Alan Moore har selv kaldt Watchmen for umulig at filme. Terry Gilliam, Darren Aronofsky og Paul Greengrass måtte på skift give op. Men Zack Snyder insisterede, og nu er Watchmen-filmen her. Tro mod forlægget – men det er ikke nødvendigvis et plus.
Alan Moore kan efterhånden give Stephen King konkurrence, når det kommer til at udspyde værker, der fører til uheldige og misforståede filmatiseringer. V for Vendetta og The League of Extraordinary Gentlemen virker begge temmelig slatne som film, og at kalde Albert Hughes’ udgave af From Hell fra 2001 for en filmatisering er vist lidt af et stræk. I hvert fald er der temmelig langt fra den Inspector Abberline vi møder hos Alan Moore og Eddie Campbell, til den Johnny Depp, der føjter rundt i en opiumståge i filmudgaven.
Filmatiseringen af Watchmen er derfor ikke overraskende blevet mødt med en vis skepsis og nervøsitet. Ikke mindst fordi Alan Moores og Dave Gibbons’ mesterværk har udviklet sig til lidt af en hellig ko blandt tegneserielæsere (denne anmelder er bestemt at finde blandt de skyldige tilbedere), der igen og igen har fremhævet dens kvaliteter som revisionær superheltetegneserie og som kompleks fortælling, der udnytter tegneseriemediets muligheder til det fulde.
Det er derfor ikke nogen let opgave, Zach Snyder har kastet sig over, og man må trods alt applaudere hans gå-på-mod, når han kækt har proklameret, at Alan Moore da blot skal se filmudgaven af Watchmen for at glemme alt om hans notoriske afvisning af nogen form for tilknytning til de filmatiseringer, hans værker har det med at kaste af sig.
Hvis Alan Moores afvisning hænger sammen med en frygt for, at filmudgaven på ingen måde vil ligne tegneserien, vil jeg være tilbøjelig til at give Zach Snyder ret. Filmen Watchmen ikke bare ligner tegneserien, den er udadtil en tro kopi, helt ned til replikker, kostumer og placeringen af skilte i det New York, der detalje for detalje gengiver tegneseriens univers.
At se Watchmen som film virker lidt som at lukke øjnene mens man læser tegneserien, og bare forestille sig de enkelte paneler glide ind og ud af hinanden som en, øh ja, film!
Men når man først er kommet sig over gensynets glæde og begejstringen over at se de velkendte figurer rent faktisk bevæge sig på det store lærred, begynder denne slaviske gengivelse af tegneseriens paneler at have en fremmedgørende effekt.
I stedet for at bringe ”liv” til tegningerne fremstår filmens billeder ironisk nok endnu mere statiske og livløse end de stillestående billeder på tegneseriesiden, fordi der så intensivt insisteres på at henlede tilskuerens opmærksomhed på forlægget. Det bliver tydeligt allerede i den første scene, hvor klippet af et knytnæveslag, der langes mod The Comedian, fastfryses lige præcis længe nok til at genkalde et af panelerne fra tegneserieværkets første side.
Denne håndfaste henvisning til forlægget forbliver desværre en lidt for lækker detalje, og frem for at bruge disse detaljer som en diskret, men essentiel del af fortællemåden – sådan som tegneserien så kongenialt gør det, så fremstår det i filmen lidt som lir for fanboysene.
Ja, det virker faktisk lidt som om, at Zach Snyder søger anerkendende klappesalver, hver gang det lykkes ham at snige en af tegneseriens baggrundsdetaljer med ind i filmen, som f.eks. skiltet ”obsolete models a specialty”, der dukker op ved siden af Dan Dreiberg/Night Owl II (der som afdanket superhelt netop er en ”obsolete model”). Men samtidig virker det som om, at det ikke er lykkedes instruktøren at forstå de finere mekanismer bag disse detaljer. Det bliver især tydeligt, når man tænker på, at en af de fortællemæssigt vigtige omdrejningspunkter i Watchmen, nemlig aviskiosken, er blevet reduceret til netop sådan en ”lækker detalje”.
Og det er nok det, der er det største problem med filmens nogenlunde trofaste gengivelse af tegneserien; i det ivrige projekt med at få det hele til at ligne, har Snyder fuldstændig glemt at få filmen til at føles som Watchmen. Filmen glemmer at læse mellem linjerne, og når den samtidig fastholder en navlestrengsforbindelse til forlægget, så er det som tilskuer svært ikke hele tiden at sidde og tænke på tegneserien, der jo i bund og grund gør det hele noget bedre.
Men hey, når al malurten er trukket op af bægeret, så står man tilbage med en film, der trods alt er ganske hæderlig. Zach Snyders Watchmen er både et nogenlunde underholdende og – bortset fra et par tvivlsomme soundtrack-valg – også et ganske veludført stykke håndværk.
For det første er filmen Watchmen utrolig lækker at se på. De mættede billeder, der dog synes at have mere til fælles med Christopher Nolan’s Batman-film end med tegneserien, giver filmen en rammende glinset, popkulturel bevidsthed, der mest tydelig træder frem i den udmærkede indledningsmontage, der på elegant vis formår at sætte stemningen og forklare baggrundshistorien for det univers, Watchmen foregår i. Hvordan sekvensen fremstår for folk, der ikke har læst tegneserien, vil jeg lade andre svare på, men den udmærker sig ved at være et af de få steder, hvor Zach Snyder ser ud til at have fået en original tanke – og den er faktisk ikke så tosset endda.
For det andet opretholder filmen hele vejen igennem et vist kvalitetsniveau på stort set alle sider af produktionen, og det gør at man trods alt kan leve med de mere graverende fejl, som f.eks. det at Rorschach af en eller grund er blevet udstyret med præcis samme stemme som Batman i The Dark Night (helt ærligt, det tenderer det fjollede), og at Matthew Goodes Ozymandias virker lidt fersk og alt for mumlende til at kunne fremstå som verdens klogeste mand.
Så ja, som actionfilm kan Watchmen sagtens tilbyde heftig konkurrence til beslægtede film som The Dark Knight, men som filmatisering forbliver den desværre en utro kopi af et noget bedre og langt mere nuanceret værk.
.
Watchmen
Instruktion: Zack Snyder
Skuespillere: Billy Crudup, Jackie Earle Haley, Patrick Wilson, Malin Akerman, Matthew Goode
Manuskript: David Hayter, Alex Tse
Spilletid: 2.25 timer
I biograferne fra i dag – d. 20. marts 2009.