Portræt af Jim Aparo

James Neal Aparo blev født 24. august 1932 og boede så godt som hele livet i den nordøstlige del af USA, der kaldes New England. Hans fødeby hedder endda New Britain og ligger i staten Connecticut (forkortet CT), der var centrum for næsten hele Aparos liv, de sidste mange år med base i byen Southington. Han studerede anatomi på en kunstskole i Hartford, CT og arbejdede i 10 år fra han var 25 på en lille tegnestue i CT, mest med reklamer.
Hans hjerte havde dog altid ligget hos tegneserierne, bl.a. Jens Lyn og Captain Marvel (“Shazam!”-fyren), og han forsøgte fra tid til anden at komme ind hos tegneserieforlag som EC, DC og Warren… men blev altid afvist.

Han lavede endda, åbenbart kvit og frit, en tegneserie ved navn Stern Wheeler til CT-avisen Hartford Times, som bragte den i 1963. Den blev i 1986 delvist genoptrykt i bladform af Spotlight Comics, hvor forfatteren blev angivet at være en vis Ralph Kanna. Igennem årene udviklede Aparo flere oplæg til avisserier, men han havde aldrig held til at få dem solgt og måske efterhånden heller ikke tid til at færdiggøre materiale nok til at kunne præsentere dem for et “syndikat” (eller bureau, som det vel hedder på dansk). Tegneserieavisen Menomonee Falls Gazette bragte i #95 og #104 to af disse oplæg, henholdsvis science fiction-serien Zip Tyro og en detektiv-serie ved navn Condor.
Endelig lykkedes det i 1966 Aparo at få foden indenfor hos et tegne-serieforlag, nemlig Charlton med hovedsæde i Derby, CT. Charlton var virkelig et anden- eller tredje-rangs forlag uden stærke helte, med dårlige lønninger og elendig trykkvalitet på dårligt papir, men hvad der manglede i prestige, tilbød forlaget i form af kunstnerisk frihed, så trods alt kunne de fra tid til anden tiltrække talentfulde forfattere og især tegnere (bl.a. Steve Ditko har produceret en del for Charlton, men langtfra hans bedste materiale), ligesom man var “rugekasse” for unge talenter som Mike Zeck, John Byrne, Don Newton, Joe Staton og altså Jim Aparo. I perioder havde man licens på at udgive blade med fx. Hanna-Barberas tegnefilmsfigurer og King Features’ avisserier. Efter mange års hensygnen drejede Charlton endelig nøglen om i 1987, men en del af deres serier er genoptrykt eller fortsat af andre forlag, der opkøbte rettighederne (ikke mindst DC, der havde et vist held med bl.a. Captain Atom og The Question, og DCs Watchmen (Vogterne) er en slags vrængbillede af en række Charlton-helte). I øvrigt måtte eller ville Charlton ikke kalde dem superhelte, så dér hed det “action-heroes”. Der findes stadig fanzines med både artikler om og “amatør”-serier med Charltons serier.
Tilbage til Jim Aparo, hvis første serier for Charlton var upersonlige bidrag i teen-humor genren, der vel i dag næsten kun huskes for Archie (på dansk udgivet som både Arkibald og Betty & Veronica), men midt i 1960erne var genren stor med titler som Binky og Bobby. Aparos bidrag hed Miss Bikini Luv og blev trykt i bladet med den meget sigende titel Go-Go Comics. Han forlod snart sit “civile” reklame-job og tegnede efter-hånden en lang række serier for Charlton: gysere, westerns, romantik (hvortil ikke regnes Go-Go Comics), science fiction og forskellige helte, og han viste sig hurtigt at have eller udvikle en personlig stil, der dog som så mange hos Charlton var temmelig rå og upoleret, fordi pengene var små og der ikke var tid til at kæle for detaljen.
Jeg har ikke set avisserien Stern Wheeler, men i ledsageteksten til Zip Tyro står, at disse striber er fra “de tidlige 60ere”, og de er faktisk mere veltegnede end hans senere Charlton-serier med varierede perspektiver og omhyggelige lys- og skygge-virkninger foruden en ganske pæn persontegning. Teksten er derimod tung og kliché-præget, men hvis den er af Aparo selv, var det undtagelsen sammen med en mikro-lille serie til et DC-julehæfte helt fremme i 1996, som han sært nok står som forfatter til: han bidrog af og til med plot-ideer, men foretrak afgjort blot at tegne ud fra et færdigt manuskript. Condor stammer fra ca. 1972 og er endnu bedre end Zip Tyro -ja, nærmest fantastisk flot — men der findes desværre angiveligt kun 3 striber af den, fordi han havde travlt med at tjene pengene på andre serier.
Inden da havde Aparo altså fået afprøvet flere genrer hos Charlton, bl.a. helteserien Nightshade, som bærer tydeligt præg af at være udsprunget af Steve Ditkos sære univers, og Aparo imponerer ikke i dét, jeg har set herfra. Jeg ville langt hellere have set noget af Wander, som han udvik-lede sammen med forfatteren Denny O’Neil og som roses til skyerne fle-re steder og kaldes en fremragende humoristisk science fiction-western … langt bedre end Cheyenne Kid, som lagde navn til det blad, hvor Wander blev trykt.
En sidste figur, som Aparo fik noget ud af hos Charlton, var The Phan-tom (Fantomet), som i Aparos streg oplevede en af sine få respektable perioder; historierne var tåbelige som altid, men det ligger jo i hele figurens koncept, som der ikke er noget (at gøre) ved. Egentlig ville han meget hellere have haft en anden King-serie -hans gamle helt Flash Gordon (Jens Lyn) -men dén havde en anden tegner sat sig på, så det blev til Fantomet, som han efterhånden kom til at holde af og betragte som sit bedste arbejde for Charlton; det blev jo også hans sidste for forlaget! Her lavede han over 7 numre en lille snes episoder, hvor den åndede vandrer rent grafisk var så dynamisk som nogensinde, og den kendte Aparo-stil efterhånden viste sit bid.

Aparos tegnestil viste sig hurtigt bl.a. at være et fravalg af den normale sideopdeling med jævnt fordelte rektangulære billeder. Hos ham overlappede billederne eller skiftede brat mellem meget brede og meget høje billedbeskæringer, eller billedinddelingen zig-zaggede sig ned gennem siden, hvis han da ikke eksperimenterede endnu me-re og lod billederne brede sig i vifteform ud fra et hjørne eller lignende. Han løb den risiko at forvirre de traditionelt tæn-kende læsere, men hvis man holdt ud, blev man til gengæld osse suget ind af den billedverden, han skabte, og hans måde at binde handlingen sammen på. Indenfor det enkelte billed var der osse action på drengen; perspektivet rullede frem og tilbage, og det var næsten en undtagelse, at hans figurer stod ret op og ned: kropsholdningen og hovedet var næsten altid tegnet en smule på skrå for at skabe fremdrift og dynamik i den del af fortællingen, han som tegner havde ansvaret for. Læg oven i dette et hyppigt skift mellem totaler og nærbilleder og en bevidsthed om brugen af fugle- og frø-perspektiver, og man har grundlaget for en tegnestil, der aldrig var statisk, men altid i bevægelse. I afvejningen mellem form og indhold havde indholdet altid forrang hos Aparo: indholdet bestemte billedets form i stedet for omvendt.
Disse grundsten var lagt allerede, mens Aparo arbejdede for Charlton, og kan ses i hans Fantomet-episoder, der udkom i 1969 og ’70, og de hæver sig dermed over historiernes klicheer og figu-rens grimme kostume og kedeligt kolonialistiske grundtone; det mest fantasifulde ved historierne var næsten forfatternavnet “Norm DiPluhm”, et ofte brugt og aldrig helt opklaret pseudonym hos Charlton (det er en sjov måde at stave “nom de plume”, som netop betyder “pseudonym”). Allerede i 1968 havde Aparo dog bevæget sig videre, da en af hans vigtigste redaktører hos Charlton, Dick Giordano, blev ansat hos DC og trak en del af Charltons ansatte med over, både forfattere som Denny O’Neil og Steve Skeates og tegnere som Steve Ditko, Pat Boyette og altså Jim Aparo. Via en særaftale fik Aparo lov at arbejde parallelt for Charlton og DC i en overgangsperiode, men fra 1970 og resten af sin professionelle karriere var han hos DC, og her voksede han sig stor, både kunstnerisk og i popularitet.
Hans første serie for DC var Aquaman (kendt på dansk under flere fjollede navne, bl.a. Vandmanden), som han altså lavede sideløbende med Phantom for Charlton, og billedmæssigt ligger de nogenlunde i samme vægtklasse, selvom undervandsmiljøet i DC-serien straks viste sig at lig-ge godt for Aparos lettere surreelle stil. Svaghederne var dog de samme i begge serier: en noget stiv persontegning uden de store nuancer i an-sigtsudtrykket. Dét ændrede sig hurtigt! Hele karrieren igennem økono-miserede han med ansigterne og begrænsede sig oftest til de bastante udtryk som smerte, vrede og sammenbidthed, men han kunne godt leve-re et fint underspillet glimt i øjet eller lignende, når der var brug for det, og så var effekten jo kun endnu stærkere på baggrund af den normale udtryksfattighed i hans figurers ansigter.
Men hans anatomiske tegnefærdighed udviklede sig eksplosivt, hvad man fik at se, da han efterhånden skiftede til Phantom Stranger (på dansk i Skræk magasinet som Gengangeren), The Spectre og superhelten over dem alle: Batman … foruden mindre opgaver med korte gysere og en smule western; og samtidig nedtonede han efterhånden sine eksperimenter med “ikke-retvinklede” billeder, selvom Aparo aldrig kom til at stå for den “vinduesramme”-inddelte side med 3X2 billeder.

Phantom Stranger havde næsten kun navnet til fælles med Fantomet, og så dét, at man aldrig så titelfigurens øjne. I DC-seriens tilfælde var det, fordi han næsten altid gik med hat, men selv når dén blev slået af og vi så hans kridhvide hår, lå hans øjne på mystisk vis i skygge. Han var en blanding af ok-kult superhelt og tilskuer til alver-dens uhyrligheder med en aldrig afklaret baggrund, der satte ham i forbindelse med historiske begi-venheder op gennem hele vor tidsregning, næsten altid iklædt hvid rullekravebluse under mørkt tøj og en lang kappe …noget mere stemningsskabende end Fantomets skriglilla karnevalsdragt, og hos Aparo blev figuren mere flydende og flygtig end hos næsten alle tegnere før ham.
Aparo tegnede 20 numre af Phantom Stranger (på nær et enkelt “hul”) i perioden 1970-73, og i 1974 fik han jobbet med en noget mere udfaren-de okkult DC-figur, Spectre, i Adventure Comics. Det var en hævnende engel i en grel hvid og grøn dragt, der til daglig “boede” som ektoplasma i en politimand og gav rollen som grusom bøddel over de forbrydere, som politiet ikke kunne ramme. Faktisk var historiernes henrettelses- metoder så groteske, at seriens forfatter Mike Fleisher i et fanzine blev betegnet som psykopat. Han lagde injuriesag an, men blev dog aldrig “renset”, og seriens slutscener er da osse abnormt voldsomme, ikke mindst i forhold til andre serier fra 1970erne. I de 10 episoder, der nåede at blive trykt, endte skurke med, udover mere “almindelige” dødsårsager som at lade livet for slanger, alligatorer, en gigantblæksprutte, kæmpe-aber og barracudaer samt at blive levende begravet, at blive forvandlet til skelet, sand, voks, glas og træ. Sidstnævnte “træ-mand” blev derefter savet op på en rundsav, ligesom en blev klippet over af en overdimensioneret saks, to andre spiddet på kæmpe passer-nåle og bagmanden i det sidste dobbeltafsnit ædt af sin egen gum-miand (animeret af Spectre)!! Ret sygt. Men al den kritik, der kom ind, rettede sig mod forfatteren og ikke Aparo, som faktisk satte en ære i at nedtone de mest groteske sceneri-er og lod dem henligge i skygge (så måske kvaser anden bare sin herre i stedet for at æde ham?) eller fore-gå enten lige udenfor eller lige efter billedet.
Denne diskretion har Aparo selv fremhævet i interviews, og med rette, synes jeg; ihvertfald viser det, at han var omhyggelig med sit arbejde og gjorde sig anstrengelser for at formidle historien dramatisk uden at være demonstrativt udpen-slende. I 1988 blev episoderne
genudgivet sammen med 3 nytegnede afsnit (bl.a. med en guillotinering og en mand, der forvandles til en kaktus) efter manuskripter fra 70erne, som ikke blev visualiseret, fordi man i 1975 droppede serien… nok ikke mindst på grund af læserreaktioner. 3 af de oprindelige afsnit var “kun” rentegnet af Aparo over blyantstegninger af Ernie Chua (senere bedre kendt som Ernie Chan) og Frank Thorne, men da de begge (med vilje?) benyttede flere af hans stiltræk, og Aparo selv leverede en stærk “finish”, stikker disse “halvfabrikata” ikke generende af fra resten.

Aparos tid på Spectre vakte opmærksomhed, men ikke så meget eller i så vide kredse som hans Batman. Aparo etablerede sig for alvor som tegner med sin udgave af Bruce Waynes alter ego, og det foregik især på den i fankredse mindst agtede Batman-titel The Brave and the Bold (jeg tillader mig herefter at forkorte det til B&B). Her var i sin tid Justice League of America (Lovens Vogtere) “født”, og fra 1963 var bladet ble-vet et mødested, hvor man spillede (russisk?) roulette med DC-universet og lod et par helte mødes i hvert nummer til et eventyr løsrevet fra deres “faste” serier. Rollelisten skiftede fra nummer til nummer, Batman var første gang med i # 59 og derefter i # 64 og 67-71 før han med # 74 blev bladets “anker”, der hver gang havde en ny gæstestjerne. Redaktøren var Murray Boltinoff og mere eller mindre fast forfatter var Bob Haney, der lod hånt om al sandsynlighed og satte historierne sammen på kryds og tværs af alle sammenhænge i DC-universet (inkl. tidsepoker og andre dimensioner) alene ud fra popularitet og hvem der nu trængte til lidt spotlight. Når der i hvert nummer skulle etableres et nyt plot med nye gæstestjerner (på nær sjældne dobbelt-afsnit), var der nok ikke plads til at ofre meget plads på miljøbeskrivelsen, og måske var det derfor, man især i Haneys historier næsten intet så til Batmans normale omgivelser som Bruce Wayne: i B&B var kommissær Gordon noget nær den eneste bifigur fra det sædvanlige Batman-univers, man jævnligt så… selv go’e gamle Alfred var nærmest ikke-eksisterende! Dette var både grunden til, at fundamentalister så skævt til bladet og til, at den “almindelige” læser elskede det: her fik man overraskende historier, som var et frisk pust i forhold til de miljøer, heltene normalt færdedes i. Oven i købet var der af og til mulighed for at se kendte helte i en ny streg, fordi bladet ikke hav-de helt faste tegnere, og under alle omstændigheder var det næsten aldrig den samme, der “plejede” at tegne begge helte i et nummer.
På dén baggrund var det ikke så opsigtsvækkende, at Jim Aparo blev indkaldt, da man i 1971 skulle finde en tegner til The Brave and the Bold # 98. Gæstestjernen var Phantom Stranger, og hans blad blev netop illu-streret af Aparo, som vel nok kunne finde ud af at tegne en acceptabel Batman. Ja, dét skal jeg da lige love for! Aparo var stadig i færd med at finde sine ben som tegner, og hans figurer og udtryk var stadig lidt usikre og mangelfuldt definerede, men han fangede straks de grafiske mulig-heder i at lade Batmans nærmest geniale kostume angive stemninger og handlingsretninger. I sine mindeord kalder Matthias Wivel Aparo “mere organisk cartoony end [Neal] Adams, mere elastisk i stregen”. Adams havde siden 1968 (faktisk osse med udgangspunkt i B&B!) nydefineret Batman væk fra datidens campy paradefigur over mod et mere smidigt “natligt” og truende skyggevæsen; denne tendens greb Aparo i farten, ligesom bl.a. den tidligere ret stive Batman-tegner Irv Novick gjorde det. Heldigvis er det da aldrig blevet påstået (i det “rigtige” DC-univers), at Batmans kostume var levende, men alligevel er det i den rigtige tegners hænder en enestående handlings- og stemningsmarkør uden at være så langt ude i hampen som Venom/Krybet (åh nej, skal han virkelig være Spider-Man III skurk!?) eller Spawn; godtnok er Bat-dragten absurd, men ikke mere, end at man kan præstere en suspension of disbelief og lade sig rive med). Wivel mener, at Aparo har “et væsentlig mere begrænset register” end Adams, men for at give ham ret heri er man nødt til at ignorere hans stærkeste og mest produktive 15 år i 70erne og 80erne… eller til at se Aparos økonomiske brug af ansigtsudtryk og baggrunde som en svaghed. “Cartoony” er et noget upræcist begreb, men jeg lægger i det noget udtryksfattigt og forsimplet til det allermest nødvendige, og dét synes jeg ikke er at yde Aparo retfærdighed. Han tegne-de varieret og dynamisk med figurer, der snart blev realistisk troværdige, og at lægge flere nuancer og detaljer ind ville iøvrigt i de fleste tilfælde have været skønne spildte kræfter, når man tænker på det elendige tryk i datidens comic books. Aparo morede sig endda med at tegne kolleger og seriefigurer ind i billederne på egen hånd som indforståede jokes.
Under alle omstændigheder blev Aparos indsats på B&B godt modtaget. Redaktøren kendte sin besøgstid, og efter endnu et par løse numre blev Aparo “fast” tegner på bladet (så fast som man nu kan være i dén branche): frem til dets lukning med # 200 var Aparo tegner på 81 numre. Og når man tænker på, at hvert nummer bød på nye superhelte-gæster, kan man regne ud, at Aparo virkelig fik prøvet kræfter med en ordentlig bid af DCs persongalleri; tilmed tegnede han forsider til nogle af de numre, hvor indholdet var overladt til andre tegnere!
Ret sindssygt i betragtning af, at Aparo hele tiden arbejdede fra sit atelier hjemme i CT og ikke tog til DCs kontorer i New York, hvis han kunne undgå det: “Det er et frygteligt besvær at komme til New York. Der går ingen busser eller tog gennem Southington. Jeg vil gerne møde fans, men er samtidig lidt tilbageholdende”. I 1980 lod han sig overtale til at gæste en tegneseriefestival i New York og blev ganske befippet over fansenes ekstreme adfærd, og generelt måtte de og andre, der ville interviewe Aparo, enten bruge telefonen eller opsøge ham dér, hvor han boede. Allerede i 1974 dannede Mike Gallaher en Jim Aparo fanklub sammen med en hård kerne af fans gennem alle årene, heriblandt den flittige læserbrevskriver Chris Khalaf, som ifølge Mike besøgte Aparo sent i 2004 og fandt ham temmelig svækket og blandt andet ude af stand til at huske, at han nogensinde havde tegnet Fantomet.
Der må altså være blevet sendt uhyrlige mængder af referencemateriale om forskellige DC-figurer op til Aparo, som derefter gav sin version af dem uden at kny. Der går flere historier om hans loyalitet overfor de stillede opgaver hos både Charlton og DC, og ifølge Aparo selv drog han et lettelsens suk over, at det ikke var ham, der skulle tegne mødet mellem Batman og den talstærke Legion of Super-Heroes (Rummets helte): “I didn’t have to do it, thank God for that!” Generelt levede Aparo fuldt ud op til for-ventningerne og gengav korrekt detaljerne i de mange farverige kostumer (farverne tog Aparo sig dog aldrig af). Det gælder nu de fleste tegnere, for dén slags er jo som bekendt noget, nørderne lægger stor vægt på. Aparo viste snarere sit værd ved at give figu-rerne (inkl. gæste-stjerner) troværdig fysik i form af kropssprog og -bygning.
Hvor en del tegnere stadig leverede superhelte som standardvare -tøndeformede muskel-mænd med stive arme og ben -trimmede Aparo dem individuelt og gjorde dem spændstige og smi-dige, når de skulle være dét. Der er dog et lille “men”, der afholder mig fra at udråbe alt af den modne Aparo til det pure guld; naturligt nok var Aparos kvindelige helte ikke så muskuløse som de mandlige, men han havde tilsyneladende ikke lyst til i stedet at udstyre dem med et vist fedtlag. Anoretiske eller rent ud radmagre kvinder er overrepræsenteret i hans serier, og figurer som Supergirl og Wonder Woman (der jo endda har status af gudinde) burde se mere sunde og velnærede ud, end de gjorde i hans version med tydelig kranieform i ansigtet og makaroni-tynde arme. Denne lille særhed hos Aparo er dog det eneste, jeg har at udsætte på det rene Aparo-produkt.
Og Aparos streg var bestemt eftertragtet hos DC, for samtidig med sine historier var Aparo helt i front som forside-tegner for DC op gennem 70-erne og ind i 80erne -ihvertfald på superhelteserierne, hvis covers næs-ten alle blev fordelt mellem Nick Cardy og Jim Aparo (på nær dem, hvor forsiden havde samme tegner som indholdet), hvilket giver et uoverskueligt antal Aparoforsider – et sted i omegnen af 400 – med et væld af forskellige DC-figurer. Temmelig forrykt i betragtning af, at manden ikke havde tegnebord på forlaget og konstant måtte have tilsendt oplysninger om de figurer og situationer, som forsiderne skulle skildre. Når det allige-vel blev gjort må man gå ud fra, at det skyldtes en overbevisning om, at hans streg solgte varen!! Til eventuelle unge læsere kan jeg tilføje, at dette hovedsagelig var før internettets (eller endda hjemmecompute-rens) tid, men det havde nu ikke gjort den store forskel, for ifølge Mike Gallaher var Aparo nærmest teknisk analfabet og kunne dårligt finde ud af at betjene en båndoptager (måske heller ikke en fax?): han var kunst-ner og ikke maskinarbejder. Men dét var nu et sidespring.
Og så er tegneserier jo heller ikke mere en kunstform end, at det sam-tidig er en industri. Jim Aparo havde faste arbejdsvaner og satte sig for at præstere en side om dagen, men til forskel fra de fleste i branchen var det en færdig side (på nær farver): både blyantsstreger og tuschning stod Aparo typisk selv for, ligesom han var speciel ved at tekste sine eg-ne serier… og det var en smuk, stilren og sikker tekstning med let kante-de bogstaver og sylespidse “A”er. Tekstningen blev en integreret del af en “rigtig” Aparo-side, og man savnede den, når kalligrafien en sjælden gang blev overladt til andre.
Aparos arbejdsrytme betød i praksis, at han påtog sig en fast 20-siders serie hver måned (på et tidspunkt forsvandt 20-siders længden dog som standard) og brugte resten af tiden på korte serier -typisk gysere -samt forsider, hvoraf en enkelt (The Outsiders # 5) er en farve-tegning af Apa-ro… eller påtog sig en større opgave med en længere deadline, så han kunne nå at færdiggøre det uden at skulle haste sig igennem arbejdet.
På dén måde, og fordi han trods alt ikke lavede en lang Batman-serie hver måned, blev der osse tid til en kortvarig tilbagevenden til Aquaman (der afløste den abortede Spectre-serie i Adventure Comics), samt Deadman -endnu en spøgelseshelt hos DC -og forskellige korte projek-ter oftest med rod i Batman-universet… således blev det til en håndfuld episoder på det i forhold til B&B mere traditionstro Detective Comics under Archie Goodwins redaktørtid midt i 1970erne.
Sidst i 1970erne forsvandt Murray Boltinoff som redaktør på B&B, og i 1980 blev Bob Haney udfaset som forfatter. Man havde snart høvlet alle helte igennem (endda genbrugt nogle adskillige gange), og det var ikke alle, der stod lige godt til Batman: både DCs western-, science fiction-, gyser- og skurke-figurer blev ligesom “normale” og mere “gakkede” helte og selv Lois Lane matchet med Batman uden smålige hensyn til tids-barrierer og karaktertræk. DC indså efterhånden, at B&B-formlen med Batman og en gæst havde overlevet sig selv. De seneste år havde B&B tabt terræn: fan-mentaliteten bredte sig, og stadig flere tog afstand fra historiernes krumspring i forhold til de medvirkendes “normale” adfærd og omgivelser… en tyvstart på DCs ”kontrafaktiske” Elseworlds-koncept? Fx. brugte Haney hele 6 gange krigsserie-helten Sgt. Rock (på dansk i Yankee kaldt Sgt. Flint) sammen med Batman i B&B, første gang i # 84, hvor en ung udgave af vor helt vistnok møder Rock under 2. verdenskrig (det er tegnet af Neal Adams og er derfor alt for dyrt til, at jeg har det!), men i de øvrige blev Rock opdateret til Batmans nutid, selvom figurens skaber Robert Kanigher igen og igen har afvist, at Rock og hans soldater overlevede 2. verdenskrig, og klaget over andre redaktører og forfatteres “misbrug” af “hans” figurer. Den slags hensyn var Haney som nævnt ligeglad med og skrev i et indlæg i The Comics Journal # 45 (marts 1979), at ingen figur kun tilhører en enkelt person, ikke engang dens skaber, og så længe han -Haney -kunne sælge varen, havde han retten på sin side.
Særlig berømt og berygtet blev B&B # 124, hvor Haney skrev sig selv, Boltinoff og Aparo ind som figurer i historien: Batman og sgt. Rocks modstandere finder ud af, at de er seriefigurer og truer Aparo til at tegne en version af historien, hvor de vinder; de 3 serieskabere må så bruge al deres snarrådighed på at narre skurkene og lade retfærdigheden ske fyldest. Temmelig åndssvagt, umorsomt og i konflikt med DC-universets struktur. Kort forinden i 1975 havde en anden DC-redaktør, Julius “Julie” Schwartz, ladet sig selv og 2 forfattere gæsteoptræde i Justice League of America # 123-124 i forbindelse med de årlige “team-ups”, hvor Lo-vens Vogtere mødte figurer fra andre dimensioner, men modsat Boltinoff og Haney var Schwartz og hans forfattere meget omhyggelige med ihvertfald at prøve at indplacere disse besynderligheder i DC-universet. Det var så dette sammensurium af verdener (“Jord-1″, “Jord-2″, “Jord-S” osv.), som Marv Wolfman og George Pérez midt i 1980erne prøvede at få styr på i Crisis on Infinite Earths, men intet kunne være Bob Haney mere ligegyldigt. Ifølge Aparo havde Haney til B&B # 124 udstyret ham med et hus, der slet ikke lignede virkelighedens (fx. lå det i historien tæt på et fyrtårn), og i sit indlæg i The Comics Journal kaldte Haney Aparo for “James Aloysious Aparo”. Det troede jeg derfor i mange år var Apa-ros fulde navn, men Haney har åbenbart hverken meget til overs for den virkelige virkelighed eller seriefigurernes “vedtagne” virkelighed.
Og Haneys fantasirigdom kunne altså ikke i længden holde på læserne. De officielle salgstal kan være “sminkede”, men viser vel udviklingen, og ifølge dem faldt oplaget i perioden 1965-80 med næsten 50 % fra 460.000 til ca. 240.000, men antallet af købere faldt endnu mere: fra næsten 280.000 til godt 90.000, altså med over 2/3. Kun i perioden 1972-74 var der 2 år i træk en lille fremgang i tallene… ellers gik det lisså stille ned ad bakke. Det var der vistnok ingen, som bebrejdede Aparo, der stadig var vellidt hos både læsere og forlag og fortsatte på B&B efter at Boltinoff og Haney gled ud. Formatet var dog ved at være udpint, og selvom de nye forfattere tog mere hensyn til DC-universets “vedtægter” -bl.a. med endnu et Aparo-tegnet møde mellem Batman og Sgt. Rock, men denne gang henlagt til 2. verdenskrig og med den klassiske Batman (altså ham uden en gul oval om brystemblemet!) -var det klart, at B&B ikke kunne overleve i længden. En del af de sidste historier var skrevet af Mike Barr, og ham lod man skabe en afløser sammen med Jim Aparo. Det blev til Batman and the Outsiders, der debuterede 1983 i B&B # 200 og derpå overtog dét blads plads i DCs udgivelsesplan.
Batman and the Outsiders er -som navnet antyder -en gruppe samlet af og centreret omkring Batman, hvad der egentlig er naturstridigt for en-spænderen Batman, og det tog serien da osse fornuftigvis højde for. Udover ham var der 2 etablerede DC-helte med i gruppen, uden at de dog nogensinde havde været så populære som Batman: Metamorpho, der blev skabt netop til B&B i 1964 (og senere ofte gæstede Batman dér) og opnåede eget blad i Danmark 1968-69, og Black Lightning, der var en hurtigt opgivet helt skabt i 1977. Denne grundstamme blev suppleret med 3 -og senere flere -nyskabte helte, hvoraf den ene (sikkert for at gavne salget) blev koblet familiemæssigt med et medlem af DCs super-sællert (dengang) New Teen Titans / De nye titanter. Egentlig er det vist mest på grund af hans grafiske formgivning af de nye medlemmer, at Aparo kom til at stå som medskaber af Batman and the Outsiders (typisk “Mike W. Barr & Jim Aparo: writer/co-creators/artist”), for der nævnes ikke noget om, at han skulle have været med til at fastlægge handlings-gange eller navne, kræfter og baggrunde på figurerne; men pyt nu med det: det er rart at se ham få lidt ekstra ære for det arbejde, han lagde i seriens design og visuelle udtryk.
Batman mistede -selvfølgelig -snart tålmodigheden med de i hans øjne umodne kolleger, han havde omgivet sig med, og forlod gruppen og serien, som herefter tog navneforandring til The Outsiders, gik over til en bedre papirkvalitet og genstartede med # 1 (velsagtens et marketings-fif). Batman forblev dog en del af gruppens “mytologi” og dukkede op fra tid til anden.
Desværre markerede starten på Batman and the Outsiders en af de sid-ste virkeligt gyldne årgange for Aparo. Siden 1971-72 havde han været en vældigt imponerende tegner, der vel ramte toppen af sin ydeevne omkring 1974 og formåede at holde niveauet i mange år derefter, men her op mod midten af 1980erne var det, som om hans tegninger stivne-de og mistede dybde, og selvom DC stadig fortalte om hans faste kvote på en side om dagen, blev han oftere afløst af “gæstetegnere”, hvilket ærgrede fans: selv en bleg Aparo var bedre end det meste, DC kunne sætte i stedet. Desværre skulle det blive værre endnu: i Batman and the Outsiders # 12 (juli 1984) blev Aparo rentegnet af Dick Giordano, og man gjorde opmærksom på, at det var første gang i præcis 15 år (dvs. siden Aquaman # 49… redigeret af selvsamme Giordano), Aparo blev tuschet af andre; man forbigik dog, at han i mellemtiden havde færdig-gjort andres tegninger, som nævnt på bl.a. Spectre. Resultatet fangede ikke helt stemningen i Aparos tegninger, og det gælder desværre osse alle de rentegnere, som efterhånden mere blev reglen end undtagelsen på Aparos serier.

Op mod en snes rentegnere afsluttede Aparos ting, især den middelmå-dige Mike de Carlo, men selv dem, man kunne forvente sig meget af (fx. Giordano, Terry Austin, Steve Leialoha, Rick Burchett & Joe Rubinstein) formåede ikke at genskabe den klassiske Aparo-magi. Det gjorde han nu heller ikke selv, når han fra midt-80erne en sjælden gang stod for hele tegnearbejdet. Jeg har aldrig set det omtalt eller forklaret, men fysisk svækkelse og arbejdspres er vel de nærliggende årsager. Der kom færre serier fra Aparo, men det hænger delvist sammen med merchandise-opgaver for DC, hvor han ret upåagtet tegnede plakater og ilustrationer til bl.a. legetøj og tekst-historier med især Batman-relaterede figurer, selvom jeg ikke kender omfanget.
Under alle omstændigheder forlod Aparo The Outsiders i 1987 for straks at overtage Batman i hans eget blad, i 1990 skiftede han til samme figur i Detective Comics i knapt 1½ år og kom derefter tilbage til Batman indtil 1993, hvor han stoppede som fast Batman-tegner. I de 6 år på Batman og Detective Comics stod han for nogle af de forkætrede episoder med Bane påvirket af de års bombastiske Batman-film, og den moralsk tvivlsomme historie om Robins død… afgjort ved læserafstemning (”A Death in the Family”, hvorfra disse siders titel er ”lånt”). Hvis man medregner The Outsiders, havde han da arbejdet med Batman næsten konstant i 22 år ! Alligevel tyder intet på, at han var “kørt træt” i Batman, og omend ikke alle hans rentegnere var lige dårlige, kan man ikke give dem (hele) skylden: Aparo kunne tilsyneladende ikke længere leve op til fordums storhed, selvom siderne stadig var stærkt og effektivt designede.
Efter at han forlod Batman i 1993 havde han en sidste periode som “fast” tegner 1993-95 på Green Arrow (Grønne Pil), hvor han dog missede 3 numre ud af 21 og sluttede med # 100. Herefter havde han kun kortva-rige opgaver i form af mini-serier eller enkeltstående historier, igen ikke mindst med forbindelse til Batman. Her skal nævnes den umage parring af Aparo med Bill Sienkiewicz som rentegner på mini-serien GCPD om Batmans bys betjente på 4 numre i 1996. Dét samarbejde fungerer bed-re end man havde ret til at forvente, måske fordi Sienkiewiczs tuschning er samvittighedsfuld uden at være overdrevent respektfuld overfor A-paro, og resultatet har igen den nerve, der ellers alt for ofte mangler i de sene Aparo-ting: absolut det bedste, jeg har set af Aparo med en anden rentegner.
Det blev osse til en tilbagevenden til Detective Comics med 4 enkelt-numre i 1997-98 efterfulgt af Batman # 558 & 560-562, før Aparo af-sluttede sin karriere med en story arc ved navn “The Demon Laughs” i Batman: Legends of the Dark Knight # 142-145 fra 2001 som det vistnok sidst udgivne. Derefter trak han sig tilbage til nogenlunde ubemærket-hed, og først ved hans død i 2005, 5 uger før sin 73 års fødselsdag, var der igen opmærksomhed omkring ham. Flere steder på internettet stod, at han var død “efter lang tids kræftsygdom”, men det benægtes kategorisk af hans familie repræsenteret ved datteren Donna, som fastholder, at Jim Aparo døde efter kortvarig sygdom. Kræfthistorien har bl.a. optrådt på det åbne internetleksikon wikipedia, og ifølge Mike Gallaher har han flere gange været inde og slette den, men rygter er jo svære at slå ihjel, hvadenten de er sande eller ej. Gallaher har selv mistanke om, at Aparo havde Alzheimer det sidste års tid før sin død, bl.a. på grund af hans problemer med at huske sin tid som tegner på Fantomet.

Til sidst vil jeg gerne takke 2 personer for hjælpen: Mike Gallaher for vigtige informationer & scanninger, og Jostein Hansen for sikkert uden at vide eller ville det at have givet mig skubbet til at komme i gang trods manglen på de sidste brikker i puslespillet. Jim Aparo var en dynamisk og kreativ tegner, der ofte hævede sig over til tider bovlamme manuskripter, og han fortjener at blive husket.

Kildeliste
Mike Gallaher (home.comcast.net/~vicoscia/jimaparochecklist.rtf)
Comics Scene #5 (september 1982)
Comic Book Artist #9 (august 2000)