Når man har gjort noget mange gange over en lang årrække, skulle man tro at ens entusiasme for denne ”ting” ville aftage, eller i det mindste være mere afdæmpet. Men når ”tingen” vi snakker om er min årlige tur til tegneserie messen i San Diego, har det langt fra vist sig at holde stik, meget til min egen overraskelse. Jeg bruger noget tid i løbet af året på at planlægge turen; bestiller flyrejse + booker hotel i god tid, samt arrangerer for min adgang til messen i endnu bedre tid, da den bliver udsolgt tidligere og tidligere. På trods af at jeg løbende foretager mig noget angående San Diego, oplever jeg næsten altid en form for glædedes rus dagen før jeg skal af sted, hvor det først for alvor går op for mig, at nu, er det nu, mens det sidste tøj bliver lagt i kufferterne.
Messen i år var også ekstra speciel, idet det var 40 års jubilæum, så alle kanonerne var kørt i stilling for at det skulle være en super messe. Gæsteliste var som altid imponerende, og hvor man tidligere brugt Hollywood eller tv stjerner som overraskelser, smuglet ind af en bagdør, bliver der ikke lagt skjul på størstedelen af dem som kommer. Der er dog stadigvæk nogle uannoncerede stjerner, og jeg fik selv en stor positiv Hollywood overraskelse, men mere om det senere.
Jeg ankom sent mandag aften, hvor jeg ikke nåede andet end at checke ind på mit hotel, få lidt af spise og gå i seng. De sidste par år har jeg hjulpet Anne Hutchison (Bud Plant’s bedre halvdel) med at sætte hendes bod op, hvilket er rigtig hyggeligt, da man ser messen langsomt blive bygget op og tage form. At det så samtidigt gør det nemmere at komme ind på messen, er en af livets små bonusser. Tirsdag ved frokost tid var jeg nede på messen, hvor jeg efter at have fået mit udstiller kort, hjalp Anne i et par timer. Herefter brugte jeg resten af dagen på at kigge efter back issues hos de forhandlere, der allerede havde fået sat deres bod op, samt snakkede med de af mine venner, som allerede var ankommet.
For en gangs skyld var jeg ikke en af de eneste danskere på messen, da jeg havde fået selskab af Michael ”Weirdspace” Pilgaard fra Seriejournalens forum, samt et par Fantask kunder (Arnold & Waikin), som jeg havde fået kontakt med via Morten i Fantask. Da det kan være lidt svært at mødes i løbet af messen, havde jeg fået arrangeret, at vi gik ud og spiste sammen tirsdag aften. Vi spiste et sted jeg havde prøvet før, men desværre kunne jeg ikke lige huske, hvor store portionerne var, så selvom vi ikke mente vi bestilte særlig meget kunne vi langtfra spise op. Men maden var god, det var hyggeligt og så kan man ikke rigtigt håbe på mere. Efterfølgende hang jeg ud med nogle af mine amerikanske venner på deres hotel i nogle timer, så det var noget efter midnat inden jeg kom i seng.
Onsdag var jeg tidligt nede på messen, hvor jeg igen brugte en del tid på at gå igennem back issues hos de forhandlere, som ikke havde fået sat deres bod op om tirsdagen. Der bliver skrevet meget om forhandlernes formindsket tilstedeværelse på messen, og der er blevet færre end for en 10-15 år tilbage. Jeg kender nogen som var der tidligere, men som ikke længere udstiller, da det er blevet for dyrt og besværligt. Når det er sagt så er der stadigvæk en del forhandlere tilstede, og der er rig mulighed for at finde det man leder efter og gøre en god handel. Sent på eftermiddagen åbnede messen officielt med Preview Night, og det er noget af et skue at stå inde på selve messe området når dørene bliver åbnet for masserne, mens man formanende over højtalerne beder folk om ikke at løbe! Ud over back issues købte jeg også en del nye ting. San Diego er nok den messe, hvor flest af de små forlag eller dem som udgiver deres egne ting, timer nye udgivelser til at udkomme i forbindelse med messen, eller som laver specielle messe udgivelser. Selv købte jeg HC udgaven af Jeff Smith’s nye serie RASL, Strangers in Paradise omnibussen, som indeholder hele serien i 3 HC’ers, samt messe udgaven af Darwyn Cooke’s ny HC The Hunter baseret på Richard Stark’s Parker bøger + mange andre ting. Resten af tiden gik med at prøve at få signeret nogle af de tegneserier jeg havde medbragt, samt få lavet nogle tegninger i min medbragte sketch bog.
Til en messe som San Diego følger der en masse fester med, hvor det er muligt at mødes under mere afslappede forhold. Disse fester har en tendens til at slutte før midnat, hvorefter folk ofte går videre til barerne på de hoteller, der ligger op til messe centret, hvor specielt baren på Hyatt hotellet er et yndet tilholdssted. Det var også der jeg endte med at tilbringe onsdag aften/nat.
Torsdag var den første hele dag, som gik med mange af de foregående dages aktiviteter. Højdepunktet for mig var at møde tegneren Francis Manapul for første gang, da jeg har et lidt specielt forhold til ham. For et par år siden blev jeg gode venner med Jim Shooter, hvilket førte til at han skrev mig ind i den Legion of Super-Heroes historie han skrev på det tidspunkt. Jeg havde min første optræden som skurken ”Shaman Henrik” i nr. 46 (skurke er altid de mest interessante, så det var helt fjong), som Francis tegnede, uden at vide at figuren var baseret på mig (jeg havde tidligere på året mødt rentegneren John Livesay). Så vi fik en lille hyggelig sludder om dette, og han lavede en ganske fin tegning til mig. Om aftenen var jeg til en privat fest, hvorefter jeg endte op på Hyatt baren igen til sent på natten.
Om fredagen fik jeg min absolut mest positive messe oplevelse. Jeg er stor Neil Gaiman fan, og om fredagen var der et Coraline panel med folk der arbejdede på filmen, samt en signering med selv samme folk senere. Til signeringer hvor man på forhånd ved, at alle ikke kan komme til foregår udvælgelsen via lodtrækning. Tidligt om morgenen (9.15) annoncerer man, hvor folk til en given signering skal gå hen for at trække en lodseddel, med muligheden for at være en af de, i dette tilfælde, 100 heldige som kunne komme til signeringen. Jeg var der med en af mine gode venner Chris Overington, hvilket var en god ting, da det at vente i kø kan være en ret langtrukken affære, og det er derfor rart at have en at snakke med mens man venter. Da der var ret mange der gerne ville til signeringen, tog det over 10 minutter inden det blev vores tur til at prøve lykken. Inden vi nåede så langt som at trække en lodseddel, så vi at der var nogen som fik et armbånd, uden at de havde trukket en lodseddel (man fik sat et armbånd på, hvis man var en af de heldige), og vi spurgte hvorfor de fik et armbånd. Det viste sig at de fik dem, da de var rejst langvejsfra og man derfor syntes, at de burde deltage i signeringen. Jeg behøves nok ikke at fortælle hvad jeg gjorde, men et minut senere havde jeg også et armbånd. Signeringen foregik et par timer senere, og da jeg kom til den havde Chris (som også var heldig at få et armbånd) holdt en plads til mig i køen, så vi igen havde en mulighed for at snakke mens vi ventede. Jeg var primært der for at møde Neil Gaiman, og regnede ikke med at se andre end ham og Henry Selick (han skrev filmmanuskriptet), men der blev vi godt nok overrasket. Til at tage sig af sikkerheden på messen er der vagtmandskab fra firmaet Elite i store mængder iklædt røde polo T-shirts. Mandskabet kommer i alle størrelser, høj, tynd, tyk, unge, ældre, mand, kvinde, hvor man godt kan have en del af dem mistænkt for aldrig at have været vagt før, men kun var kaldt ind fordi der var brug for rigtig mange til at passe på 125.000 mennesker. Det var derfor vi kunne fornemme, at der var noget specielt i gære, da Coraline teamet ankom omringet af 8-10 hærde brede Elite vagter, som ikke så ud som om de lige var hevet ind fra gaden. Grunden til den megen sikkerhed var uden tvivl, at Teri Hatcher var med i Coraline gruppen (hun ligger stemme til Coraline’s mor og hendes anden mor). Skulle folk være i tvivl så ser hun ligeså godt ud i virkeligheden, hvis ikke bedre, som hun gør på tv. Da jeg så hende tænkte jeg umiddelbart på den linie hun fyrede af til Jerry Seinfeld, i den episode af Seinfeld hun var med i, da hun slår op med ham; ”they are real, and they are gorgeous!”. Dem der har set afsnittet ved hvad jeg snakker om . Alle havde fået udleveret et Coraline print baseret på DVD coveret, med en fin sort ramme omkring, som alle i Coraline teamet signerede. Ud over det fik jeg en enkelt ekstra ting signeret af Neil Gaiman, som han fortalte at han aldrig havde signeret før, og jeg fik også snakkede med ham kort. Jeg gik fra signeringen med et stort smil på læben. Resten af dagen forløb som de foregående, med den undtagelse, at jeg gik et par timer inden messen lukkede, da jeg skulle hjem og bade og tage mit pæne tøj på inden jeg skulle til Eisner Awards senere på aftenen.
Pris uddelingen var i år flyttet fra selve messecentret til det nye Hilton San Diego Bayside, som ligger i forlængelse af messecentret. Det gav lidt problemer på vej derhen, da jeg skulle forbi en del af messecentret på det tidspunkt, hvor messen lukker for dagen og alle skal væk derfra. Jeg følte mig som en laks på vej op af en brusende flod, og det tog mere end 5 minutter at gå de 400 meter forbi centeret. Det nye sted var rigtig fint og specielt maden var meget bedre end den normalt er. Nogle af mine venner er co-sponsor af prisuddelingen (Alternate Reality Comics), så jeg var så heldig at få nogle VIP billetter af dem, hvilket gjorde at jeg kunne komme ind tidligere, samt side ved et bord i stedet for en stole række. Da jeg også kunne tage en ekstra person med, havde jeg inviteret Michael Pilgaard, der ikke tidligere havde været til Eisner Awards. Prisuddelinger har folk med at syntes er kedelige, men jeg elsker dem, specielt fordi der altid sker noget sjovt eller spændende, ud over det faktum at der er noget specielt ved at være til stede når vinderne af de forskellige kategorier annonceres. De foregående to år har Ben Garant & Thomas Lennon fra tv serien Reno 911 uddelt nogen af priserne på ganske morsom vis, og tredje gang var ingen undtagelse. Frank Miller har de seneste år været mere involveret i filmbranchen end tegneseriebranchen, og det har åbenbart tæret en del på ham, så hver gang jeg har set ham, har han lignet en hængt hund og det er kun blevet værre. Jeg nævnte for en af mine venner, at han nok var den første tegneserie skaber der gik på afvænning i ren Hollywood stil. Frank Miller var keynote taler sidste år, og det var næsten uudholdeligt at se og høre på, og man fik nedgroede negler af at krumme tæer. Se talen her. Hvorfor der ikke bliver skrevet noget om, at den er helt gal med Frank Miller, og at nogen burde gribe ind inden det går helt galt forstår jeg ikke. Om det er en varm kartoffel som ingen vil røre ved skal jeg lade stå hen i det uvisse, men Reno 911 drengene har i hvert fald ingen skrupler med at kalde en spade en spade. Se deres indlæg her. I deres indlæg kunne i høre, at de opfordrede folk til at gå amok i glædedes rus (lose their shit) når de fik deres pris, hvilket Jill Thompson gjorde til en ren Oscar præstation, da hun fik en Eisner i kategorien ”Best Painter/Multimedia Artist”. Løbende med et glas vin i hånden hoppede hun i fuld fart op på Thomas Lennon og gjorde efterfølgende det samme med Ben Garant, samtidig med at de alle tre hoppede rundt på scenen og skreg af fuld hals. Til sidst, gispende efter vejret, takke hun bl.a. sine niecer for inspiration og sin mand Brian Azzarello for støtte. Se en begejstret Jill Thompson her (ca. 4½ minut inde i videoen). Den resterende prisuddeling var også ganske underholdende, men Reno 911 drengene & Jill Thompson var absolut det mest underholdende indslag. Her er en liste med alle vinderne. Messen har også lavet deres egen opslag på YouTube, hvor der er mulighed for et få et mere samlet overblik over mange af de ting, der blev optaget i løbet messen. Her er linket. http://www.youtube.com/user/ComicCon Efter prisuddelingen blev jeg et par timer og snakkede med venner og bekendte inden aftenen/natten igen sluttede sent i Hyatt baren (der er vist en trend her eller hvad?).
Lørdag gik med at møde en masse tegnere og forfattere, hvor jeg specielt var glad for at møde Hilary Barta for første gang. Han er en meget undervurderet tegner, som kan noget af det som Wally Wood var god til, nemlig at tegne humor tegneserier i en stil, hvor tegningerne har mere fylde og baggrund, end de mere traditionelle simple humor striber. En meget sympatisk fyr, der signerede og tegnede i mine medbragte tegneserier. Om aftenen var jeg til en forsinket 60 års fødselsdags fest for en af mine venner (han havde fødselsdag for et halvt år siden), i selskab med 25-30 andre. Nogle hyggelige timer i godt selskab. Herefter gik en del af selskabet videre til PopCult festen, der foregik på en danseklub, hvor bl.a. Paul Pope var DJ i en time. Der blev også lavet live art af bl.a. Scott Morse, Jim Mahfood & Mike Huddleston, mens musikken hamrede derudaf. Jim Mahfood body paintede også en pige, hvilket tiltrak en del interesse fra især det mandlige publikum (hun var også ganske sød ). Natten endte per sædvane på Hyatt baren, og da det endte lidt sent fik jeg kun 2½ times søvn inden jeg tog på messen om søndagen.
Søndagen forløb stille og roligt, men jeg kunne efterhånden godt begynde at mærke, at jeg i snit kun havde sovet 4 timer per nat de foregående 5 dage. Messen slutter klokken 5 søndag eftermiddag, hvor jeg hjalp Anne i tre timer med at tage boden ned, som vi havde sat op om tirsdagen, som føltes meget langt væk. Seks super messe dage var slut. Der manglede dog lige en enkelt afsluttende fest, da jeg endnu engang havde fået tilkæmpet mig en invitation til Graphitti Design’s Dead Dog Party, der som navnet antyder, er festen, hvor de sidste kraftreserver bruges.
Normalt besøger jeg diverse venner inden messen starter, for så at rejse hjem lige efter messen slutter. I år havde jeg planlagt omvendt, så mandag formiddag tog jeg toget klokken 9.30 for at besøge nogle venner sydøst for LA. Selvom jeg sov på toget, var jeg godt nok lidt mat i sokkeholderne det meste af dagen. De venner jeg bor hos, bruger jeg lidt som base for at besøge andre venner i området. Sidste år havde jeg besøgt Howard Chaykin, og han havde været så flink at inviterer mig igen. Fra mine venners hus tager det 3 timer at komme op til Howard med tog, og selvom jeg ligesom sidste gang kun besøgte ham i 3 timer, var det det helt klart værd, specielt da jeg samtidigt kunne bruge de 6 timer i tog til at indhente søvn. Ud over at være en god tegner (efter min mening) er Howard også en rigtig sympatisk person. Hvor vi andre har det med at være lidt for pæne engang imellem, og måske ikke siger det vi oprigtigt mener, er Howard forfriskende ærlig med sine meninger om andre i tegneseriebranchen og folk i al almindelighed. Det er derfor altid en fornøjelse, at spendere tid med Howard og vi havde nogle hyggelige timer sammen inden jeg tog toget tilbage. Jeg havde aftalt at spise aftensmad med tegneren John Livesay og hans forlovede Felicia, så John kom og hentede mig på Santa Fe stationen som jeg stod af på. Jeg havde mødt dem begge tidligere på året i New York igennem Jim Shooter (som annoncerede på messen, at han skal arbejde på sine Valiant figurer igen for forlaget Dark Horse), da John havde været rentegner på Jim’s Legion of Super-Heroes run. Efter nogle timer med god mad og godt selskab, kørte John mig hjem til mine venner. Da jeg kun havde nogle få dage, og også gerne ville spendere noget tid med min værts familie, nåede jeg desværre ikke at besøge Chris Bachalo og Marv Wolfman i denne omgang, så det må blive næste gang.
Inden jeg tog af sted spurgte jeg på Seriejournalens forum om der var nogen, som havde forslag til hvad jeg skulle skrive om. Der var ikke særlig meget respons, så jeg håber ikke at jeg har gentaget mig selv for meget fra tidligere artikler, men at der var noget nyt og interessant at komme efter. I mit indlæg nævnte jeg også, at hele medie delen af messen ikke havde min store interesse, men at jeg nok kunne lave en undtagelse skulle Megan Fox ligge vejen forbi mig. Det gjorde hun ikke (forstå det hvem der kan), men en af mine venner var involveret en del i den Jonah Hex film hun lige har indspillet, så jeg spurgte ham angående hende. Han fortalte, at han var på settet næsten hver dag, og at hun var både sød og sympatisk. Det skal siges at min kammerat er heldig at have en utrolig sød kæreste igennem en del år, og da han så fortalte mig, at han fik en krammer af Megan Fox hver gang han så hende på settet, kan man ikke lade være med at tænke, at ingen burde være så heldig – it just aint right! Josh Brolin som spiller Jonah Hex måtte også lide lidt for rollen, da det tog 3 timer hver dag i make up’en, at få anlagt hans specielle Hex mund, og når den var på plads kunne han kun spise med et sugerør, indtil han fik taget den af når dagens optagelser var færdige. Filmen var sat til at have premiere august 2010, men da den fik så god en modtagelse på messen ville den højst sandsynligvis allerede få premiere i juni 2010.
Så var der lidt Hollywood ind over alligevel. Håber det har været lige så interessant at læse, som det var at opleve det.
Henrik Andreasen