Åh ja. Science fiction. Denne herlige genre. Mange, rigtigt mange gode læseoplevelser er det blevet til i denne genre. Både på det store lærred og i albumformat. Og nu bringer forlaget Cobolt så endnu et kapitel i form af en flot hardback, Orbital 1: Nærkontakt, en sværvægter på 100 sider.
Orbital er skrevet af den belgisk-svenske forfatter Sylvain Runberg og tegnet af franskmanden Serge Pellé.
Det er et fortrinligt samarbejde for både plot og tegninger spiller fint sammen.
Albummet kan synes lidt vanskelig at komme ind i, mange ord og efter den ret intense og uhyre flotte prolog også en del karakterer der volder kvaler. Men det vænner man sig hurtigt til og efter et par sider var jeg totalt opslugt.
Handlingen er denne:
Vi er i Prag til en massiv konference som har til formål at etablere en galaktisk alliance, en konføderation der skuer frem imod samarbejde på tværs af alle kulturer og racer. Formålene er mange. Dels håbet om bestandig fred, dels muligheden for at foretage galaktiske rumrejser. To børn har snydt sig til første parket og de ser lamslået til, da et terrorangreb forpurrer det ellers lovede og ønskede ja, og slår flere hundrede tusinde ihjel, herunder deres forældre.
Som følge heraf ringeagtes menneskeheden som opfattes som underudviklet og konfrontationssøgende.
To år senere erobrede isolationisterne magten på jorden og søgte ud i rummet for at finde egnede planeter til at sikre energimæssig uafhængighed. Det betød, at de væsener der hidtil boede og levede der, de måtte flygte. Det gik ud over sandjarrerne og dermed var fjendskabet mellem især sandjarrerne og jordboerne en realitet.
Men udvikling finder sted og år senere forsøger man atter at skabe bånd. Intet varer evigt og jordboen Caleb (som var en af de to børn der vidnede terrorhandlingen) og sandjarren Mezoke (som har kvindelige former, men som måske er et hankønsvæsen) danner agentpar.
De er dog på en vanskelig mission, dels skal de overvinde frygten og mistænksomheden over for hinanden, dels samarbejde mod ydre fjender. Og dem er der mange af. Både uden for rækkerne og inde fra. Ikke alle hylder nemlig duoens opgaver. Og klart – mange års bitter kamp sætter sine spor, og både Caleb og Mezoke får deres at se til.
Lige så længe jeg kan huske har helte ofte arbejdet parvis. Det skaber ofte en herlig verbal skælde-ud ping-pong de to imellem og de kan indbyrdes supplere hinanden. Vores duo er ikke umage men klæder hinanden. De er både handlekraftige og eftertænksomme, og den slapstick der ellers ofte ses mellem par som kender hinanden, og som ofte kan fremme det sjove og spøjse, den eksisterer ikke her. Der er alvor og hårdt arbejde snarere end kvikke bemærkninger og one-liners. Det klæder albummet og stemningen.
Stemningen er nemlig eminent. Teksttung er albummet sine steder og et farvevalg uden lyse farver gør sit, sammen med den intensitet som vores hovedpersoner lægger for dagen. Sjovt som genren har sine farvemæssige favoritter. Alt er stål, sølv og gråtonet. Også i Orbital, hvor det grumsegrønne og pleverbrune også fylder, og så virker det også som om at naturen har tabt, det regner og regner og virker trist og gråt. Ikke at det er skidt eller volder kvaler, jeg konstaterer det blot og mærker, at det nok er godt sådan, for det virker herligt klaustrofobisk og goldt. Stemningsmættet, ja.
Mezoke er tavs og mystisk, og det faktum at man ikke aner så meget om hende, er en fin lille ekstra tand i det store spændende tandhjul, for spændende, det er albummet. Prologen intens og skræmmende, midtvejs i albummet et uhyre skræmmende angreb af ‘stilvuller’, nogle mystiske edderkoppelignende sataner.
Albummets klare styrke er dog den nedrighed som ligger godt gemt i folk. Fordomme, gammel nag, trangen og tørsten efter magt og så at man ikke rigtigt helt kan stole 100 % på de væsener og personer man møder. Det er som et stort galaktisk spindelvæv. Der er mange tråde og ikke alt åbenbares.
Det er et voldeligt album, men kun sporadisk. Der er henrettelser og angreb og blod er altid godt. Godt også at serien er fortløbende og Cobolt skal påny have thumbs up for et fedt helstøbt album. Denne gang dog uden ekstramateriale.
Samlet en 5’er af 6 mulige. Jeg er gevaldigt godt underholdt.
Titel: Orbital 1: Nærkontakt
Skrevet af: Sylvain Runberg
Tegnet og farvelagt af: Serge Pellé
Oversættelse: Ole Steen Hansen
Format: 104 sider i farver, hardback, 24 x 32 cm.
Forlag: Cobolt
Pris: 298,-
Isbn: 978-87-7085-668-3
Albummet er udkommet