Min nakke værker og jeg har ondt i hovedet. Ikke det bedste udgangspunkt for noget som helst. Jeg har lige kæmpet mig igennem Lissi & Lis, grufulde 144 sider fra forlaget Forlæns. Og det gør jeg ikke igen.
Anna Sofie Mørch Bendixen har skrevet og tegnet, og det skulle hun ikke have gjort.
Jeg har overordentlig svært ved at skrive noget positivt om værket, og jeg må tildele den den laveste karakter nogensinde. Undskyld, og hvis jeg tager fejl og bogen er et mesterværk, så er der bare noget fundamentalt, som jeg har misset.
Persongalleriet er sparsomt, illustrationerne hæslige og fuldstændig uden charme.
Det er sådan lidt Beavis og Buttheadagtigt det hele. 2 tøser, skolebørn i 8. klasse og det de nu oplever. Alt sammen samlet i en lille bog, sådan i A2-størrelse, og de forskellige småafsnit har fået hver deres farve. Kapitel 1 er således grøngult, kapitel 2 lysegrønt og så fremdeles. Fikst, men så heller ikke ret meget mere.
På innersleevet laver man lidt sjov med forfatterens navn. Bytter rundt og sådan. Er det sjovt? Det synes jeg ikke? Er der et budskab? Måske. Jeg tvivler dog.
Jeg tænker, at Lilli & Lis – Bedste venner for evigt, som titlen er, er et con amore-projekt. Det må det næsten være.
Hvad skal jeg skrive? Jeg har sat bogen på hylden. Jeg læser den næppe igen, men kan da tage den frem og vise til eventuelle gæster og tegneserieinteresserede, at det her er en bundskraber. For det er det.
På sidste side står der ’ses’. Nej, det tror jeg ikke.
1 stjerne og det er kun for at være flink overfor Forlæns’ redaktør, Torben Hansen.
Titel: Lissi & Kis – Bedste venner for evigt
Tekst og tegninger: Anna Sofie Mørch Bendixen
Forlag: Forlæns
Pris: 200
Format: 144 sider i sorthvid med den lille gimmick at hvert kapitel har sin egen farve. Softcover, sølvomslag.
Isbn: 978-87-91611-73-5