Tegneseriens Nekrolog

Lige før nytår var jeg så uforsigtig i en kommentar til Serieland at fremsætte den påstand, at tegneserien er død. Det fik redaktøren til at udfordre mig til en kronik, og den vil jeg så tage op i det følgende, ikke mindst fordi denne side forekommer mig at være en af de få på Nettet, der henvender sig til voksne mennesker, og hvor man følgelig kan tillade sig at give udtryk for et synspunkt uden at få at vide af en tolvårig, at man er rigtig dum og har et grimt skæg.

At tegneserien er død, er naturligvis en flot påstand og også noget af en mavesur bemærkning, der som de fleste sådanne er foranlediget af et personligt forhold og en vis skuffelse. Hvad dette specielle medium angår, blev jeg aldrig stjerne – når man udsender sit første album i tresårsalderen, skal man nok ikke forvente nogen blomstrende karriere.

Dette er dog ikke årsagen til min bitterhed, jeg har altid vidst, at evnerne ikke slog til (det har naturligvis også hjulpet, at jeg er blevet et ikon på mit eget felt). Min ærgrelse skyldes tværtimod, at de forfattere og tegnere, jeg sætter pris på, ikke længere har et publikum.

Og selv om det var som vandbærer, har jeg altid været forholdsvis tæt på et medium, der stod mit hjerte nær. Man må altså tilgive mig, hvis jeg af og til forfalder til reminiscenser, der måske ligesom andre sådanne her på siden kan have en vis interesse.

Jeg kom ind i slutningen af, hvad jeg selv vil betegne som tegneseriens, om ikke ungdom, så dog bedste alder, det vil sige halvtredserne. Jeg er lige gammel med Anders And (i den danske udgave) og da min far på det tidspunkt var ansat på GUTENBERGHUS, fik jeg bladet frisk fra trykken.

Så var der naturligvis SKIPPER SKRÆK og KONG KYLIE, der optrykte avisstriber. Så sent som i tresserne fulgte man med i Tintins eventyr i den daglige avis.

Andre serier fik man gennem de såkaldte smalle hæfter – Raketserien leverede Batman og Superman. For at forstå, hvilket Eden denne tid var, måtte man tage en tidsmaskine tilbage til et af de utallige sidegadeantikvariater.

Mit ærinde der var hovedsagelig kommercielt – som nøglebarn på Vesterbro tjente jeg til biografturen (og af til den knap så livsvigtige frokost) ved at opkøbe bøger og tidsskrifter i den billige ende og sælge dem i den dyre. At samle en årgang af et tegneserieblad var en anden måde at forøge dets værdi på, og så blev yndlingsserierne, DICK TRACY, DICKIE DARE, og så videre, tyret ved samme lejlighed.

Dette var ikke specialforretninger som PEGASUS og FANTASK, ikke desto mindre levede de af at sælge pulp og ”kulørte hæfter”. Så indtraf katastrofen: TV.

I løbet af et par årtier blev et hundrede københavnske biografteatre til tre, der alle sammen viste den samme film på storskærme. Børn og voksne holdt op med at læse, og antikvarerne lukkede.

I halvfjerdserne holdt tegneseriemediet sig i live ved hjælp af kunstigt åndedræt og fiduser som ”erotiske serier” (jeg skrev selv en til forlaget Williams, men tegneren sprang fra – dengang var det lettere at få socialhjælp). Interpresse udgav Seriemagasinet, der kunne fyldes med billigt bras, og GRU.

Her var kvalitetsniveauet højere, men EC var det ikke. Det var i 1972, og Uno Krüger var redaktør.

Jeg skrev og tilbød mine tjenester, men fik først svar, da ADAM HART var blevet udnævnt til et mesterværk i pressen. Uno hadede mig, og det lykkedes ham da også omsider at få mig fyret ved at henvise til, at mine historier var lidt for uhyggelige til et børneblad.

Derimod undgik jeg de voldelige overfald på upopulære medarbejdere, han havde for vane at hyre bøller til. I mellemtiden var den pest sat ind, der var så fræk at kalde sig MARVEL efter en RIGTIG seriefigur fra fyrrerne.

Disse serier var jammerligt tegnet og havde ingen historier. De henvendte sig da også ganske tydeligt til uheldige teenagere, der drømte om selv at give bank.

Det værste var imidlertid endnu i vente: Italienske jumbobøger og belgiske albums. De første tog det humane persongalleri, Carl Barks havde skabt, og forvandlede det til uhyrer, mens de sidste udgjorde et endnu mere skræmmende eksempel på den grove, misantropiske form for humor, der er den gængse her på fastlandet, jødevitsernes og jødeforfølgelsernes hjemland.

Mange var rene vittighedsblade for voksne, som nu, hvor børn ikke længere kunne læse, blev den erklærede målgruppe. Tegneserierne blev ”grafiske romaner” og dermed ligesom dogmefilm og andre ”kunstneriske” produkter unddraget enhver kvalitetskontrol.

Serieelskerne græd, og bibliotekarerne lo – der var i mellemtiden vokset en ny generation op, der ikke længere anede, hvad tegneserier var. Jo, tegneserien er død.

Ingen åbner længere sin avis for at se, hvad der sker med hans yndlingsfigur. Og det eventyrlige univers, min generation voksede op i, er erstattet af menneskefjendsk, antiintellektuelt bras.

Hvor skulle en renæssance vel også komme fra? Næppe fra venstrefløjen, hvis bidrag til mediet er små runde damer i overalls.

Og slet ikke fra de borgerlige ”voksne” tegneserier hen efter SEX AND THE CITY, hvor et forståeligt selvhad er blevet trendy. LAWMAN kan være god nok, men den transcendente eventyrserie kan den ikke erstatte.

Død ja – og begravet. Tegneserien forsvandt ligesom andre kulturfænomener i den pøl af Reality og amatørisme, vi alle sammen sidder til halsen i.

Selvfølgelig brister dæmningen altid på et tidspunkt. Det er bare svært at få øje på noget, der ikke vil blive skyllet væk med den første bølge.