Tankespil er titlen og suppleres med følgende ord: Ekstraordinære fortællinger inspireret af Sherlock Holmes.
Det er forlaget Fabel som er udgivere og som har sat rammen for bogen. Deri er der så samlet 15 mindre fortællinger, nogle i farver og andre ikke. Nogle er gode og andre ikke. Længden varierer og det betyder at Tankespils sidste bidrag, Cobraens øje skrevet og tegnet af Jacob Thybo, kun er på en enkelt side hvorimod fx Peder Riis for alvor giver den gas med 13 sider. Sådan er det med antologier og frie rammer, og det er fint nok.
Udover de 15 forskellige bidrag er der et fint lille forord af Christian Mongaard. Han er filmredaktør på Dagbladet Information og medlem af Sherlock Holmes klubben i Danmark.
Hele projektet er skabt af forlaget Fabel, som i 2016 inviterede interesserede til at byde ind med hvad man nu kunne byde med. Herligt, prisværdigt og godt tænkt. Mere af det, tak.
Christian formidler egentlig præcist hvad Tankespil prøver at være. Femten forskellige og kærlige og frit fra fantasien nedslag over denne mytiske karakter, Sherlock Holmes.
Jeg har nu læst bogen en enkelt gang, og jeg tror ikke, at jeg kaster mig over den igen. Ikke sådan lige med det samme. Umiddelbart nærer jeg ikke den store kærlighed til SH, og kender ham vel bedst fra Anders And i skikkelse af Sherluck Holmes, en piberygende hundelignende og lidt sørgelig figur, som kun knalder banditter fordi Mickey og fedtmule træder til. Og så er vi endda tilbage i 70’erne. Åh ja.
Nå – forskellige bidrag men alle med samme afsæt og ramme. Jeg har således været igennem alle, og har mine klare favoritter. De to Miltoner. Ingen tvivl om det. Freddys på side 73, Sheerluck Holmes og Den Fatale Fisk og brormand Ingos på side 129, Sagen om Shamanens Amulet. Begge historier læste jeg med både interesse og begejstring.
Og så skal en en-sides historie skam også nævnes, igen fordi den pirrer noget genkendelighed og også er lige i den Holmesske ånd, nemlig Werner Wejp Olsens (sejt navn) på side 91.
Uden at fornærme nogen eller være hård, så kan jeg bedst lide disse tre bidrag.
Så er der et par andre, som jeg har læst og funderet over, og som jeg egentlig ikke har så mange kommentarer til. Værst er Mandeaften på side 25. Den kunne jeg ikke lide. Farverne, plottet, de manglende baggrunde, sprogbruget.
Jeg er sikkert både blind og døv, men jeg spotter hverken hensigten, humoren eller noget andet.
Er der et marked for sådan en udgivelse? Eller er det bare en ’for sjov sag’ som er med til at udvikle og skabe lidt skvulp i den danske tegneserieandedam?
Det må være en mavesur mandag, for jeg har lidt vanskeligt ved at skrive noget fornuftigt eller brugbart. Udgivelsen er da meget sjov og det er som altid spændende at stifte bekendtskab med nye navne, og også at kigge med hos nogle af de skabere som jeg kender eller kender til.
Samlet er dét dog kun en lille prut i bukserne. Jeg har læst antologien, men den er hurtigt glemt.
Og så alligevel. Med en fælles ramme, som det jo er tilfældet med Tankespil, så hopper man også lidt ind i universet. Man sammenligner og finder fællesnævnere. Det er ganske finno.
Brødrene og Werner sørger for to af stjernerne, og Fabel for den sidste. Den gives fordi jeg, tro det eller ej, holder af antologier og reelt synes, at det er sjovt at hive en myte lidt i violinen engang imellem. Og for at få skabt fællesnævnere i den danske tegneseriebranche.
Tre gange ’Det er elementært, min gode Watson’. Ud af samlet seks.
Titel: Tankespil – Ekstraordinære fortællinger inspireret af Sherlock Holmes
Tekster og illustrationer: Forskellige bidragydere
Forlag: Fabel
Format: Softcover, 164 sider. Nogle sort/hvid, andre i farver.
Pris: 199,-
Isbn: 978-87-91419-39-3