Home / Nyheder / Nyt album med Ganske Vist.

Nyt album med Ganske Vist.

Lars Jacobsen, der i snart tyve år har lavet fjerkræ-striben Ganske Vist, udsender på søndag endnu en samling af de bedste striber i hæfteform. Vi har fået følgende pressemeddelelse:

Det er GANSKE VIST, sagde en høne …

Og det har den sagt siden H C Andersen i sin tid skrev historien om rygterne om en lille fjer der blev til fem høns. Men eventyret har inspireret til tegneserien om de selv samme høns i en moderne version med mobiltelefoner og alle andre dagligdags ting.

Netop nu udsendes en helt ny samling af de bedste striber fra tegneserien Ganske vist, i bogform. 120 siders galende humor, med hønsegården som centrum.
Bogen kommer 1. november – på dørtærsklen til hønsenes 20 års jubilæum. Serien er gået hen og blevet en af de serier der har gennemlevet den barske tegneseriekrise – og formået at underholde et stort publikum, gennem tegneseriehæfter, aviser og ugeblade. Siden starten har serien udviklet sig fra at være vittigheder om høns og æg til at være en hønsefamilie med faste figurer, der til forveksling ligner alle os andre…

Hanen, der har svært ved at stå op om morgenen. Hønemor, der i den grad har bukserne på og elsker eksperimenterende madkunst – helst slankekost… Kyllingen, der er den fremtidige hane i hønsegården, ser hellere sin fremtid som kommende it-medarbejder. Så er der æggene, der ikke er født endnu, men det ved de bare ikke, de har deres eget liv inde i ægget, som kun de selv forstår…

Hønsene lever med alle vore genvordigheder og særheder, de er et spejlbillede af alle vi mennesker. Hvis ikke hønsene havde os – hvem skulle de så ligne…?

Bedstemor er den gamle kloge høne, der altid har gang i noget hønsestrik, som er ved at tage livet af modtagerne. Så er der oldefar, kaldet Olde, der er flyttet på plejehjemmet Tusindfryd og er hjemme en gang imellem. Han er klogere end dem alle tilsammen, men aner ikke, hvad der foregår, han er svært hørehandicappet… Endelig er der den farlige ræv, der vogter udenfor hønsegården. Han er nærmest maniodepressiv og konfliktangst og kommer aldrig ud af busken… Ingen har nogensinde set ham!

Tegneren bag serien hedder Lars Jakobsen og har tegnet serien siden starten i 1990. Ud over hønsene er Lars Jakobsen kendt for tegninger til Hudibras og for albumserien Mortensens Mondæne Meritter.

Du kan møde Lars Jacobsen og få en lille signering i din Ganske Vist-bog, på følgende steder og tidspunkter: Bog&ide i Horsens 5.nov kl 15 – på Bogmessen i Forum 14.nov og i Stribeladen i Århus 27 nov.

LINK: Læs mere om Ganske Vist på deres website!