætte hans bod op.Læs mere om Vanguard her. Dette gjorde vi torsdag eftermiddag, men forinden havde jeg nået at bruge et par timer på at gå rundt og checke de forskellige boder som allerede var sat op. Jeg var bl.a. den første der købte et eksemplar af den S&N udgave af Icons: The DC Comics and Wildstorm Art of Jim Lee udgivet af Titan Books, som havde en stand på messen. De tog endda et billede af mig for at markerer, at jeg var deres første kunde! Efter vi var færdig med at sætte boden op, tog jeg hjem på hotel og skiftede tøj for, at tage hen til en Borders boghandel, hvor Darwyn Cooke signerede sin nye bog The Outfit, baseret på Richard Stark’s Parker bøger, hvor The Outfit er den anden af fire planlagte GN.
Jeg har været så heldig at lære Darwyn og hans kone Marsha godt at kende ved nogle tidligere lejligheder, og da der ikke var så mange mennesker, da jeg ankom en time inde i hans signering, blev jeg og hygge snakkede en times tid. Stephanie Buscema’s (John Buscma’s barnebarn) mand Rob slog også vejen forbi signeringen, og vi fik også en hyggelig sludder. Stephanie var jeg heldig at få snakket et kvarters tid med om fredagen, da hun var forbi messen i nogle timer. Læs mere om Stephanie på hendes hjemmeside her. Om fredagen åbnede messen klokken 10 for den professionelle del af branchen, mens der først blev åbnet klokken 13 for almindelige tilskuere. Stan Lee var en af messens hovedgæster og havde en del signeringer i løbet af messen, hvoraf de fleste skulle du betale for at deltage i eller have vundet en plads i en konkurrence. Han havde dog også en signering om fredagen, der var åben for alle (med meget stor tålmodighed!). Efter at have ventet i næsten 2 timer var jeg heldig at få signeret en enkelt ting. Han signerede for ca. 100 personer i den ½ time han signerede, men da der var mindst 300-400 i køen var der mange der gik derfra skuffede. Det er også noget af et show når Stan Lee har en signering. Der var en kødrand af mennesker rundt om det bord han sad ved, og der var en konstant række af lysglimt fra kameraer, hvilket er grunden til at jeg ikke tog nogen billeder, da jeg ikke ville bidrage til en allerede overgearet situation. Heldigvis for Stan havde han Shawn Nagel som bodyguard til at holde folk lidt på afstand. Ud over at være en meget talentfuld skulptør og sympatisk fyr, er Shawn også en af de personer, hvor de helt store byggeklodser blev taget i brug da han blev sat sammen, så han var perfekt til at passe på Stan. Se mere af Shawns arbejde her.John Romita, John Romita Jr. og Jim Lee var nogle af de andre gæster, som også havde ekstremt lange signerings køer.
Noget af det bedste jeg fik købt om fredagen var den S&N udgave af bogen om John Buscema, Michelango of Comics udgivet af Hermes Press. En bog jeg ser frem til at læse her i efteråret. Den udgave jeg købte af bogen var allerede udsolgt inden udgivelsen, men jeg havde skrevet til udgiveren for et par måneder siden, som heldigvis havde husket at reserverer et eksemplar til mig.
De fleste dage jeg kom hjem fra messen var jeg godt brugt og fik ikke lavet meget ud over, at få lidt at spise og så ellers tidligt i seng. Så jeg socialiserede ikke så meget om aftenerne som jeg ellers normalt gør, men da der ikke som f.eks. San Diego er nogen bestemte barer folk flokkes til, men at det er spredt lidt mere ud, er det også lidt mere svært at mødes, hvis man ikke har aftaler med nogen. Lørdag aften var dog en undtagelse. David Spurlock som jeg hjalp, repræsenterer en del kunstnere, hvoraf en af dem er Jim Steranko. Så jeg var så heldig at spise aftensmad med Jim Steranko, samt Dave Johnson, Bruce Timm, Mark Texeira, Darwyn Cooke, samt et par stykker flere, der ligesom jeg hjalp David i hans bod. Ret interessant selskab som jeg tilbragte nogle fornøjelige timer sammen med, og jeg fik tillige noget rigtig god mad.
Søndag morgen var jeg igen nede på messen, hvor jeg håbede at komme til a møde Gene Colan. Gene Colan var ikke annonceret som en af gæsterne, men jeg havde via nogle venner fået fortalt, at han ville komme forbi om søndagen. Da jeg kom ned på messen gik jeg derfor en runde i Artist Alley i håbet om at han, og nogle af de andre tegnere jeg håbede at møde var ankommet. Jeg havde kun gået rundt i en 5-10 minutters tid førend jeg løber ind i Gene Colan, der ledte efter sin plads i Artist Alley. Da jeg vidste hvor han skulle sidde, hjalp jeg ham og nogle af de folk der hjalp ham med hans ting hen til hans plads.
Gene var ikke lige så frisk som når jeg har mødt ham ved tidligere lejligheder, men han har også været lidt plaget af sygdom i år og så er manden jo 84 år ikke at forglemme! Men det er altid en fornøjelse at møde Gene, og jeg var ekstremt glad for at få mine medbragte ting signeret. Efter en så perfekt start fortsatte min søndag med at gå rigtig godt, og jeg nåede på forunderlig vis at møde de personer jeg gerne ville møde, og gøre alle de ting jeg havde håbet på.
Jeg fik endda endnu et par tegninger lavet i min sketchbog. Den bedste tegning fik jeg dog lavet om lørdagen. Her sad legendariske Joe Kubert og tegnede for folk. Med det som tegnere tager sig betalt nu om dage for at lave en tegning på en messe, er $80,- for en tegning af Joe Kubert et rent røverkøb. Kombineret med det faktum at der ofte er 5-10 år mellem han tegner for folk på messer, var det bare at hoste op med pengene. Det var helt klart de bedste $80,- jeg brugte på hele messen, og for de penge fik jeg en super fed Sgt. Rock tegning i min bog.
Da klokken nærmede sig 5 var jeg efterhånden ved at være godt brugt, hvilket andre jeg snakkede med også var. Om det var fordi at det var min fjerde messe i år, eller om det var den massive mængde af folk man hele tiden var omgivet af skal jeg lade være usagt, men træt var jeg i hvert fald. Heldigvis fik vi taget Davids bod ned, og transporteret alle kasserne med tegneserier ud til Davids bil og læsset den i løbet af et par timer. Så lige efter 7 skiltes vores veje indtil næste år, hvor messen foregår fra 14-16. oktober 2011.
Da jeg først skulle flyve hjem mandag aften, havde jeg aftalt at besøge en tegner jeg kender mandag eftermiddag. Vi har ikke tidligere nået at lave noget sammen uden for messe regi, så det var ganske hyggeligt at spendere 3-4 timer sammen i hans hus i Queens, inden han kørte mig til lufthavnen. En perfekt afslutning på en rigtig god messe.