Tegneserier – er det for børn?

Det er muligt at tegneserier i den almene opfattelse konnoterer børn og barnlige sjæle, men selv om fanboysene stadig får deres dosis superhelte er det så som så med børnene. Hvor der i 1980’erne var en overflod af tegneserier, der henvendte sig til både børn og voksne er markedet i dag langt mere differentieret. I den ene ende står den grafiske roman, som primært henvender sig til voksne, og i den anden ende mangaen som i hvert fald indtil videre, primært henvender sig til børn. Ser man bort fra manga er børn henvist til at læse de gamle klassikere eller velkendte titler som Anders And og Garfield og spørgsmålet er derfor, om vi ikke er i færd med at destabilisere fødekæden af kommende tegneserielæsere?

Som formidler kunne man i hvert fald godt tænke sig, at udvalget var bedre og bredere. Jeg vil derfor i det følgende foretage en kort ekskursion henover sproggrænsen i et forsøg på at indfange nogle oversættelsesværdige tegneserier til børn og unge. Der er ikke tale om n ogen kanonisk udvælgelse men et forsøg på at give diskussionen et startpunkt:

I USA har Art Spiegelman og Francoise Mouly oprettet forlaget Toon Books, som udgiver tegneserier for de plus fireårige. Forlaget har bl.a. som målsætning at lære børn at læse ved hjælp af tegneserier og deres udgivelser er derfor målrettet de helt små. Det gælder bl.a. Little Mouse af Jeff Smith (2009) og Jack and the Box (2009) af Art Spiegelman – begge sjove og charmerende fortællinger. Et interessant tiltag eftersom billedbøger normalt har patent på denne målgruppe. Jeff Smith er i øvrigt manden bag fantasyklassikeren Bone (fra 1991-2004), der aldrig er udkommet i sin helhed på dansk, hvilke der er al mulig grund til at beklage.

I Frankrig er især Lewis Trondheim og Joann Sfar leverandører af tegneserier for børn. Den hyperproduktive Joan Sfar, som vi kender herhjemme for Den lille prins og Rabbinerens kat, viser med serien Petit Vampire at han er med på den for tiden ret høje vampyrbølge. Ser man bort fra enkelte af de sidste bind, er serien en skattekiste af tankevækkende og morsomme historier. Vi er langt fra Sfars stemningsfulde, flagrende tegninger i Lewis Trondheims groteske og slap-stickede humorserie i Kaput et Zösky – en episodisk fortælling med to charmerende anti-helte. Sfar og Trondheim er endvidere ophavsmænd til Donjon, som, ligesom Bone, er en all-ages fantasyklassiker, vi burde have på dansk.

De her nævnte kunstnere er alle kendisser: mon ikke der er massevis af spændende, knap så kendte kunstnere rundt omkring, som f.eks. den schweiziske tegner Isabelle Pralong. Hendes skøre og sjove Fourmi? (2004) behandler det klassiske tema om at overvinde angsten med en skøn, skæv streg. Retfærdigvis bør jeg nævne de to undtagelser, der bekræfter reglen om de manglende nye børnetegneserier: Jakob Martin Strid og canadiske Bryan Lee O’Malley. Strid har begået en næsten ordløs og helt åndeløs smuk fortælling (Strid, Gyldendal 2009), som han meget velfortjent fik Kulturministeriets illustratorpris for. O’Malley står bag serien om Scott Pilgrim (Aben Maler,  2009-), som er øjeblikkets bedste bud på en tegneserie til unge. De velturnerede replikker mikses helt ubesværet med komiske hverdagsoptrin, rørende tilnærmelser og filmiske slåskampe, hvor mangaen møder Bollywood.

Som sagt gør to enlige udgivelser ingen tegneseriesommer. Opfordringen skal derfor lyde på flere tegneserier til børn, og gerne nogle, som fylder hullet ud mellem Gammelpot og One Piece.