Thomas Berger – tyve år med øjne på serierne

De sidste tyve år har Thomas Berger bevæget sig på den danske tegneseriescene. Ikke som tegner, og kun i minimal udstrækning forfatter, men mere som journalistisk skribent og iværksætter på flere projekter. Serieland tager en lille snak med manden om slutningen af firserne hvor fanzinen Fantasy så dagens lys, afløseren STRIP! i slutningen af halvfemserne og om tegneseriefestivalen Komiks.

Serieland: Kan du fortælle lidt om din baggrundsinteresse for tegneserier?

Thomas Berger: Jeg kan ikke specifikt huske, hvornår jeg faldt i gryden med tegneserier som barn – de har bare ligesom altid været der, og jeg har aldrig fået at vide, at jeg burde læse rigtige bøger – jeg læste alt hvad biblioteket havde af serier og hovedparten af deres science fiction-bøger.
Jeg ved til gengæld godt, hvordan der kom form på tingene.
Jeg er vokset op i Høng på Vestsjælland, hvor man havde valget mellem at være til fodbold og knallerter eller bare være mærkelig. Jeg gik efter sidstnævnte, og begyndte i det små at samle tegneserier. Gennem venner og bekendte lærte jeg Asger Pedersen at kende. Han ejede det lokale antikvariat, og så havde han været en af de drivende kræfter bag det hedengangne amatørtegneserieforlag Balder & Brage.
Jeg syntes, at de der små mærkelige udgivelser, hæfter om tegneserier, antologier med videre var fantastiske. Og nok så vigtigt kunne jeg gennemskue, at det var praktisk muligt at udgive sådanne blade. Jeg lavede i forvejen lokalradio, og begyndte så at lave et program om tegneserier, som så forplantede sig over i udgivelsen af mit fanzine Fantasy i 1989.

Så vidt jeg ved har du aldrig selv været involveret i den kreative proces med at lave tegneserier? (Jeg husker dog et eller andet fotomanipuleret copy/paste ting med en bodybuilder og Ricky Lake)

Det er nok ikke så mange, der husker min Kaptajn Kraft fototegneserie, og det tror jeg et eller andet sted verden har det rigtig godt med. Om end jeg gennem lang tid har haft planer om at søsætte noget lignende under mere fast rammer – men igen et projekt jeg ender med at lave for egen fornøjelses skyld, og som verden ganske givet vil være et bedre sted foruden. Generelt vil jeg ikke udsætte andre for mine tegninger – det blev jeg aldrig særlig god til.
Men jeg har da skrevet nogle få ting. Lige nok til at jeg i en periode med god samvittighed var medlem af Foreningen af Danske Serieskabere. Jeg skrev en enkelt side som Tore Olsen tegnede til Norsk Python, så jeg har jo rent faktisk fået noget ud sådan rent professionelt. Men jeg skabte og skrev også i samarbejde med Poul Petersen og Thomas Nøhr figuren Gerner Schmidt til Gale Streger, og har siden skrevet flere afsnit af serien såvel publicerede og upublicerede.
Men når tingene sættes på spidsen, er det ikke det helt store, jeg har skrevet. Det skyldes flere ting. Jeg har ikke rigtig mødt en tegner, som jeg har kunnet arbejde sammen med, og som jeg synes jeg har kunnet levere en historie til, som er god nok til at retfærdiggøre, at han skal bruge så meget tid på det.
Og så er der det med tid, penge, børn og alt det der meget satte – det smager af dårlig undskyldning. Men der ligger diverse historier og plots i skuffen, som jeg påtænker at tage hul på en dag. Om det så bliver som tegneserier eller romaner ved jeg ikke endnu.

For snart 20 år siden, tilbage i 1989, startede du det fotokopierede fanzine “Fantasy”. Hvad var grunden til at du tog initiativet til netop dette projekt?

Det var givet for at formidle tegneserier, og jeg var meget inspireret af Balder & Brage tingene samt Mads Staumann og Paw Mathiasens blade. Med Fantasy havde jeg helt sikkert en ambition om, at andre end blot de nærmeste skulle læse. Jeg har et problem med at skrive ting uden publikum, og kan fx ikke se pointen i skoleopgaver, som kun en lærer skal læse. Det virker simpelthen dumt på mig, når nu man kan skrive til flere.
Men Fantasy har selvfølgelig haft et snævert publikum. Jeg tror det har solgt maksimalt et par hundrede eksemplarer pr. nummer, og det var vel og mærke da jeg gik over til at få det trykt rigtigt. Men det hænder da jeg møder folk der har købt og læst bladet, og som ikke er en del af branchen – og det er altid enormt fedt.
Jeg lærte jo en masse af at lave bladet, lærte noget om logistik, tryk, layout og ikke mindst at skrive – jeg fik aldrig lært at skrive og stave ordentligt i skolen. Det kom først med Fantasy.

Fantasy var en blanding af interviews med folk i branchen og amatørtegneserier, tilføjet lidt nyheder m.m. – Hvordan fungerede denne blanding, og hvad var responsen på magasinet dengang?

Jeg husker det som, at folk generelt var lidt forvirrede, fordi bladet ville det hele på en gang. Men jeg har da aldrig fået at vide, at det var et lorteblad jeg lavede – så jeg håber da at læserne var tilfredse nok. Jeg synes jo selv, at bladet fungerede godt. Hvis jeg pudsede konceptet lidt af i dag og strammede op på det, så ville det være et godt sted at fortsætte en bladudgivelse fra.
Men det kommer ikke til at ske – ikke medmindre jeg vinder i Lotto. Jeg finansierede jo primært bladet og efterfølgende udgivelser med egne penge, annoncer og så på et tidspunkt tilskud fra seriefonden. Det er dyrt at lave fanzines.

Fantasy kørte i omkring syv år, og lederen i det sidste blad startede med ordene: “Jeg er træt af amatørtegneserier, rigtig træt … de hænger mig ud af halsen, og jeg er ved at kaste op, når der dumper noget nyt ind af døren.” Din kærlighed til amatørtegneserier led et alvorligt knæk i de syv år. Hvad skete der?

Et af problemerne ved amatørtegneserier på det tidspunkt var i mine øjne, at de ikke rigtig bevægede sig nogen steder hen. Jeg så alt for mange serier uden formål, retning, ambition eller historie. Det er nemt at lave frådetegneserier eller lignende klicheer, og jeg havde fået nok på det tidspunkt. Ambitionen med at lave tegneserier må være at lave noget, som andre almindelige mennesker gider læse – eller som i det mindste er interessant set med mere kunstneriske øjne.
I dag får jeg ikke fulgt så godt med jeg burde, men der ligger tydeligvis et nyt vækstlag og ulmer – blot er det ærgerligt at se, at unge serieskabere i dag har om muligt endnu ringere betingelser end for syv år siden. Og som dengang er det de fleste amatørtegnere mangler ikke som sådan en forfatter men en redaktionel tilstedeværelse at spille bold med.

Du har sidenhen været med til at opstarte STRIP! Hvad gjorde at du fik lyst til at forsøge dig med et tegneserierelateret magasin igen?

STRIP! er et eller andet sted en udløber af den trykte udgave af Seriejournalen. Forstået på den måde at jeg sad i Seriejournalens redaktion sammen med blandt andet Frank Madsen, Mårdøn Smet, Paw Mathiasen, Poul Petersen og Benni Bødker. Da det blad lukkede, havde vi jo besluttet, at nu måtte det være på tide at andre tog handsken op.
Da handsken så havde ligget der nogen tid, så kunne vi alligevel ikke lade den være, og Paw, Poul, Benni, Mårdøn, jeg og så Lasse Holm besluttede os for at starte et tegneserietidskrift op igen for nu ti år siden.
STRIP! har vi defineret som et mainstreamblad. Det er tanken, at folk der ikke kender branchen, eller som har et meget afslappet forhold til mediet, også skal kunne læse bladet med udbytte. Og vi gider ikke artikler om tegneseriefrimærker og den slags.
I forhold til Fantasy er STRIP! et langt mere professionelt blad, ikke mindst fordi medlemmerne af redaktionsgruppen alle jo rent faktisk arbejder professionelt med de elementer, som bladet består af. Men for mit vedkommende er ambitionen stadig at skrive artikler og begå interviews om serier, jeg bilder mig blot ind at de er lidt mere velskrevne i dag.

I en tid hvor man kan finde alle informationer på nettet, er det så et spørgsmål om tid før der heller ikke er plads til et trykt magasin som STRIP!? Eller vil der altid være plads?

Jeg elsker personligt ting på tryk meget højt – og jeg skal blankt indrømme, at jeg elsker at se mit navn på tryk. Jeg får ikke samme kick af at se min byline på en webside. Jeg tror stadig trykte magasiner har en funktion i forhold til læsere, der godt kan lidt overblikket. Som nyder, at en redaktør har sørget for at sortere støj fra og vinkle stoffet på en måske uventet måde – eller ligefrem præsenterer læseren for noget helt nyt. Det er funktioner websider har svært ved.
Om der altid vil være plads til trykte magasiner ved jeg ikke, men jeg tror der altid vil være behov for redaktører, fordi ingen orker selv at grave sig gennem overfloden af information og underholdning.

Du har også kørt dit eget forlag, og har bl.a. udgivet antologien Gale Streger. Kan du fortælle lidt om det?

Det at udgive serier på eget forlag lå jo i naturlig forlængelse af Fantasy. Der var serier som bladet ikke kunne klare eller som fortjente noget andet – en anden form. At Gale Streger endte hos mig skyldes, at jeg overtog redaktørtjansen fra Frank Madsen, og samtidig begyndte at tilrettelægge udgivelser for forlaget Ultima.
Da Ultima så gik ned, tog jeg Gale Streger med, og lavede et enkelt nummer på mit eget forlag. Men tanken om et regulært tegneserieblad i kioskdistribution var dødfødt, og jeg burde aldrig have brugt energi på at overtale Stig Ultima til det. Vi skulle hellere have holdt fast i den oprindelige antologi i albumformat. Den var der i det mindste et vist bibliotekssalg i.

Som skribent omkring tegneserier igennem næsten tyve år, har du fulgt med i hvad der er sket – hvordan ser den danske scene ud i dag, i forhold til for tyve år siden?

Selvfølgelig har det hele udviklet sig – i såvel gode som dårlige retninger. Da vi begyndte at udgive STRIP! var det aktuelle udvalg på det danske marked jo pinligt, siden er udkommet en perlerække at gode serier. Jeg var jo selv med til at få udgivet Alan Moores Det Hemmelighedsfulde Selskab på dansk, og det er jeg meget stolt af.
Men der er også blevet foretaget en lang række for mediet uansvarlige dispositioner af redaktører og forlag, som forståeligt nok er bundet af krav om økonomisk overskud og den slags fornuftige virksomhedsting – i det felt hvor den sunde forretning kommer først.
Jeg har blot den holdning, at selvom forretningen kommer først, så har man som redaktør og udgiver af tegneserier også et ansvar for at holde mediet ved lige. Man skal ikke underminere et skrøbeligt marked med kortsigtede løsninger, og man skal have respekt om kvalitet og formater.

Mener du at tegneserien er et accepteret/stuerent medie i dag?

Der er stadig masser af fordomme, men Carlsen Comics, Thomas Thorhauge og Matthias Wivel skal have stor ros for at gennemtrumfe begrebet Graphic Novel på dansk. Spaden er stadig en spade, men det mere bogagtige image gør det simpelthen nemmere at sælge tegneserier som historie til fx aviser, og det åbner op for en målgruppe, der er til den gode historie – den gode oplevelse.
Der har klart manglet en umiddelbar indikation af kvalitet i form og udstråling, som flytter den slags tegneserier væk fra superheltene på samlebånd, ænder i pocketbøger og mudrede soldater uden humor. Nu skal forlagene blot passe på det image, så det ikke lider samme kranke skæbne som albumformatet.
Men det svære ved tegneserier er jo at få dem i de rette hænder. Jeg oplever at folk gerne vil læse serier, men de ved ikke hvilke eller hvordan. Vi skal opdrage læserne til serier igen.

I din mening, hvad er det bedste og værste der er sket for tegneseriemiljøet de seneste år?

Det bedste er klart Komiks. Vi har virkelig haft behov for en festival af det format, og jeg synes folkene bag har gjort et virkeligt flot stykke arbejde. Specielt fordi der både er fokus på salg og gedemarked, men også på formidling overfor publikum.
At pege på det værste er straks langt sværere – der er ikke som sådan en ting at pege på. Men en række omstændigheder i branchen både nationalt og internationalt gør det meget tungt at flytte mediet et fornuftigt sted hen. Men med små stædige skridt skal vi nok få udgivet de ting der bør udgives, og samtidig sikret en fornuftig dækning i medierne.

Hvordan ser Thomas Bergers fremtid ud?

Indtil videre arbejder jeg jo som journalist på en række medier, og det trives jeg ganske udmærket med – skriver jo om alt fra tegneserier til spil, IT, film med videre. Et rent drengerøvsjob på så mange måder.
På længere sigt er der så nogle litterære ambitioner, der skal indfris – både hvad angår at skrive romaner og faglitteratur. Men der er lige det der med tiden.