Home / Interview / A Man with a Plan…interview med Jan Kjær

A Man with a Plan…interview med Jan Kjær

Kan du fortælle lidt om din baggrund? Du er fx fra Aarhus – der er jo ikke meget tegnemiljø. Hvordan fandt du ud af at du ville være tegner?

Da jeg gik i skole, var vi flere i klassen, der var vilde med at tegne. Det er en af grundene til, at jeg blev ved, der hvor andre stopper. Det var en social ting og et glimrende mini-tegnemiljø. I 8. og 9. klasse skulle jeg i erhvervspraktik. først kom jeg på et reklamebureau og året efter hos en grafisk designer, Finn Nygaard, som fik stor betydning for min karriere. Finn Nygaard var/er både illustrator, grafisk designer og plakatkunstner. Han var den første, der viste mig, at man kunne leve af at tegne (uden at det var reklame). Da jeg som 15-årig kom ind på hans tegnestue og spurgte, om jeg måtte komme i praktik, sagde han: “ja, hvis du kommer tilbage om en uge med 100 tegninger.” Det gjorde jeg. Så kom jeg i praktik og 3 år senere kom jeg i lære hos ham. Det var midt i min læretid, at han flyttede tegnestue til København, og jeg tog med.

Allerede tidligt skilte du dig ud med en meget professionel tilgang til branchen. Du tog til USA for at uddanne dig – det er der jo ikke mange danskere der gør. Hvor kom det fra?

Efter min uddannelse som grafisk designer, endte jeg alligevel på reklamebureau. Jeg elskede jo at tegne, men reklamebranchen blev på det tidspunkt mere og mere computer og mindre og mindre tegning. Jeg var AD assistent, som det hedder og godt på vej til at blive Art Director, som jo er den hotte titel på et reklamebureau. Men jeg følte ikke, det var det, jeg gerne ville. Jeg havde læst om Joe Kubert skolen i USA, og følte at jeg blev nødt til at gøre noget drastisk for ikke at blive siddende på reklamebureauet. Det var ikke så meget fordi jeg havde en professionel tilgang, men simpelthen fordi vi jo ingen tegneserieskole har i Danmark (endnu), og jeg havde brug for at komme væk fra reklamebranchen.

Da du kom hjem igen skulle du have gang i en karriere – hvordan greb du det an?

Efter 2 år på Joe Kubert skolen (jeg sprang et år over, fordi jeg allerede havde en uddannelse som grafisk designer) tog jeg til Hollywood. I USA har de jo agenter til alting, så jeg fik mig en storyboard agent i LA, og han skaffede mig arbejde i filmbranchen. Efter 3 år i LA tog jeg tilbage til Danmark, hvor det selvsamme reklamebureau, jeg havde forladt 5 år tidligere, stod med åbne arme og tog pænt imod mig med en masse af arbejde. Nu havde jeg specialiseret mig som tegner, og da de havde LEGO som kunde, var der masser af dejligt tegne- og konceptarbejde til mig. Så selvom jeg kom tilbage til reklamebureauet arbejdede jeg nu fuldtids som tegner.

Du har lavet et utal af fagbøger og workshops – har det været en måde at blive kendt på? Altså at skabe sig et fundament for udgivelser. Lidt ligesom at tage på koncertturné for musikere der skal have solgt en plade?

Jeg holder ikke foredrag og workshops for at sælge bøger. Det er bestemt en glimrende sidegevinst, men det er ikke derfor, jeg gør det. Jeg startede med manga-workshops til i 2004. Og selvom de fleste nok ikke vil tro mig, var der en del idealisme indblandet. Jeg havde opdaget, at for at få de unge til at tegne, skulle man lære dem at tegne manga. Og da jeg selv var blevet fascineret af den japanske tegnestil, faldt det mig meget naturlig at undervise i det. Selvfølgelig blev jeg betalt for det, og foredrag og workshops er blevet en integreret del at mit arbejde. Jeg laver ikke længere manga-workshops, men laver nu i stedet mere generiske tegneworkshops. Jeg er også begyndt at holde forfatterforedrag, og det er faktisk ganske spændende, fordi man pludselig får et meget større publikum. Hvor der kan være 25-30 elever i en tegneworkshop, kan man sagtens have over 100 børn til et foredrag. Jeg holder cirka 20 workshops/foredrag om året. Det er sjovt at møde sine læsere, og det er et dejligt afbræk i dagligdagen,

Du er en af de få danske tegneserietegnere der kan notere sig for en kommerciel succes i den tunge ende her i nyere tid. Hvordan kom samarbejdet med Merlin i stand og hvordan fandt I på Taynikma-konceptet?

Merlin og jeg kendte hinanden fra gamle dage i rollespilsmiljøet. Da jeg kom tilbage fra USA i 2002, var Merlin involveret i et computerspil og spurgte mig, om jeg ville være Art Director på det. Det sagde jeg ja til. Spillet blev desværre aldrig færdig, men Merlin og jeg fandt ud af, at vi arbejde godt sammen. Efter fiaskoen med spillet, besluttede vi os for at lave noget, som var mere overskueligt, og som vi selv kunne kontrollere. Det var i 2004 jeg stod i en børnebogsbutik og undrede mig over, at ingen af de danske forlag gjorde brug af mangaformsproget, som ellers var det ‘de unge ville have’. Jeg spurgte Merlin, om han ikke ville være med til at lave en kick-ass bogserie. Det var han naturligvis frisk på. Vi brainstormede så løs på alle mulige ideer. Helt præcist hvem og hvornår vi kom på selve ideen med at blande tekst og tegneserie, kan ingen af os huske, da vi var i total kreativ brainstorm-mode, men pludselig havde vi en idé, både til en episk fortælling og en helt ny type bog.

Hvorfor tror du at netop dén serie har slået så godt igennem?


Vi brugte 6 måneder på at udvikle universet, karaktererne og grafik, før vi gik i gang med at skrive den første bog. Serien er meget konceptuel, og selvom detaljerne i grafikken og konceptet måske går hen over hovedet på de fleste på det bevidste plan, så tror jeg alligevel på, at læserne opfanger dem på et eller andet niveau. Det kan vi i hvert fald se ud fra de breve og spørgsmål, vi får. Læserne går virkelig op i detaljer, og det er en rigtig god følelse at have svarene på deres spørgsmål på forhånd, og ikke skulle til at opfinde dem bagefter og retro-fitte.

Desuden valgte vi meget bevidst at gøre os uvenner med alle lærere, bibliotekarer og forældre ved at skrive en bogserie på børnenes præmisser og uden de sædvanlige løftede voksenpegefingre. Det har gjort, at vi har skabt en serie, som børnene rent faktisk læser frivilligt. Det sjove er jo så, at alle lærere, bibliotekarer og forældre alligevel elsker Taynikma, fordi vi får børnene til at læse.

Og I er i gang med en tegnefilmversion…kan du fortælle lidt om processen og visionerne?

Der er ikke så meget at fortælle endnu, da det stadig er i sin spæde begyndelse. Vi har færdiggjort en 23 minutters Taynikma-film. Det var en film, hvor vi fortsatte med at blande medier, og altså lavede en ‘motion comic’. Omstændighederne taget i betragtning er filmen blevet vellykket, men både Merlin og jeg føler nu ikke, at ‘motion comic’ formatet alligevel er det rette format til Taynikma. Vi vil gerne prøve at lave en 3D film, og vi har holdt et møde med et produktionsselskab, som var interesserede. Men derfra er der lang vej igen. Hvis filmen overhovedet bliver til noget, vil den først være færdig om ca. 4 år. Vi har bare haft en føler ude og kan altså ikke reelt sige, at vi har gang i en ny Taynikma-film endnu.

Du har snakket om at du har en 3års- og en 5års-plan. Det lyder meget tjekket. Hvordan arbejder du rent praktisk med den slags?

Ja, det lyder måske komisk, at et lille enkeltmandsfirma har en 5-årsplan. Det er også noget nyt for mig, da jeg kun lige er i gang med min første 5 års-plan. Grunden til, at jeg har det, er, at man som enkeltmandsfirma er uhyre fleksibel. Det er en styrke, men også en svaghed, da man nemt kommer til at zigzagge fra opgave til opgave uden nogen gennemskuelig rød tråd. Jeg kiggede tilbage på min karriere for nogle år siden og opdagede, at jeg havde skudt med spredhagl, rent karrieremæssigt. Så jeg satte mig ned og tænkte grundigt over, hvor jeg egentlig gerne vil hen med alt det her … Hvem jeg gerne vil være? Og hvad der er vigtigt for mig? Og ud fra disse tanker udformede jeg en 5-års plan, så jeg nu har nemt ved at vælge og vrage mellem opgaver og muligheder, fordi jeg har et klart defineret mål ude i fremtiden. Det gør, at jeg vælger mine projekter ud fra en vurdering af, om de kan skabe en synergi-effekt og få mig derhen, hvor jeg gerne vil være. Det virker for mig! Og det har faktisk givet mig ro, fordi jeg nu ikke længere jager alle muligheder febrilsk af frygt for at gå glip at noget. Jeg har simpelthen lært at sige “Nej, det vælger jeg ikke at bruge min tid på”. Det føles godt.

Rent praktisk arbejder jeg med det på den måde, at jeg har tre mål: Et økonomisk, et karriereudviklingsmæssigt og et for mit firma. Der er stadig 3 år tilbage af den første 5-årsplan. Jeg har ikke nået nogen af de tre mål endnu, men jeg har truffet valg og kørt projekter i stilling, så jeg forhåbentligt indenfor de næste 3 år når alle 3 mål.

Så kan du jo her til sidst måske afsløre lidt af hvad der så står på programmet d næste 5 år?

Jeg kan da sige, at værktøjet for at nå et af mine mål, er at blive bedre til at udnytte de sekundære rettigheder på de koncepter, jeg udvikler.

I stedet for at skulle opfinde den dybe tallerken igen, lige så snart jeg er færdig med en serie, så vil jeg prøve at få mere ud af det arbejde, jeg HAR lavet. Dvs, at jeg de sidste 2 år har arbejdet på at bryde ud af bogmediets rammer. Det er lykkedes med Taynikmafilmen, som havde TV premiere d. 1. januar i år. Jeg er også ved at udvikle bøger, der indeholder legetøj for på den måde at få et ben indenfor i legetøjsbutikerne. Desuden har Nordisk Film vist interesse for en anden af mine bogserier. Det er vigtigt for mig, at få mine bøger til at nå deres fulde potentiale, i stedet for blot at halse videre og skynde mig at lave nye bøger.

Tag en gennemsnits børnebogsredaktør på et forlag. De skal måske lave 25 titler om året. Det vil sige, at de kan bruge 2 uger pr. bog. Derefter bliver den glemt, og de er videre til næste bog. Det siger sig selv, at bogen ikke når sit maksimale salg efter to ugers opmærksomhed fra redaktørens side. Og udnyttelse af sekundære rettigheder er nærmest utænkeligt.

Jeg har været hoppet på forlagenes kvantitetsvogn og har lavet 5 bøger om året de sidste 7 år. Nu er jeg udmattet. Fremover vil jeg hellere bruge tiden på at fremme salget og udnyttelse af rettighederne på de bøger, jeg har lavet, end ‘bare’ at lave nye bøger hele tiden. Det er også meget sjovere at se sine gamle bøger få nyt liv på andre platforme.

Så selvom min 5-årsplan har gjort, at jeg er begyndt at sige ‘nej’ til mange projekter, så har det at fokusere på et fremtidsmål åbnet en masse nye døre for mig. Jeg føler mig ovenud priviligeret og er endnu mere vild med mit job end jeg nogensinde har været. Og jeg kan slet ikke vente med at skulle finde på nye mål om 3 år, når jeg (forhåbentligt) har nået de første.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *