Ned af trappen kommer en storbarmet og nedringet dulle. Hendes bedste veninde sidder ved foden af trappen og surmuler, som hun ægte tøser kan. Dullen spørger ind til humøret.
”Min bedstemor er død”, lyder det triste svar.
”Åh, det er jeg ked af at høre! Jeg føler med dig… ”
”Arh, du fatter ingenting. Jeg er da skideligeglad med min bedstemor. Problemet er, at jeg er nødt til at gå med til begravelsen… ”
Jeg kunne ikke lade være med lige at gengive side 15 øverst i Forlaget Zooms herlige udgivelse ’Navlerne – det ser grimt ud. Dialogen er gennemgående ret fremragende og giver et ganske fint indtryk af to bitchers gøren og laden. Og når jeg skriver fremragende, så handler det om, at jeg dels kender (ind til benet sgu) sådanne irriterende selvoptagende møgkællinger, dels er lærer i udskolingen og befri mig vel – de tøsebørn findes og har endda ret til at vandre frit omkring.
Jenny og Vicky er tøserne, og de er ekstremt optagede af få ting. Dels sig selv, sig selv, og så sig selv. Og så naturligvis være en røvbitch overfor alle andre der blot tilnærmelsesvis har mulighed for at stjæle blot lidt rampelys.
Og den lille kompakte cocktail er der faktisk kommet et ret sjovt album ud af. Titlen er ’Navlerne’, og det er jo rigtigt. Jeg plejer, når jeg har overskud og ikke er drænet af selvcentrerede dullers ’mig mig mig’ at drille dem, disse navler. Bringe dem i akavede skæve situationer, og bare være en total led arrogant lærerrøv. Uetisk og pisse forkert, men jeg nyder det. Nyder at se dem syde. Lidt spas som lærer er vel ok?
Vicky og Jenny er veninder. Jenny er egentlig en ganske ok tøs, ret overskuelig og ligegyldig, og lever kun i skæret af finken Vicky, som så igen kun lever for sig selv. Ja, som de sikkert findes på hver en skole, både i udskolingen og i de mindre klasser.
De er så markant selvoptagede at det er sjovt, og så absurd beske over for Karina, en høj ultratynd usikker pige, selvom de selvfølgelig maskerer dem som venlighed, empati, bedste veninde crap, og det er hele albummets nerve, omdrejningspunkt og det er vældigt godt. Albummet er skåret sådan, at selvom der enkelte steder er drysset fine sjovheder ud hist og pist, så ER det en lang sammenhængende fortælling. Skåret solidt over berettermodellen, ingen dikkedarer der, og så er der fyldt godt op med humoristiske peaks og afsluttende med en modbydelig trussel om selvmord. Men naturligvis ender alt godt. De go’e kysser til sidst og Vicki får sin sag for. Helt i orden.
Jeg har prøvekørt albummet for min yngste papdatter. Hun kom sent hjem fra fødselsdag forleden og selvom hun var møgtræt og forædt, så læste hun hele albummet til ende, og både grinede og fnøs foragteligt ind i mellem. Hun hæfter sig ikke så meget ved tegningerne, men æder ord med hud og hår. Hun bliver indigneret over modbydelighederne og griner højlydt og smittende, når de to skurkes skarnsstreger backfire. Sjovt, jeg griner oftest når de lykkedes, men sådan er vi jo forskellige…
Jeg har læst albummet to gange. Hurtigt som jeg altid gør til at begynde med, og så når natten tager sin dyne på, mere langsomt og intenst.
Jeg kan lide det albummet. Det er hurtigt læst. Ikke tå krummende morsomt, men ihærdigt bygget op med det ene formål: de to finker skal forhindre den tynde usikre Karina i at nakke Dan. Simpelt og godt fordi det bare virker.
Farverne friske, dialogen ligeså og så er det rart ikke at skulle læse ’nederen dansk’. Med dette mener jeg, at albummet er renset for den der overdrevne friskfyrsjargon, der især ikke virker på skrift, og slet ikke når ordene kommer fra en pige. Åh jo, der er enkelte ord, ’überhot’, og mit 2016 hadeord ’disse’, og dem kan jeg ikke lide. Men så er der også perler. En gut med bumser bliver bare til Pizzafjæs og det får mig til at le.
Så altså – en bog til især piger, målgruppen er vel folkeskolens ældste klasser og jeg kan sagtens se mig selv stjæle enkelte striber til mine ældste elever, når vi skal tale om og handle mod mobning.
Delaf & Dubuc er duoen bag. Marise Dubuc, canadier, er kvinden bag ordene og plottet og gemalen, Marc Delafontaine sætter liv med streger og striber. Serien har efterhånden 12 år på bagen, og sås første gang på dansk i udgivelsen Tempo. Forlaget Zoom har udgivet Navlerne i et lille års tid. Der foreligger i alt seks album på fransk, og mon ikke vi også får dem på dansk? Det håber jeg. Og min paptøs med.
Hvad kan det blive til? 4 gode pigehjerter i venindebogen ud af seks mulige.
Titel: Navlerne – Det ser grimt ud
Forfatter: Dubuc (Marise Dubuc)
Illustrator: Delaf (Marc Delafontaine)
Forlag: Zoom
Format: Uindbundet, 46 sider i farver
Pris: 128,-
Udgivelsesdato: 17. marts
Isbn: 978-87-93244-17-7