Home / Interview / Peter Pedersen – en Fuldblodscartoonist!

Peter Pedersen – en Fuldblodscartoonist!

Peter-Pedersen

Peter PedersenDet er lidt over ét år siden at tegneseriestriben Im Beruf gjorde sin éntre i gratisavisen Urban, og på fredag udkommer det første opsamlingsalbum på Egmonts Serieforlag. Serieland har taget en snak med Peter Pedersen om livet og striberne.


Serieland: Kan du ikke starte med at fortælle lidt om dig selv?

Peter Pedersen: Jeg er en årgang 75’er. Er opvokset i Greve – kærligt opfostret af en vestjysk far og en finsk mor. I mange år pendlede jeg frem og tilbage til Frederiksberg, hvor jeg gik i skole. I 9. klasse kom jeg på efterskole i på Djursland, og fik her mine første jyske bekendtskaber. Senere – da jeg var 18 – flyttede jeg ind i kollektiv med mine jydevenner. Og siden dengang – har jeg stort set haft min gang her i det jyske. Nu er jeg vel nærmest en hybrid – en køben-aner.

De sidste par år, har jeg dog lige været et smut forbi midtjylland. Boet i hus i parcelhuskvarter i en lille flække. Jeg ved ikke lige, hvad der skete der. Jeg blev vist ramt af den her friværdis-panik, der har raseret vores land. Men! Nu er jeg vel tilbage i Århus, og det føles rigtigt i maven.

CV-mæssigt har jeg en bachelor i psykologi, og kan kalde mig bach.psych, men gør det sjældent. Jeg har også et par års års dramaturgi-studier bag mig, men kan ikke kalde mig dram-noget-som-helst, og det er egentlig okay. Jeg har arbejdet som efterkolelærer i en årrække. Det startede med et årsvikariat. Jeg trængte til at komme væk fra de tørre studier. Og det ene vikariat tog det andet. Så fik jeg job på en anden efterskole – blev fuldtidsansat og lærerrådsformand. Det var et sjovt, udfordrende, sikkert og fuldt forsikret job, og rigtig mange ville sikkert være blevet dér. Men, efter et par år, savnede jeg at få frit løb til at rende de kreative horn af. Jeg underviste faktisk i flere kreative fag – i tegning, billedkunst og teatervalgfag – , men jeg kunne mærke forskellen på at være “den formidlende” og “den udøvende“. Formidleren har eleven for øje, og den udøvende har fordybelsen for øje, og som efterskolelærer savnede jeg fordybelsen.

ForsideDengang var det skuespilleriet/instruktørdrømmen, der trak. Jeg havde allerede forsøgt at komme ind på landets teaterskoler – uden held. Efter 5 år i efterskolemiljøet besluttede jeg mig derfor for at starte på Dramaturgi. Dramaturgi er sådan et studie, hvor man kan mellemlande med ens kunstneriske drømme; en underlig blanding af tør akademik og teaterpraktik. I én af de tørre perioder på Dramaturgi, hvor jeg egentlig burde have læst til eksamen, tegnede jeg striber til en tegneseriekonkurrence, der hed Stribejagten, som Ekstrabladet, Basserne og Bulls Press stod bag. Jeg sendte en serie ind, der hed Helge. Jeg vandt ikke. Det gjorde Morten Ingemann (med striben “Og det var Danmark”), men min serie kom i Basserne, og det tændte helt sikkert noget i mig. En gammel drengedrøm. Det var nok her, jeg begyndte for alvor at satse på mine striber.

Når du ikke lige laver striber, hvad laver du så?

Jeg har lavet meget forskelligt: Været piccolo, vagtmester og natportier på forskellige hoteller i København og i Århus, lagerekspedient i Dansk Supermarked og arbejdsmand på en byggeplads i Århus midtby. Og lige nu supplerer jeg til føden ved at være omsorgsmedhjælper for fysisk og psykisk handicappede. Så jeg har derfor en del selvoplevet materiale at trække på til mine Im Beruf striber, og når min erfaring ikke dækker, så er der jo masser af fordomme at trække på.

Og så er jeg gift med min smukke Alice nu på 10. år. Vi har to børn på 5 og 6 år sammen. Og de er det største i mit liv, men også en anden snak. …Men… min familie har da klart været en motivator for at komme videre i tegnerierne. Det går ikke at være fantask og familiefar på samme tid i for lang tid. Man er nødt til at ha’ lidt at ha’ det i som familiefar. Det har helt klart været en motor.

Hvordan er idéen til Im Beruf opstået?

Im Berufs forgænger – Helge.

For at besvare det, så er jeg nødt til at fortælle om min Helge-serie, som jeg lavede i forbindelse med tegneseriekonkurrencen “Stribejagten” i 2004. Helge handlede om en arbejdsløs journalist, der boede i kolonihavehus i Nåhus. Helge hang ud med hans gode kunstnerven Kjeld og alle de andre typer, der var i kolonihaveforeningen. Og serien blev sådan set modtaget ret flot. Den vandt ikke, men den kom på prøve i Basserne i 2005, og rigtig mange læsere stemte på den i en net-afstemning på Bassernes hjemmeside. Serien fortsatte dog desværre ikke i Basserne. Jeg forsøgte så i stedet at sende den videre til aviserne, og JP Århus viste interesse. Jeg havde et møde med redaktøren fra JP Århus. Viste plancher, præsenterede persongalleriet i serien osv.. Han virkede begejstret, brainede med – foreslog, at der også skulle være nogle overklassetyper med i serien osv. – god stemning. Men, det blev desværre ikke til noget med JP Århus. Det strandede med, at JP redaktøren syntes, at prisen var for høj. Og i bagklogskabens lys, så var prisen også for høj.

Jyde-enhjorningEfter miseren med JP Århus begyndte MetroXpress at vise interesse for serien (eller også var det samtidig, og nok en af grundene til, at jeg blev højpandet med hensyn til prisen). Vi havde en dialog, der strakte sig over længere tid, og vi kom så langt, som til at skrive udkast til kontrakt. Men, til sidst vendte redaktøren tilbage med meldingen; at de syntes serien var sjov, men “retro på den ufede måde”. Man kunne ikke ha’ en serie, der handlede om arbejdsløse. “Der er jo knap nogen i dag, der kender en arbejdsløs”, sagde redaktøren. …Så det var så det! Og det måtte jeg jo tage til efterretning.

Samtidig! På en anden telefonlinje! Skete der det, at jeg blev kontaktet af en bekendt, der arbejdede for Kristelig Fagbevægelses medlemsblad. Hun spurgte, om jeg kunne udvikle en serie, der handlede om arbejdsliv. Det måtte godt være en serie lidt a’la den cartoonserie, der hedder Chefstolen. Jeg læste Chefstolen, og fandt hurtigt ud af, at jeg ikke ville lave noget i den stil. Jeg synes, at den visuelle del af en stribe er lige så vigtig som teksten, og havde ikke lyst til at tegne en uendelighed af skriveborde og slipsemænd. Det skulle for alt i verden ikke være endnu en talking-heads-serie. En af kriterierne for en god stribe for mig er, at man ikke skal kunne forstå den kun ved at læse taleboblerne og omvendt. Billedet må gerne virke mentalt forstyrrende for læseren. Det skal være en god og gådefuld oplevelse at læse striber. Det er i hvert fald idealet. Derfor fandt jeg hurtigt ud af, at hvis jeg skulle lave en serie, der handlede eller kredsede om arbejdsliv, skulle den indeholde slipse-neanderthalere og et mylder af andre væsener. Der skulle være et univers, der dragede – a’la Larson. Og hvad skulle den hedde? Jeg prøvede faktisk med en masse danske navne først, men syntes det var svært – der er gået inflation i danske arbejdslivs betegnelser. Derfor endte jeg med en tysk titel, der samtidig har sådan en fin klang af tysk grundbog fra 8. klasse. Jeg skal næsten altid sige titlen to gange, når jeg fortæller folk om min serie, og fint med mig, at titlen ikke bliver fanget i første omgang. Det må gerne lyde bizart.

No-stress-stribeEgentlig er det også bizart, at jeg laver en serie, der handler om arbejdsliv og karriere og slipsemænd (for der optræder mange slipsemænd på trods af, at der også er mange andre væsener med). For jeg tror aldrig, jeg helt kommer til at forstå den her verden med handelskoletyper og forretningsfolk med alvorlige miner og deres 4-steps-to-success-manualer. Men det er et fascinerende folkefærd er det . Jeg tænkte, at det sikkert ville være et sjovt anticast, at sætte mig til at lave en cartoonserie om det – og lad os da prøve det. Tit kommer der jo gode idéer ud af at beskæftige sig med materiale, der yder modstand til det, man selv indeholder.

Jeg satte mig også for at prøve at kombinere elementer fra to ting, som jeg selv har elsket og elsker – danske satiretegnere – som f.eks. Karsten Hansen – og Gary Larson. Visionen var derfor – at lave en crazyserie, der ikke bare var underholdende, men også havde noget på hjerte. (Når det er sagt, så er der mange af mine striber, hvor man skal lede længe efter den dybere, satiriske understrøm. Det veksler lidt i mine striber.)

Jeg gjorde mig alle disse tanker, og lavede så de første 15 striber. (De første 15 var i Gary Larson format: 9 x 11 cm ) Sendte dem ind til Kristelig Fagbevægelse! De ville ikke have den. Redaktøren mente, at serien kun ville være sjov for en ¼ del af deres læsere. Den besked rystede mig faktisk ikke særligt. Jeg havde lyst til at gå videre med serien for seriens egen skyld.

TetenAf en eller anden grund valgte en masse medieinstitutioner at afholde tegneseriekonkurrencer i netop 2007: DR, Nyhedsavisen, B.T. og Berlingske. Det er jo slidsomt for ens coolness at deltage i konkurrencer, men også en god måde at holde sig i gang på. Derfor sendte jeg ind til dem alle sammen. Im Beruf vandt ikke, men kom i finalen i de fleste.

Og da jeg sendte den videre til diverse redaktører, så kunne jeg mærke, at interessen var blevet stærkere. Der var mange, der dog var enige i redaktøren fra Krifa – sjov, men for syret. Og det undrede mig, for så syret er min serie trods alt ikke. Det er efterhånden nogle år siden at Monthy Python så dagens lys. Vi har haft stand-up i mere end 2 årtier, og er her blevet udsat for og vænnet os til en anden form for humor. Men. Det er stadig ”Hunden Freddie” og ”Livets gang i Lidenlund”, der kører videre i de trykte medier, og de har allerede gjort det i en uendelighed. Jeg undres? I forhold til tegneserier er strikkeopskrifterne i Hjemmet langt mere med på beatet.

Im Beruf kan nu læses i Urban (og Basserne) – hvordan fik du hul igennem til denne avis?

Midt i en blodig aviskrig, sendte jeg en mappe ind til Henrik Bay fra Urban. Han er faktisk den første chefredaktør, jeg har snakket med, der ikke mindede mig om Kaptajn Haddock. Det var rart; han var hel menneskelig at tale med – og samtidig også interesseret, men som de andre aviskrigs-redaktører, jeg havde stødt på, også strategisk tænkende og påpasselig. Den dér cigarrygende Citizen Kane det-ser-sgu-godt-ud-tryk-lortet-redaktør med de gode mavefornemmelser. Han findes vist ikke mere. Min oplevelse har været, at hvis man har gjort chefredaktøren interesseret, er det kun første skridt på en lang rejse med læserundersøgelser, fokusgrupper, ”redaktionel godkendelse”, ”passer det med avisens profil, brand og segment?” og op og ned ad stolpe og anden hejs. Jeg kunne høre på Bay, at det her ikke kun handlede om at tilføje en ny avisstribe på fjerde sidste side i avisen. Det var større; jeg skulle vente på den næste større omlægning af avisen, og når og hvis min stribe passede med den nye profilomlægning, så kunne den komme med. Men, Fumpjeg havde ikke lyst til at sætte mig ned og vente på, at der skulle komme en omlægning, der passede med Im Beruf. Og i stedet forsøgte jeg så at sælge en vision til Bay: komme med et bud på en omlægning af avisen, der kunne give positive udsving på graferne. Jeg skrev et brev på to a4-sider, hvor jeg fremlagde min vision for Urban. Mit argument var sådan set lige til, og i grove træk sådan her: Urban er den gratisavis, der har de yngste læsere. Unge læsere er visuelt orienterede, og derfor er det underligt, at man sparer på de visuelle elementer, når det er netop den læsergruppe, man gerne vil tiltrække. Tegninger giver liv, sjæl og personlighed til en avis, og er en god og positiv måde at profilere sig på som avis. Man kunne jo gøre forsøget, hyre x antal karikaturtegnere og forsøge med min serie, og så se om det ikke være godt for graferne. Og det skete faktisk!

Jeg ved ikke, hvordan graferne har det, men min serie startede på prøve som ”sommertegneserie”, og i en periode var der pludselig karikaturtegninger i Urban. Og. Wulffmorgenthaler blev kort efter introduceret på bagsiden om fredagen… I dag kan man vist ikke finde karikaturtegninger i Urban, men Wulffmorgenthalers fredagscrap er der stadig og Im Beruf is still going strong. Jeg skal ikke kunne sige, om det var mit brev, der inspirerede Bay, men det er i hvert fald fantastisk med en mand som ham. En redaktør, der tør satse på tegneserier!

Fra første gang, jeg sendte min mappe med striber til Urban, og til Im Berufs debut den 1. juli 2008 – gik der over et år. Også selvom har var interesseret fra starten. Laange seje træk. Det er det, det handler om… Men, jeg gad jo heller ikke ha’ taget de her lange seje træk, hvis ikke jeg elskede det. For det gør jeg. Jeg bliver stadig helt høj, når jeg kan få en idé til at falde på plads.

Du er nu kommet i stald hos PIB. Hvad betyder det for dig, og eksponeringen af Im Beruf?

Det kan jo betyde alt eller intet – eller noget midt imellem – at komme i stald hos PIB. Reelt betyder det, at der lige nu er PIB agenter på farten med skarpladte porteføljer – og Im Beruf er med i den mappe, der bliver vist frem til danske og udenlandske redaktører. PIB har lige været på en stor bogmesse i Tyskland, og der var udenlandske folk, der viste interesse for min serie – der sker ting i kulissen! Vildt!  Men vejen fra “interesse” til en “reel kontrakt” kan som sagt være lang og også vise sig at være en blindgyde, så jeg tror ikke, jeg vil sige mere. Men, jeg er bestemt positiv i forhold til fremtiden … Og PIB har jo også lige fået nye ambitiøse og hårdtarbejdende folk ved roret!! Jeg overbevist om at Lasse og Paw vil gøre en reel forskel for tegneserierne i DK.

Jeg har også en mundtlig aftale med den norske Pondus redaktør. Jeg snakkede med ham før sommer, hvor han sagde, at Im Beruf ville debutere i et sommerblad. Det er ikke sket. Jeg snakkede dog med ham for ikke så længe siden, og bolden er stadig flyvende. Jeg skulle bare ruste mig med tålmodighed… Så det vil jeg gøre… Lange seje træk


Serieland siger hermed tak til Peter for at tage sig tid til at snakke med os, og kan oplyse at Im Beruf udkommer på fredag d. 30. oktober, og at der i den forbindelse er reception og signering i Faraos Cigarer fra kl. 16 til 17. -Vel mødt!

LINK: Du kan læse mere om Im Beruf og Peter Pedersen på hans website!

2 comments

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *