Ud med ytringsfriheden.

Denne kronik blev første gang offentliggjort som debatindlæg i Politiken, 22. februar 2008.

Under en nylig debat om afviste asylansøgere kom en venstremand for skade at beklage sig over, at grønlandske MF’ere ”kom ned fra indlandsisen” for at stemme om rent danske forhold. Grønlænderne følte sig krænkede, og venstremanden måtte undskylde sin lidt for friske udtalelse. Der lød ingen protester over at hans ytringsfrihed blev beskåret.

Men da den muslimske verden følte sig kollektivt krænket over tolv muhammedtegninger i vinteren 2006, gik medier, politikere og meningsdannere på barrikaderne i forsvar for ytringsfriheden.

Hvorfor nu denne forskel? Er oprindelige folk truede, og er muslimer truende, fordi der er så mange af sidstnævnte? Kan sårede følelser overhovedet true vores ytringsfrihed? Den er sikret i Grundloven, ganske vist med visse begrænsninger, herunder den omdiskuterede, men sjældent anvendte blasfemiparagraf. En blasfemianmeldelse mod de tolv tegnere blev allerede i marts 2006 afvist af Rigsadvokaten, så her er ikke noget at komme efter. Hvorfor skal ytringsfriheden så forsvares så ihærdigt? Hvis en rocker truer et vidne til tavshed, krænker han så vidnets ”ytringsfrihed”? Næh, han føjer blot endnu et kriminelt forhold til sit synderegister. Hvis der udstedes en dødstrussel mod en muhammedtegner, må politiet efterforske sagen. Ytringsfriheden har ikke noget at gøre der. Hvorfor bliver den så alligevel indblandet?

Det har nok at gøre med Jyllands-Postens oprindelige oplæg til hele affæren: Rygterne om selvcensur, udøvet af folk som nødigt ville krænke muslimske, religiøse følelser. J-P hægtede projektet op på Kåre Bluitgens Muhammed-børnebog. Det hed sig at forfatteren ikke kunne finde en tegner som under eget navn turde illustrere bogen. Det viste sig at være rent vås, men var altså godt nok som eksempel på selvcensur. Selvcensur er imidlertid ikke det modsatte af ytringsfrihed. Selvcensur forudsætter tværtimod ytringsfrihed. Pålægger man sig selv selvcensur, vælger man at holde sin kæft når ordet ellers er frit. Det kan man have personlige, strategiske, politiske, religiøse, demagogiske  eller økonomiske grunde til. Enhver avisredaktør kender til det; i en tid med sivende oplagstal må han eller hun dagligt pålægge avisen selvcensur udfra hensyn til læsersmag, gratisaviser, politisk korrekthed og annoncetiltrækningskraft.

Kan det tænkes at redaktører, politikere og meningsdannere, med hver deres dagsorden, har fundet sammen om at sætte ytringsfriheden på højkant i den ulykkelige Muhammedsag? Ytringsfriheden er juvelen blandt Grundlovens mange fortrinlige rettigheder. Når den samlede muslimske verden retter sin vrede mod lille Danmark, forsvarer vi os med det pæneste vi kan finde: ytringsfriheden. Pyt med at hele Muhammedaffæren startede med et fupnummer, og pyt med at ytringsfriheden slet ikke hører hjemme her. Vi fremviser den kønneste pige i klassen i håb om at score en høj karakter.

Det oprindelige Muhammedprojekt drejede sig om noget ganske andet. Det skulle afprøves om muslimer kan tåle ”hån, spot og latterliggørelse”. Disse elementer er hjørnestenen i det danske lune, for kan du tåle mosten, er du én af vore egne. Alle kender til den gemytlige mobning som finder sted på vores arbejdspladser, og som tjener til at bekræfte fællesskabet hos dem, der altså kan tåle mosten. Fair nok.

De tolv tegnere løste opgaven på hver sin måde: Nogle ironiserede over islam, andre over selvmordsbombere, én over Jyllands-Posten, én over Kåre Bluitgen, én heroiserede profeten.

Men ups. Rettroende muslimer viste sig at tage religiøse tabuer anderledes alvorligt end vi bekvemmelighedskristne gør, og de kunne altså ikke tåle mosten. Det er vel også fair nok. Vi kunne have sagt okay, okay, okay, okay, nu ved vi det. Dansk satire klarer sig sikkert lige så godt som hidtil uden at portrættere profeten. Vi lægger ham ind i mappen med alle de øvrige politiske korrektheder, som der ugentligt kommer et par nye af, uden at vi knyr (jvf. maorierne og  indlandsisen).

Her kunne affæren være sluttet i al mindelighed og upåagtethed, hvis ikke medierne partout skulle ophøje tegningerne til en principsag om ”ytringsfrihed”.

Irans præsident Ahmadinejad vejrede morgenluft og udskrev en tegnekonkurrence om Holocaust, og udfordrede Jyllands-Posten til at offentliggøre bidragene, når avisen nu brystede sig af sin ytringsfrihed. Efter nogen fumlen valgte J-P at afslå. Klogt nok udfra et redaktionelt synspunkt, for hvad kunne man dog ikke risikere at skulle publicere af grov antisemitisme, men Ahmadinejad ramte plet: Hertil og ikke længere gik altså J-Ps ”ytringsfrihed”. Holocaust er af indlysende grunde en ukrænkelig helligdom i europæisk bevidsthed, og vi tåler ikke at den hånes, lige som rettroende muslimer ikke tåler at profeten hånes.

Hvis blot Ahmadinejad havde været et sympatisk menneske, havde vi måske funderet over hans præcise tackling. Men vi fortsatte tappert kampen mod den selvcensur, han netop havde påvist at vi selv udøvede, og vi kaldte den (og kalder den gudhjælpemig stadig) ”kampen for ytringsfrihed”.

Medier, politikere og meningsdannere spiller hasard med de tolv tegneres liv. Sålænge man fortsat himler op om ”ytringsfrihed”, skubber man de tolv frem i forreste skudlinje. Ytringsfrihed  blev af tre enfoldige islamister opfattet som synonymt med forhånelse af profeten, og for at komme ytringsfriheden til livs planlagde de mord på Kurt Westergaard.