Home / Events og festivaler / Pingprisen genopstår!

Pingprisen genopstår!

Vi citerer fra den nye hjemmeside www.pingprisen.dk:

 

HVORFOR EN TEGNESERIEPRIS?

Tegneserier er en udtryksform under stor og spændende forandring. Sjældent er der udkommet så mange gode og forskellige tegneserier som i de seneste år. Det er der en grund til at fejre, og derfor vender Pingprisen nu tilbage.

ER DET DEN SAMME PRIS SOM DEN GAMLE PINGPRIS?

Nej. Den gamle eller oprindelige Pingpris blev uddelt fra 1986 til 1996, og var en ærespris, der blev uddelt til en tegneserietegner eller -formidler. Den gamle Pingpris blev til på formiddagsavisen B.T.s initiativ, og blev uddelt af en kreds af tegneseriebranchefolk. Men folkene bag den nye Pingpris vil gerne anerkende og bygge bro til den gamle pris, derfor samme navn.

HVAD GÅR DEN NYE PINGPRIS UD PÅ?

Den nye Pingpris er et samarbejde mellem tegneseriemagasinet Nummer9.dk, Dansk Tegneserieråd, Komiks.dk og Storm P.-museet. Det er Dansk Tegneserieråd, der har taget initiativ til prisen, og det er Nummer9s redaktion og anmeldere, der har nomineret forskellige tegneserier i en række kategorier. Den nye Pingpris knytter an til de tidligere Komiks.dk-priser, og i 2013 vil ceremonien således finde sit naturlige hjemsted på Komik.dk-festivalen, der som bekendt ikke er årlig.

HVEM HAR VALGT DE NOMINEREDE TEGNESERIER OG UD FRA HVILKE KRITERIER?

Webmagasinet Nummer9.dk’s anmeldere, skribenter og redaktionsmedlemmer har hver for sig indstillet tegneserieværker fra 2011, de fandt værdige til nominering. Stemmerne er talt op af et nomineringsudvalg bestående af Nummer9-redaktør Erik Barkman, redaktionsmedlem Matthias Wivel og Dansk Tegneserieråd-formand Thomas Thorhauge, der til gengæld ikke har haft lov til at nominere værker.

Ud over en række tekniske kriterier – primært at de nominerede værker skal have været offentligt tilgængelige i 2011 – er Nummer9-redaktionen og -skribenterne ikke blevet pålagt at tage særlige hensyn i nomineringsprocessen. Der er tale om en sammensat skare af tegneserieentusiaster med alsidig smag og et bredt tegneseriesyn, og det reflekterer den endelig liste.

HVEM SKAL KÅRE VINDERNE BLANDT DE NOMINEREDE?

Vinderne af Pingprisen 2012 kåres af en jury af tegneserieeksperter, som vil blive offentliggjort 1. februar.

 

Se interviews med de involverede på nummer 9

 

 

2 comments

  • Jeg synes det er ærgerligt at man har opgivet af få lagt prisen i Kulturministerielt regi, som var Tegneserierådets oprindelige ambition. Desuden synes jeg den her nomineringsproces er en smule odiøs. Johan Krarup er både i den nominerende redaktion af nummer9 og nomineret! Det er på ingen måde for at gå efter Johan personligt, jeg synes han er både en fin fyr og en dygtig serieskaber, men der mangler en etisk distance her. Er det ikke underligt at Oskar K. og Teddy Kristiansens tegneserie, som immervæk var på Politikens liste over årets bedste bøger, er helt overset? Sjovt nok på bekostning af Rikke Villadsen og Rikke Bakman (igen, jeg har intet imod hverken de to Rikker eller deres arbejde), der begge to er udgivet på Aben Maler, hvis forlægger pudsigt nok også er redaktør på nummer9 og gudhjælpemig også bestyrelsesmedlem i Tegneserierådet. Det svarer til at man skal give en dansk filmpris og kun udbeder sig nomineringer blandt eet filmtidsskrifts anmeldere, et tidsskrift der i øvrigt ejes og redigeres af filmprisens arrangører. Er det kun mig der synes det lyder lige lovli’ speget?

Leave a Reply