Home / Nyheder / Chris Ware og Daniel Clowes på Komiks.dk 2010.

Chris Ware og Daniel Clowes på Komiks.dk 2010.

ware_and_clowesHvis man er til Graphic Novel bølgen og undergrund, er der godt nyt fra Danmarks tegneseriefestival, Komiks.dk. Vi har fået følgende pressemeddelelse:

De amerikanske graphic novel –og undergrundslegender, Chris Ware og Daniel Clowes, besøger Københavns Internationale Tegneseriefestival, Komiks.dk d. 21-23 maj 2010.

Graphic novels er moderne. Landets boghandlere og biblioteker bugner med litterære og ofte dybt personlige tegneserier for voksne læsere, og mediet ser endelig ud til at være kommet med i det gode, litterære selskab. Komiks.dk stræber efter at afspejle alle aspekter af tegneseriemediet og dets udvikling, og derfor har vi inviteret to af den amerikanske independent-tegneseries allerstørste navne til landet.

Clowes er blandt de mest roste forfattere og tegnere inden for amerikansk indie –og undergrundstegneserier. Hans værker er kendetegnet ved en bidende satire, en følelse af fremmedgjorthed og ensomhed, en imponerende forståelse for de mørkere kroge af den menneskelige psykologi samt en fascination af pop-kultur fra 60erne. Clowes debuterede i 70erne og har siden udgivet titler såsom Pussey, David Boring, Like a Velvet Glove Cast in Iron, Lloyd Llewellyn og Ghost World, hvoraf de fleste først blev udgivet i Clowes’ egen antologi-serie Eightball. Clowes blev Oscarnomineret for manuskriptet til filmatiseringen af Ghost World og har siden leveret manuskript til filmen Art School Confidential baseret på en novelle fra Eightball. Han har også skabt web-tegneserien Mr. Wonderful.

Ware debuterede i en Texansk universitetsavis i sen 80erne, men det var selvudgivet materiale, der fangede tegneserielegenden Art Spielgelmans opmærksomhed, hvorefter han inviterede Ware til at bidrage til antologiserien RAW. Efter at være blevet udgivet i flere aviser i Chicago, skabte Ware den dybt originale serie Acme Novelty Library hos Fantagraphics. Udgivet i en række forskellige formater skubber serien på mange måder til tegneseriemediets grænser og søger nye veje. Her så Wares graphic novel Jimmy Corrigan – The Smartest Kid on Earth også dagens lys. Historien om den lidt sørgelige taber, Jimmy, er en melankolsk og sort humoristisk, amerikansk familiesaga, der blander inspirationer fra den europæiske ligne claire stil med inspirationer hentet fra de traditionelle amerikanske avisstriber. Ware integrerer endda klippe-ud-samlesæt i tegneseriens historie.

Både Clowes og Ware skriver dybt personlige og ofte rørende historier om det amerikanske samfunds mindre smigrende sider. Kommercialismen, superheltemyten, misforstået nostalgi og den kæntrede amerikanske drøm bliver taget under knapt så kærlig behandling i begge de to herrers arbejde. Vigtigst af alt er der tale om dybt litterære og komplekse værker, der nægter at indordne sig under den amerikanske mainstreamtegneseries regler og konventioner.

Komiks.dk er stolte over at kunne præsentere både Chris Ware og Daniel Clowes i 2010!