Home / Nyheder / Emerald Messe 2016

Emerald Messe 2016

Emerald 2016 (2)

Der var mange i kø for at komme ind torsdag eftermiddag

Dette års Emerald messe var min 4. gang jeg var i Seattle. Ligesom sidste år var messen igen udsolgt, selvom man stadigvæk kunne købe nogle enkelte dage indtil et par uger inden messen startede. Men alt var ikke helt som sidste år, da man i år havde nye ejere, efter at Jim Demonakos, som har grundlagt og arrangeret messen i 13 år, solgte den efter 2015 messen til ReedPop, der bl.a. har messer i New York og Chicago.

Emerald 2016 (18)

Messegæst Kurt Busiek som jeg fik snakket en del med i løbet af messen.

Umiddelbart virker det som om, at messen kører videre i samme ånd, da det er mange af de samme folk som arrangere messen, bare med en ny topledelse. Da min primære interesse er tegneserier, har jeg dog ikke kunne undgå at bemærke en tydelig forskel i tegneserie gæstelisten i forhold til de 3 foregående år. Antallet af tegneseriegæster er nogenlunde det samme, men hvor det tidligere var et mix af store navne, rutinerede kræfter og nye talenter syntes jeg ikke det var tilfældet i år. Meget kan siges om smag og personlige præferencer (mine præferencer), men hvor jeg tidligere fandt 30-40 på gæstelisten interessante i større eller mindre grad, var det mindre end 10 gæster i år. Havde det ikke været for faste messegæster som Kurt Busiek, Tim Sale og Pia Guerra er jeg ikke sikker på, at jeg ville have taget afsted. Men jeg er glad for at jeg tog afsted, da jeg ligesom tidligere år havde en rigtig god messe oplevelse.

Hvor jeg normalt løber rundt fra den ene signering til den næste, og der sjældent er tid til at standse op og lige trække vejret, eller få noget af spise, så var dette en messe i et helt andet tempo. Jeg fik spist frokost i god ro og mag hver eneste dag på messen, hvor den normalt står på sodavand og chokolade for at holde skuden kørende. Da jeg ikke havde så mange ting planlagt på forhånd, havde jeg meget mere tid til at snakke med alle de folk jeg kender, samt arrangere at gå ud at spise med dem om aftenen, hvilket var utroligt hyggeligt.

Emerald 2016 (9)

Messegæst Tim Sale og undertegnede (venligst bemærk Kirby t-shirt!)

Men vigtigst af alt var dog, at jeg havde rigtig god tid til at gå tegneserieboderne igennem, og dem var der mange af, i søgen efter back issues. Det lykkes mig at gå/nå alle boderne igennem, hvoraf nogen vendte jeg tilbage til flere gange. Udbyttet var også derefter, da det lykkes mig at finde og købe en stor del af de tegneserier jeg søgte. Købte også en del med hjem til nogle gode venner nu da jeg var i gang, så der blev slæbt nogle tunge kufferter med hjem!

Fredag aften var jeg ude og spise med et vennepar og nogle af deres venner. Efter aftensmaden lagde vi også vejen forbi en lille en dags messe, Hometown Heroes, som var et lokalt alternativ til den store Emerald messe. Der var bl.a. gratis adgang, gratis tegninger til børn under 12 år mv. Messen havde bl.a. Stefano Gaudiano (Walking Dead rentegner) og Peter Bagge som gæster. Fint initiativ.

Emerald 2016 (19)

Indie superstjerne Jhonen Vasquez havde en enkelt signering om lørdagen på messen.

Emerald messen havde også et væld af interessante foredrag, hvor jeg om lørdagen fik set foredraget om TV serien Izombie (baseret på tegneserien af Chris Roberson & Mike Allred), med skuespiller Rose Mciver og David Anders, samt tegneserie forfatter Chris Roberson. Det var et utroligt underholdende foredrag og selvom jeg kun har set 1. sæson og der blev snakket en del om 2. sæson, var der ikke nogen store spoilers, så jeg glæder mig helt sikkert til at se sæson 2. Både tegneserien, som nu kan fås i en samlet omnibus, og TV serien kan varmt anbefales.

Emerald 2016 (1)

Messen var helt udsolgt

Efter foredraget var jeg ude og spise pizza med nogle gode venner på en lille lokal restaurant. Bedste pizza jeg har fået i en hel del år!

Søndagen gik med lidt mere tegneserie indkøb, hvor mit bedste køb på messens 4 dage nok var Graphitti’s Gallery edition af Alan Moore og Kevin O’Neill’s League of Extraordinary Gentlemen, der samlede alle original siderne fra den første mini serie. En moderne klassiker præsenteret på en rigtig fin måde. Fik sagt farvel og på gensyn til en hel masse venner, og nåede også at få en rigtig herrekrammer af Jim Demonakos inden jeg forlod messen for at tage i lufthavnen og flyve hjem.

Det skulle undre mig meget, hvis jeg ikke er tilbage i Seattle næste år, som er messens 15. års jubilæum.

Emerald 2016 (12)

Messegæst Pia Guerra, der lavede nogle fine små tegninger i mine medbragte Y – The Last Man HC’ers.

 

Foto og tekst: Henrik Andreasen