Thorgal er en satan. Da jeg sad med albummet første gang, så tænkte jeg, at jeg ville gøre mig umage og vitterlig sætte mig 100 % ind i skidtet. Det virkede lidt som om, at det nærmest var nødvendigt.
Albummets bagside bringer et kort og overskueligt rids af indholdet, men prologen er anderledes tung. Ikke at det er tilsigtet selvfølgelig, for det er klart ment som en hjælp for nye eller nyere læsere, men det får bare en slags dum slagside. Jeg følte i hvert tilfælde, at det var et svært album at dykke ind i.
Og med prologen mener jeg den håndsrækning der findes lige umiddelbart inden Thorgal 35 indtages af øjnene – den står, nej den indgår vel nærmest i kolofonen.
Med fremhævet skrift står der: Forhistorie til de seneste begivenheder, samt: Hvad der senest er sket.
Og den gode intention til trods, så hjælper det ikke mig. Det blev alt for omfattende, for svært at fatte og ikke mindst for uoverskueligt.
Men måske ER det bare mig? Det er det nok. Jeg når også at tænke, at det må være pissebesværligt at være et ordentligt dansk tegneserieforlag i dag. Så er der for lidt ekstrafims, så er der for meget.
Jeg tror, at jeg bakker piben ind. Der er dét der er. Og det er nok min hjerne der er noget galt med.
Da jeg så sad med albummet for anden gang, så havde min hjerne truffet et valg. Jeg ville ikke læse forud. Jeg ville ikke tage imod håndsrækningen. Jeg ville bare læse og tage ind.
Handlingen er denne:
Thorgal befinder sig i en lidt halvdum situation. Han har røven i vandskorpen, udsættes for tortur og må magteløst se til, at hans adoptivsøn er medansvarlig for en brutal henrettelse af tre personer. Disse tre var kransekagefigurer i beskyttelsen af Bag Dadh, og hovedansvarlige for kampen imod Den Røde Magi, navnet på fjenden, sådan overordnet.
Lad os komme ned på jorden. Udover at befinde sig i en prekær og livstruende situation, med fjender og krumsabler og hvad ved jeg, så har Thorgal et anderledes og ganske interessant problem overfor sig, nemlig adoptivsønnen Aniel, teenageren som er blevet så hjernevasket, at stort set intet trænger ind.
Hvad pokker gør man så? Dels en ren overlevelseskamp i byen imod Den Røde Magi, dels en fadertvist (og selvom det ER søgt, så kan jeg ikke lade være med at tænke i nutidige paralleller hvor dagens moderne forældre også har kvaler med deres afkom), for hvad stiller man op med et ungt menneske, som man ikke formår at trænge ind til?
Samtale og tid kan gøre meget i forhold til Thorgals situation med papsønnen.
Værre er det med den ydre og mere direkte fjende. Samtale er ikke længere mulig, og tiden er ved at rinde ud. Der er en deadline, sat af Den Røde Magi, som efter første angrebsbølge og den modstand som det medførte, har trukket sig tilbage og belejrer i stedet. Og hvor folkene i Bag Dadh bliver mere og mere modløse og sultne, så styrkes belejringstropperne. Thorgal bliver stillet overfor et valg. Kæmpe eller flygte, allerhelst med den hjernevaskede papsøn.
Som altså ikke er interesseret i at smutte med, og langsomt begynder både Thorgal og vi læsere at tvivle. Er Aniel udvalgt og ikke blot en marionetdukke? Har han evner udover det sædvanlige?
Udover dette, så er tiden knap og rundt omkring ulmer det. Og hvem kan man stole på, altså vitterligt stole på, når krisen kradser og døden banker på?
Mere skal ikke røbes.
Albummet er sprængfyldt med led ondskab og de flotte tegninger minder om malerier af blod og ild. Der er brugt stærke og tunge farver, og en collage af brun og rød iblandet dræbende orangegul ild er det tæppe som albummet også er. Farverne tager aldrig over, og alt det forvirrende fra før forsvinder i den banale kamp imod tiden og de ydre fjender. Farverne tynger og fastholder det voldsomme. Der er ingen lyse skyer, åndehuller eller andet. Kun en fanatisk kamp for livet.
”Jeg hader dig”, lyder det rasende fra Aniel og starter en byge af brænd og død.
Det kan undre, tænker jeg, som efterhånden er blevet mere kynisk, at Thorgal orker så meget. Det ER jo ikke hans rigtige søn, og det kan være lidt vanskeligt at få øje på de reelle bevæggrunde der gør, at Aniel med vold og magt skal reddes. Møgunge, tænker jeg da engang imellem. Men jeg er jo heller ikke Thorgal.
En lille sjov detalje. Det virker som om der ofte er tænkt i cliffhangerbaner, for ret så ofte afsluttes en side med en spooky eller ildevarslende sætning. Måske ligger det så fast i enten Rosinski, at der skal bygges lidt op til de næste sider, eller også er det bare min krøllede hjerne der læser og ser noget som ikke er. Det er ellers tydeligt at Rosinski kan sit håndværk. For mig er lakmusprøven som regel den, at kan man tegne et ansigt og kan dette ansigt antage flere former (for følelser), så er håndværket i orden. Det er det klart her, og det virker både grundigt og gennemført, især når de voldsomme scener udpensles og krigen sker. For så er stemningen helt igennem hektisk, modbydelig og benhård.
Der er ikke meget blødsødenhed i værket.
Det betyder så, at den renhed, som jeg også elsker i en fortælling, den eksisterer bare ikke. De stunder af ro i knoppen og i øjet, som jeg især elsker i fx Buddy Longway af Derib. Der er også barskt i det vilde vesten, men man kunne finde hvilepulsen efter et par sider og nyde baggrundene og at det hårde var overstået. Det kan man ikke i Skarlagenilden og derfor er den også tough at komme igennem. De stille passager når der ellers kigges tilbage og forklares, når aldrig at blive helt stille. Netop fordi der ikke rigtigt åbnes herfor, og det er lidt en skam. De stunder kan nemlig gøre det voldsomme voldsommere.
Til gengæld tvistes der lidt rundt omkring med hvem man kan stole på, og hvem der gør de rette ting? Jaja, jeg ved sgu godt at overordnet klarer T ærterne, men rænkespil og snyd og bedrag kan godt spice tingene lidt op, og det sker i dette album. Og det er kun godt.
For ellers er der vel tale om en klassisk getaway sat i en brutal ramme. Ikke så forfærdeligt meget nyt hverken på den ene eller anden front, og midt i al det spændende kan jeg sagtens kede mig lidt. Det bliver desværre nemlig også lidt overkill, synes jeg. Bulder brag er godt, men alt for meget får fyrværkeriet til at fimse lidt ud.
Nu lyder jeg for sur. Jeg er ikke sur. Heller ikke forløst. Det er i virkeligheden det værste man kan være som læser. At være ikke forløst. Jeg håber, at Thorgal stormer videre og det tyder det på, at han gør. Jeg er ikke så sikker på, at vi nødvendigvis gør det sammen.
Det bliver til 4 ildkugler af seks mulige.
Titel: Thorgal – Skarlagenilden
Tekst: Xavier Dorison
Illustrationer: Grzegorz Rominski
Forlag: Cobolt
Format: Hardcover, 56 sider i farver
Pris: 168,-
Isbn: 978-87-7085-649-2
Bogen ER udkommet.