San Diego anno 2011

Så kom dagen hvor jeg igen drog til San Diego for at tage på Comic-Con, den største messe i USA. Selvom messen ikke længere kan øge antallet af besøgende, som de sidste 4-5 år har ligget på 125.000 – 130.000, så har den formået at øge messe arealet ved bl.a. at inddrage de omkring liggende hoteller. Det lokale forretningsliv, specielt restauranterne, er også blevet meget mere imødekommende over for Comic-Con, da det efterhånden er gået op for dem, hvor mange penge alle de besøgende ligger i San Diego når de er på Comic-Con. På trods af, at Comic-Con har vokset sig så stor som den har, er dens reelle potentiale måske så stort som 175.000 – 200.000 gæster, hvis den havde faciliteterne til at huse så mange.

Det har gjort at det, at få en billet er gået fra noget man altid kunne købe (endda også ved døren), til at man skulle den i god tid, op til nu hvor man langt fra kan forvente at kunne købe en billet – 100.000 af billetterne blev under kaos lignende forhold solgt på 7 timer. Måden hvorpå man kunne købe billetter til næste års messe under dette års messe var også ændret, så man nu kun kunne købe dem mellem klokken 8 og 11 torsdag til søndag. For ikke at belaste messen centret med folk der stillede sig i kø til dette, var billetsalget flyttet til et nærliggende hotel. Jeg forestillede mig, at hvis der var mange i kø om torsdagen ville alle billetter blive solgt der. I stedet havde man fordelt billetterne man ville sælge til næste års messe ligeligt mellem alle 4 dage (2400 stk. pr. dag), hvilket gjorde at nogen der havde stillet sig i kø kl. 4 om morgenen, var så langt nede i køen, at de ikke fik mulighed for at købe en billet, men måtte stille sig i kø igen næste dag! Det er lidt svært at forholde sig til noget så absurd.

Det mest absurde var dog de Twilight fans, der allerede tirsdag morgen (1½ dag for messen åbnede!) stod i kø for at se Twilight panelet torsdag eftermiddag 14.00. Det er efter min ringe mening fuldstændig sort, at stille sig i kø i 2½ dag for at se klip fra noget, der meget få måneder senere kan ses i fuld længde i biografen. Det er ikke raske mennesker vi at gøre med her.

Heldigvis havde jeg ikke nogen problemer med køer eller med at få en billet, da jeg alle år har været tilmeldt som presse, og i de seneste år også har haft udstiller kort, da jeg har hjulpet Bud Plant og hans bedre halvdel Anne Hutchison. Det gjorde jeg også i år, hvor jeg tirsdag middag hjalp dem et par timer i løbet af eftermiddagen. Da de kun havde brug for min hjælp i et par timer, havde jeg rig mulighed for at gå rundt og kigge på de andre boder mens de blev opstillet. Jeg nyder virkelig den 1½ dags tid, hvor messen bliver opbygget inden der åbnes for sluserne onsdag aften. Det er oftest her du har en chance for at snakke med folk, som normalt er meget ophængt under messen. Jeg snakkede bl.a. lidt med David Glazer, som gik helt for sig selv, hvor han normalt har 5-10 fok hængende efter sig, eller er ved at blive interviewet, da han om nogen er messens ansigt og talsperson ud af til.

Jeg bruger også tiden inden messen starter til at gøre en del indkøb, samt checker hvor dem jeg skal købe noget af har deres bod på messen, da de tegneserier jeg ofte køber på messer er specielle messe udgaver eller generelt bare er trykt i et lavt oplag. Dette år var absolut ingen undtagelse og jeg købte rigtig mange ting. Nogen af højdepunkterne var 20 års udgaven af Bone i farver, hvor det lykkes mig at få nr. 4 (4 er mit lykketal), samt nr. 4 af HC udgaven af Terry Moore’s Echo (kun lavet i 150 eksemplarer specielt til messen). En rigtig lækker udgivelse som jeg også købte, var IDW’s Artist Edition af Walter Simonson’s Thor, som de solgte i en speciel messe variant (kun 300 eksemplarer der udsolgte på messen). Udgivelsen er i overstørrelse og trykt efter originalerne i S/H, hvor man kan se hvordan originalerne så ud med diverse noter etc. Walter Simonson er også en af de tegnere, der sjældent skiller sig af med sine originaler, og af hans enorme arbejdsmængde igennem årene skulle han kun mangle 30-40 sider. Ganske imponerende. De næste tegnere man planlægger at udgive (den første var Dave Stevens Rocketeer) i IDW’s Artist Edition er Wally Wood med ting fra hans EC periode, John Romita Sr’s Spider-Man og Will Eisner’s Spirit. Udgivelser jeg personligt ser frem til udkommer.

Selvom messen varer 4½ dag (jeg er på messen i 6 dage), kan det være svært bare at nå en brøkdel af de tilbud messen har, samt møde de tusindvis af tegneserie skabere som valfarter til messen. Til det formål er det godt at have nogle ligesindede, der kan hjælpe og som man kan hjælpe. En af disse ligesindede er Chris Overington, som jeg har kendt i en 10-12 år. Vi blev ved med at rende ind i hinanden til forskellige signeringer, og faldt i snak, da man nogle gange kan stå og vente i lang tid. De sidste 4-5 år har vi også haft følgeskab af en fyr ved navn Duke Caldwell, så vi nu er en lille gruppe på tre. Inden messen e-mailer vi lidt sammen omkring uannonceret gæster, da San Diego er så stor en messe, at kun en brøkdel af dem som kommer, er inviteret af messen. På messen står vi ofte i kø sammen, hvilket gør at tiden går hurtigere og det gør også muligt at forlade køen kortvarigt, da man kan holde hinandens plads. Hvis vi er på forskellige messer uafhængig af hinanden, køber vi også tegneserier til hinanden, hvis de kun kan fås på denne specifikke messe. Disse venskaber er uvurderlige og gør det muligt, at nå og opleve mere når man er på messe.

Der var i år en uofficiel nyskabelse ved navn Trickster, som fandt sted i nogle lokaler overfor messen. Ide og bagmand bag dette initiativ var Scott Morse, som mente der efterhånden var for lidt plads for tegneserie skabere til at skabe opmærksomhed omkring deres arbejde og udgivelser. Jeg ved ikke hvor glad man var for dette initiativ fra messens officielle side, da man kunne tolke det som et forsøg på at lave et alternativ til messen, og på samme tid drage fordel af alle messens gæster. Hvorom alt er, så var det et fedt sted at hænge ud, og et positivt alternativ til Hyatt baren. Tirsdag, onsdag og torsdag var der croquis, hvor man kunne tegne efter levende modeller (der så temmelig godt ud!), hvilket danske Palle Schmidt også benyttede sig af. Palle var i San Diego for at promovere den amerikanske udgave af Blodets Konkubine, samt prøve at skabe flere kontakter og følge op på dem han havde fået på Mocca messen. Alt dette er noget Palle sikkert vil fortælle mere om via hans Facebook og Twitter profil. Trickster udgav også nogle tegneserier specielt til lejligheden, samt solgte tegneserier fra et bredt felt af de tegnere som deltog i arrangementet. Fredag og lørdag aften spillede Mike Allred’s band The Gear. Deres musik er ikke lige mig, men der er noget ved at høre live musik, og det satte godt gang i festen. Om lørdagen havde de Seattle bandet Kirby Krackle (super cool navn!) på som opvarmning, men da jeg spiste sen aftensmad med nogle venner, kom jeg desværre for sent til at høre dem spille, så det må jeg have til gode.

Fredag aften var gået med at deltage i Eisner Awards, der var en anelse kortere end sædvanligt, men som stadigvæk havde et par døde punkter undervejs. Reno 911 drengene lagde friskt ud (ingen Frank Miller jokes i år) og var sprudlende (et ord som ikke bliver brugt nok), og Jonathan Ross sørgede sammen med Dave Gibbons for at prisuddelingen blev afsluttet ganske morsomt. Jonathan Ross er bare ufattelig sjov live og Dave Gibbons fulgte med på bedste beskub. Jeg har desværre ikke kunnet finde noget på YouTube med dem, men hvis der dukker noget op skal jeg nok ligge det op i tråden. Vinderne har de fleste sikkert allerede kunne læse sig frem til andet steds. Det er dog værd at bemærke, at Todd Klein vandt sin 16. pris for bedste håndtekstning, mens Dave Stewart vandt sin 7. pris for bedste farvelægning. Nogle af mine venner har tegneseriebutikken Alternate Comics Reality, som var nomineret sammen med 7 andre butikker til en Spirits of Comics Award. De vandt desværre ikke, men havde de vundet skulle jeg have modtaget prisen på deres vegne, da de ikke selv var til stede. Måske næste år? Efter prisuddelingen fulgtes jeg med Todd Klein og Dave Gibbons over til Trickster for at høre The Gear, noget Todd også skrev om på sin blog, hvor han tilmed inkluderede et billede af mig.

Messen generelt gik ganske fortrinligt for mit vedkommende, og det lykkedes også at få lidt mere søvn end normalt, selvom der var 3 dage hvor det kun blev til 3-3½ time. De fleste er ret udkørte efter Comic-Con, undertegnede inklusiv, da det at være på en messe, hvor der er 130.000 gæster + alt det løse udgør et ufattelig tryk. Man kan nogle gange føle, at man er en del af et stort menneskehav uden mulighed for andet end at følge med strømmen. Jeg er sikker på at Palle sikkert har haft en lignende oplevelse, specielt sammenlignet med Mocca.

Pga. træthed og andre prioriteter når jeg sjældent at se nogen paneler, men jeg fik heldigvis passet det ind så jeg fik set farvelægger Dave Stewart’s panel. Det var et rigtigt informativt panel, hvor han blev interviewet af Mike Mignola, som han har arbejdet sammen med i 15 år. Dette var også første gang at Comic-Con havde en farvelægger som gæst.

Efter messen besøgte jeg nogle venner i 3-4 dage, hvor jeg også nåede at aflægge Howard Chaykin et besøg ved samme lejlighed. Det er altid en fornøjelse at besøge Howard, og han så frem til at komme til Danmark næste år.

Der er masse af andre historier jeg kunne fortælle fra dette års San Diego messe, men nu tror jeg vist, at jeg har sludret rigeligt, så det må være på tide at slutte og vise lidt flere billeder….