Home / Nyheder / Gantriispris går til Theis Christiansen

Gantriispris går til Theis Christiansen

Yngre tegneserieskaber får Gantriispris (Pressemeddelelse)

 

I anledningen af, at det i år er 100 år siden tegneren Henning Gantriis blev født i Lemvig, har Lemvig Museum lavet en Gantriispris. Henning Gantriis blev født i 1918 og døde i 1989. Med sin daglige stribe i Politiken og mange provinsaviser har han skabt morskab for mange hundredetusinde danskere, der i Lidenlunds småborgerskab kunne spejle den danske ”identitets” for og bagsider. Det var ikke store politiske Christiansborgtemaer, Gantriis spiddede med sin pen, men hverdagens små problemer og genvordigheder i den lille provinsby, der blev venligt karikeret. Med sin daglige stribe prikkede han til danskernes små ligtorne. Bag den hyggelige stille bys ”facader”, udspilledes et liv med drikfældighed, sladder, selvhævdelse, nepotisme og trakasserier, som mange kan genkende i deres egne små samfund, i borgmesteren, præsten, redaktøren, naboen og i sig selv. tildeles en yngre tegneserieskaber, der har potentiale til at blive en ny Gantriis.

Gantiisprisen går til tegneren Theis Christiansen.

Han får prisen, fordi han med sine tegneserier, især den episodiske dagbladsstribe ’Esben er bitter’, kaster et kærligt satirisk blik på hverdagsliv i nutidens Danmark og gør det med en sikker streg, en usentimental men overbærende humor og en lydhør sans for nutidens sprog med alle dets nuancer og forskelle mellem køn, aldersklasser og temperamenter. Det sidste er der rig anledning til i serien, for mens flere andre danske tegneserier på tryk og på nettet kredser om familie- og privatlivet set med kvindelige hovedpersoners (og tegneres) øjne, er hovedpersonen og synsvinklen i Theis Christiansens serie om Esben en original nyskabelse i seriesammenhæng: Den enlige far efter skilsmissen, med deleansvar for den uforsagte datter Mille og gamle såvel som nye konflikter med den ligefrem stødende usentimentale ekskone Karla. Esben er grundlæggende en flink fyr, men hverken usentimental eller uforsagt; Esben er bitter! Og det er befriende og morsomt for os andre, som genkender hans svagheder fra os selv – eller i hvert fald fra nogen vi kender! Selv om Theis Christiansen hidtil har fokuseret mest på familiens – eller snarere: ikke-familiens – indre forhold, rummer hans greb om den altafgørende vekselvirkning mellem tegninger og tekst også potentiale til et kritisk og kærligt blik på vores fælles liv også i lidt større samfund og sammenhænge – måske endda større end Lidenlund.

Theis Christiansen er udvalgt af en dommerkomité bestående af

  • Ida Gantriis, tegner, illustrator, og Henning Gantriis datter
  • Peter Dyring-Olsen, leder af professionsbacheloruddannelsen i Grafisk Fortælling på The Animation Workshop, Center for Animation, Viborg
  • Lars Jacobsen, tegner, forfatter, Dokumentarfilmskaber, Leder og arrangør af den årlige tegneseriefestival Art Bubble DECAF.
  • Søren Vinterberg, Mag art. I litteraturvidenskab, forfatter og kritiker på Politiken.
  • Lars Mathiesen, Museumsformidler på Lemvig Museum.

Prisen overrækkes til Theis Christiansen ved en fest på Hotel Lidenlund torsdag d. 18. oktober kl. 15. Søren Vinterberg holder talen ved prisoverrækkelsen og Ida Gantriis overrækker prisen, som består af en original tegneseriestribe fra Lidenlund, samt en gavecheck på 10.000,-

Prisen er blevet til med støtte fra Lemvig Kommune.

 

Venlig hilsen
Lars Mathiesen
Museumsformidler
Lemvig Museum

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *