Home / Nyheder / Skal man "Over Floden" for at blogge?

Skal man "Over Floden" for at blogge?


Tegnestuen Over Floden forsøger sig nu med en hidtil uset åbenhed i det danske tegneserielandskab, ved at starte en blog, hvor tegnestuens medlemmer fortæller om stort og småt om hvad de går og foretager sig af kreativt arbejde. “Vi blogger, da vi mener, at denne udadvendthed er til gavn både for os selv, som led i profileringen af vores tegnestue, og for den danske tegneserieverden,” fortæller Johan F. Krarup, der har sin daglige gang på tegnestuen, til Serieland. “Jeg håber, at  andre vil følge eksemplet, da det er inspirerende at se, hvad de forskellige tegnere foretager sig i det daglige.”

“Vi er en ret lille tegnestue, der derfor hurtigt kan få tingene til at ske. Jeg ved ikke, hvorfor andre tegnestuer ikke blogger. Måske fordi vi alle (stort set) er freelancere og derfor os selv nærmest. Tegnestuerne bliver sekundære og de forskellige tegnerblogs, der findes, er personlige og kun repræsenterende for tegneren selv. Jeg tror, mange tegnestuer har svært ved at finde et fælles fodslag ang. den slags initiativer. Men som sagt: Jeg håber, nogle flere vil følge trop.

Der er pt ingen planer om at bloggen skal fungere som andet end vindue for hvad der foregår inde bag Over Flodens vægge. “Bloggen skal give et godt billede af tegnestuen og medlemmerne. Og forhåbentlig bliver der også plads til andet end de rent professionelle, arbejdsrelaterede ting, dvs. også passionerede indlæg om tegneserier, kunst, politik osv. Kort sagt: Bloggen er et forsøg på at nå ud til offentligheden og slippe ud af den nichetilværelse, som vores freelanceliv indimellem kan føles som.”

Over Flodens medlemmer tæller: Thomas Thorhauge, Cav Bøgelund, Mårdøn Smet, Simon Bukhave, Miwer, Søren Mosdal og Johan F. Krarup samt Forlaget Fahrenheit v. Paw Matthiasen.

Serieland byder dette initiativ hjerteligt velkommen, og håber, ligesom Johan F. Krarup, at andre tegnestuer vil følge trop.

LINK: Over Flodens Blog

LINK: Over Floden