Her er du: Home » Nyheder » Frank Quitely slutter sig til all star holdet på Komiks.dk

Frank Quitely slutter sig til all star holdet på Komiks.dk 

Quitely

Så melder endnu en af de store serieskabere sig, skotten Frank Quitley, i flokken af folk man kan møde på næste års tegneseriefestival, Komiks.dk. Fra pressemeddelelsen:

Få tegneserieskabere har formået at kombinere den kulørte mainstream med tyngde og indhold som tegneren Frank Quitely, og det er med stor glæde, at Komiks.dk præsenterer den talentfulde skotte på festivalen i 2010.

Frank Quitelys første arbejde i tegnseriebranchen var på undergrundstitlen Electric Soup i 1990. Da serien blev samlet op til national distribution blev Quitelys åbenlyse talent opdaget af redaktøren for Judge Dredd Magazine. Dette førte til arbejde på en lang række titler i den britiske tegneseriebranche. Det internationale gennembrud kom med et spin off fra serien Doom Patrol med titlen Flex Mentallo. Forfatteren på denne miniserie var en anden skotte, nemlig Grant Morrison. Dette team ville siden hen blive et af de mest kritikerroste og succesfulde teams i den amerikanske tegneseriebranche med titler såsom JLA: Earth 2, The Invisibles and New X-Men. Derudover har duoen høstet fremragende anmeldelser for både den yderst originale science fiction miniserie We3 samt All Star Superman, som allerede regnes blandt de mest ikoniske Superman historier, der nogensinde er skrevet. Morrison og Quitely skabte også coveret til Robbie Williams album Intensive Care fra 2005. I skrivende stund arbejder de to på serien Batman and Robin. Af andet arbejde fra Quitelys unikke hånd skal nævnes en tur på Wildstorm titlen The Authority og en historie i Neil Gaimans graphic novel Sandman: Endless Nights.

Quitely slutter sig til en voksende gæsteliste, der allerede byder på internationale navne såsom Dave Gibbons (Watchmen), Chris Ware (Jimmy Corrigan – The Smartest Kid on Earth), Daniel Clowes (Ghost World), Charles Burns (Black Hole), Paul Gravett (Graphic Novels – Stories to Change Your Life) samt så godt som samtlige danske tegneserieskabere.

Mere fra samme skuffe:

About the author: Kim Lyng Larsen

Ud over at være redaktør på Serieland.dk, er Kim grafiker og tegneserieskaber.