Home / Nyheder / STRID! vinder årets illustratorpris fra Kulturministeriet.

STRID! vinder årets illustratorpris fra Kulturministeriet.

Igår d. 17 marts 2010 uddelte kulturminister Per Stig Møller Kulturministeriets forfatterpris for børne- og ungdomslitteratur og Kulturministeriets illustratorpris for børne- og ungdomslitteratur for 2009.

Illustratorprisen gik til Jakob Martin Strid for bogen “STRID“, og forfatterprisen gik til Anita Krumbach for børnebogen “Et mærkeligt skib”.

Børn og unge bliver i dag udsat for et bombardement af vitaminfattige mainstream-indtryk fra et utal af medier,” siger Kulturminister Per Stig Møller, “derfor er det vigtigt, at børn bliver præsenteret for litteratur af høj kvalitet. De bøger, som vi fejrer i dag, har det tilfælles, at de er store historier. Det er bøger, som formentlig vil blive stående, længe efter at de er blevet læst eller kigget igennem.”

Komiteen begrunder sin indstilling af Jakob Martin Strid således – “Med STRID har Jakob Martin Strid i sandhed skabt et illustreret værk – et værk der stort set ikke indeholder andre ord end lydord – og en perlerække af kreative og humoristiske billedfortællinger. Illustrationerne er grafisk rene som Hergé, og så er de poetiske, både i den betydning, at de vækker fantasien og følelserne hos læseren, og i den oprindelige betydning af ordet: skabende. Her får læseren også lov til at skabe – egne historier med egne ord. Strid og hans lille gule kat er gennemgående figurer i de fantasifulde og originale forvandlingshistorier fyldt med små sidehistorier og med referencer til genkendelige steder og begivenheder. Alt i alt et vidunderligt og visuelt smukt værk.”