Lars Horneman er født i en snestorm i Vejlby Risskov, men da sneen havde lagt sig, flyttede familien til Højby på Fyn og derfra til Svendborg hvor han voksede op. I Svendborg var der ikke meget gang i tegneserien, så i 1987 flyttede han til København for at finde kollegaer. ”Selvom jeg i dag har boet længere i København end i Svendborg betragter jeg mig fuldstændigt som en Svendborgenser, ” fortæller Hornemann. ”Vi var faktisk fire som tegnede i skolen, men jeg var nok den som brugte mest tid på det i min fritid. Jeg læste masser af tegneserier – alt hvad jeg kunne få fat i på biblioteket. Jeg købte derimod meget lidt så i dag har slet ikke nogen stor tegneserie samling stående. Anders And sagde mig ikke en pind – det var for barnligt synes jeg og historierne var klicheer.” Han fik tidligt en periode med en alvorligere tilgang til tegneserier og var meget mere fokuseret på det menneskelige aspekt end på selve historien. Derfor var han meget mere til Will Eisners teatralske voksen historier. ”Jeg var også meget interreseret i Linda & Valentin, Giraud og Bilal – alt hvad der ligesom handlede om rigtige mennesker af kød og blod.”
Ét af Hornemans mere ambitiøse projekter ... der dog aldrig nåede længere end denne side.
Men kærligheden til de klassiske eventyr og humorserier som Tintin var altid til stede, og han forsøgte hele tiden at slå bro over disse to genrer. ”Jeg har også midt i det voksne liv gjort flere forsøg på at lave tegneserier med lidt mere substans, men jeg knækker altid halsen på dem – præcis som dengang – ha ha!” siger en lystig Horneman.
Efter folkeskolen tog Lars Horneman et basisår på Handelsskolen – og derefter et år på Dekorationsskole i Svendborg. ”Jeg bildte mig aldrig ind at jeg skulle være dekoratør, men det var såmænd den eneste uddannelse som var blot lidt kreativ i Svendborg.” Derefter startede han på arbejdsmarkeret – 6 mdr. på et beskæftigelses projekt hvor han bliver sat til at tegne en fortidsmindefolder for Svendborg Kommune – ”altså hvor heldig kan man være,” spørger han, og fortsætter- ”derefter er det så at jeg søger stillingen som animator hos Per Lygum og får den. Per Lygum var jo en ældre herre, som havde lavet tegnefilm sammen med Børge Ring i bl.a. Holland, i mange år og kunne det der. Han gav mig den eneste grundlæggende tegneundervisning som jeg nogensinde har modtaget, og det er jeg ham taknemlig for. Der udover fandt jeg jo så også ud af at tegnefilm ikke rigtigt var mig, man sad jo bare og knoklede på andres historier og figurer og det sagde mig intet – jeg ville jo lave mine egne historier og figurer.”
Omkring 1987 tropper Horneman op på Pinligt Selskab, men får ikke fast plads i nogen tid, for han er væk i perioder, dels hvor han er farvelægger på Janniks Hastrups Fuglekrigen og senere hvor han stiller bøger på plads på et universitetsbibliotek. På den tid bestod Pinligt Selskab af Bering Haarup, Peter Kielland, Mårdøn Smet, Poul Petersen og Jan Solheim. Senere var der løbende udskiftninger. ”Pinligt Selskab var det helt rigtige sted for mig at komme hen. Der sad kun andre tegnere som forfulgte den samme drøm som mig – nemlig at lave tegneserier. Jeg husker det som en spændende og generøs tid hvor man havde et fællesskab omkring det at lave tegneserier. Det har jeg ikke oplevet siden og faktisk savner det en del.” Efter sammenbruddet på tegnestuen i starten af 90´serne hvor alle gik undtagen Kim Hagen og han selv, har Pinligt Selskab bevæget sig mere og mere i retning af illustrationer og børnebøger.
Den største ændring på hvordan livet på Pinligt Selskab er i dag, frem for da han startede for 20 år siden, er at han dengang var nød til at tage andet arbejde eller modtage dagpenge for at få det til at løbe rundt. Horneman lavede på det tidspunkt også mere reklame, men det er han kommet af med, hvilket han er ganske tilfreds med. ”I dag laver jeg mest forlagsarbejde og undervisning og det passer mig fint,” fortæller han.
På Pinligt Selskab fandt Lars Horneman og Henrik Rehr hurtigt sammen, ganske enkelt fordi de svingede godt sammen, og Rehr havde noget Horneman ikke selv mente han havde, eller ikke troede på han havde – evnen til at skrue en god historie sammen, så fordelingen af arbejdet var nemt. Derudover er de begge to glimrende holdspillere, så samarbejdet havde altid fungeret storartet, med bl.a. Jim, Kidnappet i Kosmos og Rumvælling. ”For nogle år siden skrev vi sammen på en ny tegneserie, som jeg stadig gerne vil lave, men desværre fik vi ingen støtte til den, så siden har den været skrinlagt.”
Side fra det fremtidige Frida 4-album.
Frida blev skabt på ungdomsværelset i Svendborg omkring 1981. Navnet er taget fra brunetten i den svenske popgruppe ABBA, hvis musik Lars Horneman i øvrigt overhovedet ikke brød sig om. I den første historie var Frida bare hårdkogt action girl, men hurtigt blev hun mere en parodi på selv samme genre. ”Frida bliver dog hurtigt for useriøst for mig – jeg ville jo lave teatralske skæbnehistorier som The Spirit” fortæller han – så figuren bliver først genoptaget igen i 1990. Nu er hun en rendyrket parodi på agent film, men snart vil han mere med figuren og i bind 2, Modvind, forsøger han at give hende lidt melankolsk dybde samt en stigende tendens til at alt går galt for hende. ”3´eren var jo sådan set en bestillingsopgave til Kurt Dunder og Co. og den som jeg er mindst glad for i dag.” Når man spørger Horneman om hvor meget af ham selv der ligger gemt i Frida, svarer han: ”Altså, Frida handler jo ikke om mig, men selvklart er det min humor som optræder i historierne ligesom jeg også ofte tager udgangspunkt i mine egne oplevelser når jeg finder på historierne, men NEJ – Frida er ikke mig!”
I Frida 4 forsøger Lars Horneman at gøre serien til en rendyrket børneserie og det helt store forbillede her er Franquin. ”Kunne man bare én gang ramme den elegance og lethed som hans ting altid udstrålede, kunne man måske få fred når man lagde sig på puden om aftenen,” forklarer han. Historiernes omdrejningspunkt bliver Fridas oplevelser med sin moster Erna og nevø. Især moster Erna har han udviklet en del, og hun er nu den udfarende energibombe som sætter tingene i gang, mens Frida mere er den tilbageholdende forsigtige som synes alting skal gå rigtigt til. Stadigvæk dog med den krølle at hvis bare Frida bliver tirret nok omdanner hun sig til den gamle Frida som ordner tingene på sin måde.
Der er dog mere end tegneserier og Frida i Horneman. Han havde meget tidligt en stor interesse for kunstneriske udfoldelser med olie på lærred og akvareller, hvilket han stadig slæber rundt på. Ind i mellem kommer den op til overfladen og det var det der skete med I Love Sveden udstillingen. ”Vi var flere på Pinligt Selskab som havde et meget nært forhold til Sverige, og der fik jeg ideen om en udstilling som blev til fire fyre som udleverede deres nostalgiske følelser til Sverige. Der var jo i bund og grund ikke meget samarbejde, men til gengæld en fællesskabs følelse som bar projektet. Lige nu er jeg så ved at starte en ny ”kunstnergruppe” op. En gruppe mennesker sendes på en virtuel sejltur hvor vi udover at udholde hinandens implicitte samvær, samtidigt skal udtrykke os kreativt inden for forskellige temaer. Det er i den grad et eksperiment og resultatet skal foreløbig kun kunne ses på nettet.”
Horneman har undervist flere steder, og i 15 år på Billedskolen i Tvillingehallen. Det er et tilbud til folkeskolelever efter skoletid, ligesom bl.a. musikskolen og teaterskolen. Da Horneman selv var i den alder, var der ingen steder han kunne gå hen og modtage råd og vejledning hos en professional tegneserie tegner, og det vil han gerne være med til at råde bod på i dag. ”Jeg synes også det er spændende at møde unge som virkeligt er dedikeret til tegneserien og følge deres udvikling over flere år,” fortæller han. ”Et af de vigtigste talenter en ung tegneserietegner kan have er evnen til at lære nye ting, og det er fantastisk at arbejde med unge som kan det. Det modsatte findes jo desværre også – dem der tror de er udlærte og verdensmestre som 13årige og man kan intet lære dem. Ak ak – deres udvikling vil som oftest stagnere hurtigt og det var så det. Den største udvikling de senere år er jo mangaens totale indtræden på scenen og det kan faktisk godt være problematisk. Mange elever er totalt fastlåste i mangaes stil, så hvis man beder dem tegne et selvportræt tegner de blot det sædvanlige anonyme manga-ansigt. For mange unge er mangaen nærmest blevet en skoleuniform de tager på – se blot inde på Tegnebordet hvor 95% tegner fuldstændigt identisk – de har alle mistet deres personlighed og tegner som robotter. Problemet med alle de der ”lær at tegne manga”-bøger er også at man primært lærer at tegne manga – man lærer ikke at tegne. Derfor har jeg mit besvær med at forklare disse fastfrosne elever at manga blot er en tegneretning – de tror at manga simpelthen er lig med ordet tegneserie!”
Lars Horneman husker, at dengang han trådte ind på seriescenen for godt 20 år siden, blomstrede den danske tegneserie, masser af udgivelser og flere forsøgte en kunstnerisk vej gennem tegneserien. Branchen organiserede sig, afholdt konventer og man satte sig sammen på tegnestuer. Man tog med andre ord nogle vigtige skridt for tegneseriens udvikling, desværre forsvandt så interessen for mediet og bibliotekerne blev pålagt spareplaner. Siden da har den danske tegneserie stået på det samme trappetrin som dengang, intet er blevet udviklet. Der er dog kommet en yngre generation frem af tegnere, men de udgiver tegneserier på akkurat samme præmisser som dengang for 20 år siden, ”og det er sgu bedrøveligt” siger han. ”Dengang som i dag, skal skaberen selv opfinde det hele, der er ingen skoler eller nogen steder hvor du kan få vejledning. Det er bare over i hjørnet og tegn dine uordnede drømme, som man aldrig har turdet indvie andre i af frygt for nederlaget, ud. Derfor er der i dag, som dengang en udtalt mangel på redigering og udvælgelse i danske tegneserie udgivelser. Der er sgu ingen som får stillet spørgsmålstegn ved om det nu kunne blive bedre – man udgiver det bare som det er – man behandler nogle af de mest uerfarne skabere som var det Stanley Kubrick som kom med sin sidste film, man vover eller magter ikke at flytte et komma. Jeg tror faktisk at man gør både skaberen og mediet en bjørnetjeneste ved bare ukritisk at udgive folks ting. Så jeg synes at hele tegneseriebranchen, med alt hvad der omgiver den, trænger til et stort løft.”
Det var barndomsdrømmen at leve af at lave egne tegneserier, men det fandt han hurtigt ud af ikke kunne realiseres, med det talent og i det land han bor i. ”Jeg kunne have valgt at forsøge mig som Disney tegner eller måske med at være assistent/rentegner i USA eller Europa, men helt ærligt, det gider jeg slet ikke, det er alt for hårdt og ligegyldigt arbejde for ikke særligt mange penge. Så vil jeg i stedet hellere hutle mig igennem økonomisk og så have tid til mine egne ulønnede tegneserier fra tid til anden. Det giver mig simpelthen en større livskvalitet – og lugter en lille bitte smule af drømmen fra barndomsværelset.”
Når man spørger til hvordan fremtiden ser ud, svares der prompte ”forhåbentligt sygdomsfri!” Ellers er Frida 4 på tegnebordet, og derefter vil han gerne prøve kræfter med en anden tegneserie, med et måske mere modent udtryk. ”Jeg har flere ideer i forskellige retninger så jeg må bare afvente og se hvad jeg ender op med … Nå-ja og så har jeg en ide om at blive den hurtigste tegneserieskaber i løb på en 5 og 10 km. Om ikke andet – så kan jeg da blive husket for det …”
LINK: Lars Horneman