Vi bringer her tredje og sidste del af Bertis selvportræt-trilogi, hvor første del var Offer for en Samler, og anden del var Når jeg Dør skal min Samling Brændes.
Line Baun Danielsensad foran os og spiste et rundstykke. Smuk og fattet som hun var, så sad hun blot der og gumlede. Det var fredag morgen og op ikke så få minutter skulle jeg og min daværende kone, Sofie, på live tv. Emnet var ænder og det at samle på Anders And…
Det er nemlig en spøjs del af mit liv, det der med anden. Lige siden jeg var lille Berti havde striberne og stregerne i album og blade fulgt mig, og der sad jeg så selv. Sminket og parat til at berette om min lidt underlige interesse, ænderne.
Det var i 1971 at jeg for alvor blev bidt af anden. Det var julekalenderen i nummer 47, som jeg husker med fryd at jeg havde taget ud af bladet, og nød især de mørkeblå og lilla farver. Her, så mange år senere, er den kalender for længst væk, men jeg har set den, hos andre samlere, og nærmest følt det samme sus som dengang.
Jeg var 6 år gammel og begyndte så småt at forstå, at livet i min lille familie ikke var helt optimalt. Der var noget galt. Grusomt galt.
Min mor var syg. Og min far var syg. Mine to fyrtårn. Mit livs pejlemærker var begge prægede af sygdom, og det kom til at følge og forfølge mig resten af livet.
Jeg lærte hurtigt at lukke døren. Jeg havde mit eget værelse og derinde, bag den lukkede dør, der var min hule og jeg var omgivet af de ting jeg holdt af. Jeg havde min seng, reoler, legetøj, og så havde jeg mine elskede tegneserier. Og der var mange. Reolerne bugnede med tegneserier og jeg læste og læste. Bag den lukkede dør. Der var inde i hulen at jeg fik ro, og det var via mine tegneserier, at jeg oplevede lykke, ro og eventyr. Jeg gøs over Gru og Skrækmagasinet. Jeg var fodboldspilleren Rekord Magasinet. Jeg var cowboyderen, Le Mans racerkøreren fra mine Fart & Tempo blade. Jeg var detektiven Dick Tracy eller reporteren Steve Roper fra Seriemagasinet. Jeg var medlem af Fantomet og havde min egen blå dragt, og jeg drømmede at det var mig der havde Diana som kæreste, og at det var mig der fightede med slemme banditter og det var mig der uddelte det onde mærke til dem.
Men det var først og fremmest de tossede og herlige figurer fra Andeby der holdt mig oppe. Når min far endnu engang havde drukket og råbte eller, som han oftest var, blot var trist over sin skæbne og sad og græd, så kunne jeg lukke døren og åbne en ny til et kulørt og trygt univers, hvor Onkel joakim tog Anders og nevøerne ned til havets dyb, på trods af protester fra sidstnævnte, for julen var jo lige op over, og julemanden kan jo ikke aflevere gaverne på bunden af havet.
Når min far havde taget sin ugentlige tur, og mavepinerne havde lagt sig og tilværelsen endnu engang var blevet nogenlunde stabil, så kunne jeg åbne dørene påny. Men det var en halvtrist åbning. Kulden fra mor der forsøgte at fryse min far til at opgive sin trang til flasken, fyldte rummet og jeg var jo bare en knægt på seks år, så jeg valgte at vende ryggen til stuen og gik påny ind til mig selv. Mange års social fobi og generel usikkerhed overfor andre mennesker, og de mekanismer der gør, at man kan gebærde sig blandt andre mennesker, var ved at få præget mig. Men det vidste jeg ikke, og mine forældre da slet ikke.
Min mor led af stærk epilepsi. Hun fik voldsomme anfald, og de kom ofte. Her prøvede jeg at hjælpe, selvom jeg ikke vidste hvad jeg havde med at gøre. Jeg husker en aften, hvor min far var på arbejde og min kære mor var ramt af et anfald. Hun gik i krampe, voldsom rystekrampe med fråde om munden, tis i bukserne og den grusomme høje skrigen AAAIIIIIIIIIIIIIIII… Det gjorde ondt i ørerne og det gjorde ondt i øjnene. Men jeg kunne hverken holde mig for ørerne og heller ikke lukke øjnene. Min mor var i knibe og jeg skulle hjælpe. Hvad pokker vidste jeg? Intet, men jeg havde læst i mine Anders And blade, at man kunne hjælpe besvimede ænder ved at kaste vand i hovedet på dem. Så det gjorde jeg.
Se, alt dette fik Line Baun ikke at vide denne sommermorgen på Godmorgen Danmark. Vi hyggede. Indslaget blev bragt og tilværelsen blev ikke forandret. Jeg var, så at sige, stadig inde i mit eget rum.
Når der er krise og jeg har ondt, så gemmer jeg min nogen gange under dynerne. Der er varmt og trygt. Jeg kan ikke høre og jeg kan ikke se.
Og på mine reoler er der blade og bøger. Tilværelsen med album og hæfter er blevet en kende mere tålelig og almindelig, og jeg er mine ænder og andre helte meget taknemmelige. De var der, da jeg havde brug for dem. Hvem ved – måske skal de engang kanaliseres videre til en anden dreng eller pige på 6 år.
Måske.
Måske skal jeg åbne døren og lade andresmå bange skikkelser få del i mine forsvarsmekanismer og mine overspringshandlinger?
Jeg gør det nok en dag.