Home / Nyheder / Aben maler igen

Aben maler igen

I anledningen af bogmessen i Forum (14-16 November), udgiver Aben Maler en mindre stak tegneserier – Sisyfos og fire nye 676-hæfter. Forlaget har dette at sige om Sisyfos:

Anders Nilsen "Sisyfos"

“For snart et år siden annoncerede vi, at en bog af amerikaneren Anders Nilsen var på vej – og at der skulle findes på en titel. Der var ikke nogen original amerikansk titel at oversætte fra, for denne bog er en samling af kortere og længere historier, som ikke før har været udgivet samlet. Arbejdstitlen var i lang tid Om hvalfangst, som også er titlen på en af historierne i bogen. Det er lidt morsomt, fordi hverken den historie eller bogen som helhed handler om hvalfangst, og bogen generelt har en stemning af fjollet humor. Men som Anders Nilsen og jeg udvalgte historier til bogen, kunne jeg også se, at der var en rød tråd, som handlede om myter, religion, filosofi, meningen med livet. Og så var Om hvalfangst måske alligevel for misvisende. Så i stedet endte den første historie med at give navn til bogen: Sisyfos.
Det virker også, som om Anders Nilsen helt ned i sin tegnestil forsøger at finde frem til en mening. I flere af historierne er han fuldkommen uinteresseret i at tegne overbevisende, men bruger dem alene som et nøgent kommunikationsmiddel. I Sisyfos ser vi den kreative proces, som den udspiller sig på papiret. Sisyfos viser spændvidden hos en af tegneseriescenens mest eksperimenterende, men samtidig meget letlæste udøvere.”

Gitte Skov "Den der får aben"

676-serien udkommer med fire hæfter her til efteråret. Det er tidligere blevet annonceret at Thomas Thorhauge og Cav Bøgelund stod bag to af dem, og det kan nu afsløres at de to næste er Gitte Skov med Den der får aben og Anders Jørgen Mogensen & Simon Bukhave med Skæbnen er en ådselæder.

Gitte Skov debuterer hermed som tegneserietegner, men især læsere af Weekendavisen vil nikke genkendende til den lækre streg. Den der får aben er en nådesløs fortælling om skolelivets junglelov.

Anders Jørgen Mogensen og Simon Bukhave "Skæbnen er en ådselæder"

Skæbnen er en ådselæder er en stemningsfuld historie om en ungdomsromance med en ‘twist ending’, de færreste vil være forberedt på. Anders Jørgen Mogensen er sanger og tekstforfatter i KLoAK og Alle Med Balloner Og Terrasser. Simon Bukhave har bl.a. tegnet Ghost, Alt hvad jeg har i min ene hånd foruden videoer for Kashmir og Tiger Tunes.