Home / Fra Danske Tegneserieskabere / Crumb-udstilling i Paris

Crumb-udstilling i Paris

Museé D’Art Modern de la Ville de Paris (Ja – det hedder det dælme) har en stor udstilling af Crumb på tapetet i øjeblikket. Den har været oppe siden april – og man kan lige nå at se den inden de pakker ned den 19. august.

Jeg blev selv opmærksom på den pga plakater der var sat op diverse steder i Paris – og når man nu var i nabolaget (museet ligger lige på den anden side af Seinen ifht Eiffeltårnet) så kiggede jeg naturligvis forbi. Udstillingen er ekstremt omfattende og spænder lige fra de tegneseriehæfter Crumb havde som barn til en full-size statue af Devil Girl…over enorme mængder af originaler. Bl.a. Hele The Genesis (Skabelsen på dansk).

Naturligvis aftvinger det en vis ærefrygt at stå overfor originalen til Cheap Thrills eller den første Fritz The Cat-side…men Crumbs originaler giver ikke meget ved dørene. Der er ikke mange spor af processen og langt hen ad vejen ligner originalerne til forveksling trykkene…Det kom egentligt bag på mig at det relativt hurtigt blev uinteressant at se på – især hvis man er nogenlunde hjemme i Crumbs ouvre i forvejen…

Ikke noget at rejse efter – men bestemt sjovt at se når man alligevel var der.

 

Se mere her på museets egen hjemmeside >

og fx en snak med Crumb om udstillingen her >

 

 

6 comments

  • Sommerpolemik:

    Så vidt jeg har forstået, er det en af de største Crumb-udstillinger nogensinde, med fx samtlige originaler til ‘Genesis’. Det er en rimelig normal opfattelse, at Crumb er en af de allerstørste nulevende tegneserietegnere.

    H-v-o-r-d-a-n kan du – som tegneserieentusiast og bestyrelsesmedlem i Danske Tegneserieskabere – sige at udstillingen “ikke er værd at rejse efter”? Det er mig komplet uforståeligt… 🙂

  • Altså – hvis man er glødende Crumb-fan er det naturligvis et must. Og hvis man alligevel er i Paris – så skal man da bestemt ikke snyde sig selv. Men som sagt – jeg er også selv forundret over at den lod mig relativt kold…måske er det fordi der var glas i alle rammer – det giver en kedelig distance til tegningerne og slår de små nuancer ihjel…

    Og måske var det fordi jeg kendte det meste…dunno – det er ikke kun dig det er uforståeligt for 😉

    Så hvis vi skal have en polemik er det nærmere – Udstillinger af originaler – hvorfor?

  • Jeg har endnu aldrig set en tegneserieudstilling, der var værd at rejse efter. Udstillinger er i tegneseriesammenhæng jo i den grad – i modsætning til fx billedkunst – en sekundæroplevelse. Værkerne er ikke skabt til at hænge på vægge og gør sjældent noget interessant væsen af sig på den måde, hvor de ofte præsenteres som brudstykker revet ud af den sammenhæng og finish de hører hjemme i.

    Det kan jeg ikke se, at der skulle være noget kuriøst i at påpege.

  • Som sagt – jeg savnede flere spor af processen – flere forstudier, flere skitser, mere noget der netop ligger ud over det vi allerede kender….

    Som Thomas S korrekt påpeger er de færdige tegninger sekundære ifht værket. Og helt ærligt – hvem fanden orker at kigge samtlige originaler til The Genesis igennem??

  • De år jeg rejste en del, så jeg en de udstillinger der var i London, Paris, Oslo, Stockholm, Horsens osv. Mange af dem er jo nogen små udstillinger, men alligevel var det meget hyggeligt at se originalerne og skitserne – og de gange der har været samlet en masse for en kunstner har det også været meget fedt.

    Personligt kan jeg godt lide at stå og se på skitserne og originalerne for at se på håndværket – og der er mange tegnere jeg får meget mere respekt for efter jeg har set deres original kunst. Det vil nok til enhver tid være svært at slå Musee D’Osey, MOMA, Louisianna, Prado, Ufficierne og Guggenheim med en tegneserieudstilling…

    MEN jeg har set mindst to tegneserie udstillinger, der var rejsen værd: Pratt i Pinacothèque de Paris og Moebius i Carties museeum – begge i Paris.

    – Niels

    PS: Museé D’Art Modern de la Ville de Paris (Ja – det hedder det dælme) — Ja – men de franske drenge og piger kalder det MAM 🙂

Leave a Reply