Home / Nyheder / Troldspejlet fylder TYVE år!

Troldspejlet fylder TYVE år!

I går, d. 3. februar 1989, var det tyve år siden at Troldspejlet første gang rullede ind over skærmen. Jakob Stegelmann, der egentlig bare havde skrevet et brev til DR, og spurgt om de ikke ville starte et fantasy-program, blev kaldt ind til møde, og fik smidt “mediemagasinet” i skødet, og blev bedt om at være vært for det. Mediemagasinet blev til Troldspejlet – et fast ugentligt magasin hvor børn (og voksne) blev introduceret for nye tegneserier, bøger, rollespil og “sågår computerspil”.

Serieland ønsker Troldspejlet og Jakob Stegelmann tillykke med dagen – og glæder sig til at følge med de næste tyve år”

LINK: Interview med Stegelmann i forbindelse med jubilæet.

LINK: Troldspejlets Jubilæumssite.

38 comments

  • Troldspejlet er et underholdende program og Jakob Stegelmann virker yderst sympatisk. Dog må man fra en tegneserievinkel sige, at programmet er noget af det mest konservative, man overhovedet kan opdrive herhjemme, hvad angår tegneserier.

  • “Serieland – kulturkanal om tegneserier for VOKSNE” [min fremhævning] hænger dårligt sammen med:

    “Seneste Indlæg

    * Troldspejlet fylder TYVE år!
    * Stem på Serieland.dk !!!
    * Er Anders And for børn?
    * Rappet #13
    * All Action Classic – Klassikere for børn?”

    Begge retninger er valide – men lige nu virker Serieland lidt skizofren.

  • Skulle et tegneseriemagasin for voksne ikke kunne dække nyheder om serier for børn?

    Jeg vil da gerne vide hvad der foregår af sjove ting for børn på markedet – vel at mærke uden at det formidles og diskuteres af børn.

    Tillykke til Troldspejlet. Det er synd og skam, at det i dag end ikke er 20 minutter langt. Det ville sat’me være rart med et lignende program på DR-2, der ikke lå og langede ud efter børnene som seere alene. Så kunne det virkelig blive interessant.

  • Lad dog Serieland være et sted for tegneserier uden skelen til, hvilket alderssegment, disse henvender sig til.

    Det er prætentiøst at sortere noget bort med den undskyldning, at det henvender sig til børn. Jeg er voksen, men ikke for voksen!

    Jeg læser Anders And – både Jumbobøger, Anders & Co. og alt det andet Andeby-gøjl, der findes. Jeg elsker Don Rosa, dyrker Carl Barks og hylder de italienske metervareproduktioner.

    Jeg læser euro-klassikerne – Tintin, Lucky Luke, Asterix, Smølferne, Gammelpot, Splint & Co. – og har intet problem med at se mig selv i spejlet. Jeg har også “From Hell” stående på reolen – endog i fire udgaver – nogle mere voldlæste end andre. Jeg køber det nye Tempo – der sagtens kunne blive omtalt her på siden – og læser endnu dagen i dag Basserne med uformindsket glæde.

    Jeg læser Marvel (både de gamle og de nye serier), DC-comics og DarkHorse – jeg er en sucker for Buffy og Co. Jeg læser alle de grafiske romaner, jeg kan slå mine fedtede kløer i, og jeg nyder Radiserne, Steen & Stoffer, Garfield, Isnogud, Yakari og Mads & Mette.

    Lad dog Serieland være et land, der hylder (tegne)serien og dens diversitet som den tager sig ud indenfor alle fascetter. Det er da trist, at alting skal være så voksent. Hvis man kan hylde Troldspejlet, så kan man også bringe anmeldelser af de tegneserier, der netop anmeldes af Stegelmann og Co.

  • Steffen, hvis du kigger på teksten “kulturkanal om tegneserier for voksne”, så kan den jo læses på to måder…

    1: et site der handler om “tegneserier for voksne”
    2: et site der handler om tegneserier – og sitet henvender sig til voksne.

    Derfor synes jeg bestemt at de seneste fem indlæg er ganske relevante for sitet. Troldspejlet er en institution på dansk tv, og jeg tror de fleste tegneserieelskere en gang imellem har fulgt med i Troldspejlet – personligt har jeg fulgt det næsten troligt. “Stem på Serieland” er en opfordring til at vise om man kan lide sitet… “Er Anders And for børn” er lige netop et oplæg til diskussion om voksne kan få noget ud af at læse AA – hvilket er affødt af anmeldelsen af “Rappet”, som er et “Donaldistisk” magasin – henvendt til voksne. “All Action Classis” er et kig på hvad man kan få ud af at tage anerkendt litteratur og omforme det til tegneserier … jeg mener selv at det hele er skrevet som værende henvendt til voksne.

    Om Serieland på et tidspunkt bliver til et sted for “alt der har med tegneserier”, som Robert efterlyser, skal jeg ikke kunne sige. Jeg havde et klart formål med hvad jeg gerne ville have Serieland skulle være, da jeg startede det … men den slags ting ændre sig jo med tiden, hvilket jeg da finder ganske naturligt. Noget virker, noget virker ikke. Jeg er altid meget modtagelig overfor forslag, så hvis der er stemning for at kigge mere på andre emner end der gøres nu, så lad høre. Men husk at vi jo allerede HAR Seriejournalen, hvor ALT bliver postet. Der er vel ikke noget galt i at prøve at finde en niche?!

    Og så er der en altid åben invitation til at skrive indlæg/artikler/kronikker/anmeldelser … så hvis I har noget at sige, er der plads her! 😉

  • ‘Kulturkanal om tegneserier for voksne’ strider ganske rigtigt ikke imod, at voksne kan diskutere børnetegneserier. Men når nu kulturkanalen er for voksne, bør man vel ikke svælge rundt i de infantile serier, der i den grad har været stigmatiserende for tegneserie-kunstformen. Det var egentlig sådan, jeg forstod initiativet til at lave et modspil til Seriejournalen. Og jeg synes, det indimellem er lykkedes. Overvej også lige en gang, om man i et magasin om litteratur for voksne ville bruge ret mange ord på børnebøger…

  • Der sker ikke en skid i dansk tegneserie generelt, så hellere læse lidt om børneprojekter eller tegneserierelaterede tv-programmer, etc. end at lade siden stå kold i lange perioder.

    Hvor skal grænsen ellers gå?

    Må Serieland heller ikke skrive om superhelte? manga? tegnefilmatiseringer, etc?

  • Jeg har ikke meget at tilføje. Det virker indlysende – for mig – at et site om tegneserier til voksne, primært bruger spaltepladsen på tegneserier til voksne.

    Troldspejlet henvender sig til børn (selv om mange voksne også ser med), online-afstemninger er ikke ligefrem det første, man tænker på, når man hører “kulturkanal om tegneserier for voksne”, Anders And er for børn (selv om bladene også kan underholde voksne), Rappet handler om børnekultur, All Action Classic er for børn.
    I stedet kunne man fx have skrevet om:
    • den netop overståede festival i Angoulême (Europas største tegneseriefestival, 200.000 gæster – så vidt jeg kan se ikke nævnt i nogen danske medier – ud over Metabunkeren)
    • Kramers Ergot 7, som endelig er nået til Europas kyster
    • Palomars blod, netop udkommet fra Carlsen
    • Rosinante: ny spiller på graphic novel-markedet med snarlige udgivelser af Posy Simmonds og T. Thorhauge
    • En hvillken som helst nyere tegneserie for voksne fra et af de bedre udenlandske forlag (Det virker som om Serieland hidtil kun har modtaget tegneserier fra tredjerangsforetagender – med deraf følgende anmeldertæsk til følge)

    Og så overlader jeg ordet til Kim Larsen, som i Serielands mission skriver:

    Tegneserien er et fantastisk medie. Så er det sagt. Men det er også et undervurderet medie, der ofte bliver betragtet som værende for børn – og i værste tilfælde: barnligt. Og det er synd, for denne opfattelse stammer fra en uvidenhed omkring hvad tegneserien er i dag, og hvad den kan byde på.

    Den gængse opfattelse er at tegneserien er en humoristisk og kulørt tju-bang verden, hvor ænder går i tøj, små blå gnomer bor i skovbunden og voksne mænd trækker i stramt gymnastiktøj, og slås med mutanter fra det ydre rum. Bevares … sådan ér tegneserier også – men det er lang tid siden at det var det eneste tegneserien havde at byde på. Tegneserien er blevet voksen, og har været det i mange år. I disse år vælter den nye litterære tegneseriebølge frem, den såkaldte grafiske roman, hvor vi beriges med dybe og indsigtsfulde beretninger om livet i mellemøsten, rejsebiografier og personlige skildringer om opvækst. Tegneserien i dag har potentiale til både at underholde, bevæge og fascinere – der er bare ikke så mange der har opdaget det. Det er det vi gerne vil forsøge at ændre på, her på Serieland.dk.

  • Steffen, nu synes jeg lige du skal huske på at Serieland er et lille “hobbyprojekt”, og hverken jeg eller de andre skribenter får én krone for arbejdet her. At “missionen” måske ikke passer helt til det du oplever på Serieland, har jeg allerede omtalt i min seneste kommentar lige her.

    At du gerne så artikler om ovenstående forstår jeg godt – det gjorde jeg også! Jeg kender personligt meget lidt til Angoulême, og ville ikke aner hvad jeg skulle skrive om det. Hvis du kender noget til det, er du jo altid velkommen til at skrive for Serieland! Kramers Ergot 7aner jeg ikke hvad er (skal nok google det senere), men hvis du kender noget til det, er du jo altid velkommen til at skrive for Serieland! Carlsen har pt ikke været villig til at sende anmeldereksemplarer af deres udgivelser til Serieland, så derfor skriver vi ikke om dén udgivelse … men hvis du kender noget til det, er du jo altid velkommen til at skrive for Serieland! Rosinante har jeg heller ikke lige hørt om … men hvis du kender noget til det, er du jo altid velkommen til at skrive for Serieland! Serieland har modtaget tegneserier fra nogle af “de gode forlag” (måske, kommer an på hvem du eftersøger), og der kommer noget snart lige her på Serieland …

    😉

    … fik jeg nævnt at du er velkommen til at skrive for Serieland hvis der er noget du synes der mangler?

  • Ork, mine kommentarer er skam venligt ment. Jeg har stor respekt for det arbejde, der er lagt i Serieland. Det, jeg skriver, er jo bare forslag.

    Jeg efterlyser ikke (kun) lange artikler. Bare fx en kort tekst om, at Angoulême nu var der igen, den og den vandt, det og det skete – det kan alt sammen scores fra festivalens hjemmeside.
    Rosinantes nye udgivelser har været nævnt et par steder på nettet og i Strip – deres presseafdeling vil sikkert gerne fortælle mere, hvis man spørger.
    Kramers Ergot er dette årtis førende tegneserieantologi og helt klart på pensum!

    Tak for buddet (igen) om at skrive for Serieland. I stedet for min sædvanlige undskyldning om manglende tid, kan jeg denne gang sige, at jeg er inhabil, hvad Palomar og Posy angår!

  • To cents: Jeg tror at hvis man sammenlagde Serieland, Seriejournalen, Tegneseriesiden og de dele af Metabunkeren, der handler om tegneserier, så kunne man MÅSKE ende op med noget, der mindede om en bred og fornuftig dækning af tegneserien. Som det ser ud nu minder det for mig mest om en bunke små græske bystater, der ikke kan blive enige om at slå sig sammen og stille op mod den perserhær, der nærmer sig.

  • Det kan jeg godt give dig lidt ret i, Henrik. – Vi har alle det samme formål, dog har vi hver vores tilgang, og hver vores niche vi koncentrer os om.
    Og så skal man skal heller ikke glemme de åbenlyse ulemper ved centralisering.

  • De “formål” kunne sagtens tilgodeses under en fælles paraply, men det ville selvfølgelig kræve en vilje til at arbejde sammen og jeg tvivler på at f.eks. Matthias kunne bide tidligere tiders kævl i sig og lege med Frank.
    Kim, hvilke ulemper ved “centralisering” ser du i den her sammenhæng?

  • Jeg kan kun bifalde Hennys forslag – især fordi jeg selv tidligere har fremsat lignende. Det her sprogområde er simpelthen for lille til 17 forskellige sites om tegneserier. Ét ville nødtørftigt dække det mest basale.

  • Ét slags site mangler vi i hvert fald – et internationalt opsøgende! Men det er hårdt arbejde, så det skulle deles ud på flere mennesker. Som jeg ser det, mangler der en web-baseret pendant til Strip!, der i modsætning til alt andet i det mindste forsøger sig både med bredde og internationalt udkig.

  • Jeg må tilstå en ret stor tvivl ved overhovedet at skrive dette indlæg, fordi jeg gerne vil tale imod samlingen af gode passionerede kræfter, og fordi jeg samtidigt udstiller en stærk aversion der plager mig en del.
    Det drejer sig om at jeg lidt for tit har oplevet bestemte aldersgrupper (personer i nutid på 50 år og derover) stille og roligt overtage foreninger og ledelsen i disse foreninger når der begyndte at vise sig saft og kraft nok til noget stort, og så i øvrigt køre deres eget løb fuldstændigt uafhængigt af tabstallene når medlemmerne flygter.
    En moderne udgave af pamperi.

    Jeg beklager denne aversion, men fastholder advarslen.

    Henrik C

  • Sokken har ret, han fremsatte et lignende forslag for et år eller to år siden og jeg plankede bare ideen fra ham.

    Conradsen behøver ikke være så bekymret, tror jeg. Der er ca. 10-15 mennesker over 50 i den danske tegneseriebranche og, helt ærligt, ikke noget, der er så meget saft og kraft i at det er værd at “overtage”.

  • Johan, no offense, men enhver kan pege på hvad han synes der mangler og det sker der som regel ikke stort ved. Siden alt det her er frivilligt arbejde, er det helt centralt at folk gør det, der interesserer dem, for ellers bliver det nemlig ikke til noget! Derfor synes jeg man realistisk må kigge på hvad der rent faktisk findes og hvem der gider gøre en indsats og overveje om den arbejdsindsats måske kunne forvaltes til et bedre produkt, hvor der var mindre indtryk af spredt fægtning. Det er også meget muligt at det ikke kan lade sig gøre, og at alle fortrækker at sidde med hver deres site, men for tegneseriens skyld tror jeg det ville være bedre at samle kræfterne. Nemt nok for mig at sige, jeg ved det, siden jeg ikke er den der gør nogen indsats, men altså alligevel…

  • Som indehaver af en af de 117 tegneseriehjemmesider, som der ikke er plads til i lille Danmark 😉 , vil jeg naturligvis gerne knytte et par ord til denne diskussion:
    Med de eksisterende sider har vi som Henrik siger en rimeligt bred dækning af mediet (bortset fra manga – er der nogen gode sider der?) – hvad er det I vil mere? Kun have en url at checke? Tillad mig at fnyse hånligt af jer! 🙂

    Jeg tror meget hurtigt at én samlet hjemmeside ville ende galt – de eksisterende sider består jo netop af folk, der kan og vil selv og det er i mine øjne også deres force: der ligger kærlighed (og ego’er – tag ikke fejl!) bag skriverierne og det går som oftest tabt når man skal rette sig efter f.eks. nogle fælles redaktionelle retningslinjer (og så er vi slet ikke kommet ind på eksisterende og fremtidigt personfnidder). Med kærlighed skal hjemmeside laves, ellers mister det bid og bliver kønsløst og ensrettet.

    Hvorfor skal alle de der tegnere og forfattere også lave hver deres tegneserie – det ville være meget nemmere hvis de bare gik sammen om at lave en kæmpestor serie?

    Alle hjemmesiderne er baseret på frivilligt arbejde fra ende til anden, og som sådan afhængige den kærlighed til stoffet som vi hver især besidder – og vores særlige vinkler, naturligvis.

    Jeg startede i sin tid tegneseriesiden primært fordi jeg ikke syntes at min vinkel på mediet blev dækket på en for mig tilfredsstillende måde. Jeg kunne også have meldt mig under fanerne hos f.eks. Frank, men valgt at gå selv ud fra et ønske om selv at styre hvordan og hvornår. Kim kunne også have spurgt en eksisterende side om ham måtte være med, men skabte Serieland og det har jeg fuld forståelse for – jeg tror vi har fået det bedste scenarie (læs: det bedste udbud) på den måde.

    For alle jer med ADHD som ikke kan / gider læse ovenstående smøre:
    vær glad for at der er frivillige ildsjæle, der skriver om tegneserier for jer og lad være med at brokke jer over at I skal følge med i fire sider i stedet for en.
    Lav bogmærker.
    Brug RSS-feeds.
    Fryd jer over diversiteten!
    (i stedet for at gyse over ensretningen, som altid følger med centrale løsninger).

  • Jeg tror en samlet side ville være STEDET på internettet, hvor man gik hen, hvis man ville læse noget på dansk om tegneserier (jep en manga-del er uundværlig i den forbindlese). Jeg tror ikke det vil gøre nogen forskel for de 200-300 (anslået, jeg kender ikke de konkrete tal) mennesker der allerede læser med og poster i fora, men for bibliotekarer, journalister og hvem “uden for miljøet” der nu ellers gerne ville indhente informationer. I Idrætsparken spiller man altid landskampe i fodbold, på XXXXX.dk læser man om tegneserier. Strip! som Johan nævner er netop den trykte udgavge af noget lignende, som f.eks. biblioteker kan abonnere på. Helt fint hvis ingen er interesserede, men jeg tror det kunne være sundt på flere måder bl.a. også i forhold til reklameindtægter.

  • Der er at dømme efter folks adfærd et sted på nettet som er STEDET hvis man vil vide noget om tegneserier og det er Google, evt. parret med Wikipedia. Jeg tror ikke at folk går så seriøst til værk at de går til XXXXX.dk og læser om tegneserier – de tager bare de første par hits på Google og så må det være det. Det er størstedelens af læsernes adfærd og – ret mig hvis jeg tager fejl – også den måde de professionelle går til værks (jeg kan som bibliotekar positivt sige at det ikke er helt ved siden af).
    Og reklameindtægterne tror jeg ikke er af specielt stor betydning, taget i betragtning at vi er et lille interesseområde indeni et lille sprogområde. Jeg mener at kunne huske (men hæng mig nu ikke op på det) at Frank engang skrev at det ikke er de store basseører der er i annoncerne på SJ. Og vi er slet ikke kommet ind på “hvem skal så have pengene”-problematikken endnu. 😉

    Jeg er som sagt – med min tegneseriesiden-redaktør-hat – skeptisk overfor at kunne lave en samlet side uden at øve vold på de eksisterende siders særpræg, men der er på den anden side da også en eksperimenterende, optimistisk del af mig der siger “hvorfor ikke”.

    Og under alle omstændigheder er jeg altid åben overfor samarbejde – man kan bare kontakte mig og så kan vi snakke om det.

  • Det jeg kunne håbe lidt på var at man kunne skabe noget der mindede lidt om en institution. Uden sammenligning i øvrigt så går jeg ikke på google, når jeg skal have nogle danske nyheder, jeg smutter lige forbi Politiken.dk fordi jeg VED den er der. Men måske er det FOR optimistisk at håbe på at have et website om tegneserier, hvis eksistens kunne bløde mere ind i bevidstheden hos folk, der ikke tilhører miljøet/
    branchen.
    Hvad angår reklameindtægterne har Ulf sikkert ret i at det ikke er noget der får nogen til at spærre øjnene op, men jo bredere sigte, jo mere trafik kunne man håbe på og dermed højere annoncepriser.
    Under alle omstændigheder synes jeg det er værd at overveje, især siden det ikke koster mig NOGETSOMHELST at bringe det på bane 😉

  • Idéen om et samlet site er ikke min, men jeg støtter den. Og det gør jeg af stort set de samme grunde som Henny. Ét site samler reklamekronerne, anmeldereksemplarerne, eksperterne, osv. Ét site kunne uddele en egentlig pengerpris. Ét site kunne fungere som referencepunkt for andre medier og aktører. Der skulle være dét, der nu engang kunne være. Metaernes reportager fra Angloumé (nej, jeg kan ikke stave til det), Bertis samlervurderinger, Kims anmeldelser, Gugas blog, Erwins provokationer, Cavs pulllists – det er sgudda ikke for bredt sammenlignet med så meget andet.

  • Hvis man samler de forskellige sites slipper man også for at forskellige folk bruger kræfter på de samme nyheder.
    Desuden ville jeg kombinere nyhedsstoffet, interviews, spalter, anmeldelser etc. med et digitalt tegneserietillæg der bringer aldrig publicerede, spritnye, danske (og måske udenlandske) tegneserier. Jeg vil gerne tilbyde at stå for noget af det indledende benarbejde på et sådant tillæg samt smide et albums eller to i projektet, hvis det har interesse.

  • Jeg støtter da delvis ideen om et samlet site, men forudser en manglende forståelse fra de respektive admin’s, som hver især hæger over deres “kærlighedsbarn”
    Diversiteten er vel også en faktor som ikke kan negliseres og taler for at “Tordenskjolds soldater” blot melder ind i forskellige fora, når og hvis et emne interesserer ?!

    Fandt ved et tilfælde følgende link: , som (lidt nede i tråden) bliver relevant for snakken om en samling af kræfter – med indlæg fra flere af ovenstående (ærede) debatører…
    Og Henrik, har du virkelig haft tid til at fikse et par albums sammen, som du kan lancere som web-series?
    Respect, man, respect!!

    Men måske skulle Kim “løfte” diskussionen om De Forenede Serie-sites ud af tråden om Troldspejlet og lave en ny tråd, som specifikt tar’ emnet op?

  • Det lyder ret cool at kombinere omtale af tegneserier med faktiske tegneserier. Også jeg bidrager gerne med, hvad jeg nu har at bidrage med, til et sådant projekt. Det skal nok ikke være hverken serier eller programmering, da begge dele ville skræmme flere væk, end det lokkede til. Men det væsentligste må selvfølgelig være at få “the players” til at acceptere rammen – dvs. Frank, Mathias, Kim, Paw, Anders, Mogens, og hvad de nu ellers hedder alle sammen (nogen nævnt, nogen glemt). Jeg er ikke nogen player og kan derfor ikke gøre meget fra eller til, hvorvidt de respektive egoer kan samles under én eller anden form for redaktionel ensartning, men jeg tror bestemt, at det kunne gavne hele den hjemlige branche.

  • En mulighed I STEDET FOR et samlet site er et feed-site, der overvåger siderne og giver overblikket nyhedsflowet, men dirigerer trafikken videre til sitesene, hvis noget faktisk fænger. Øh, og tilfældigvis så forsøgte jeg mig med en prototype på det en gang sidste år:

    http://seriefeed.wordpress.com/

    Jeg gik i stå af en eller anden grund jeg har glemt nu. Men jeg kunne prøve at kigge på det igen – hvis det er en model nogen har interesse i?

    (Jeg vil i hvert fald liiiige prøve at tilføje serieland.)

  • Jan Erik skrev:
    “Og Henrik, har du virkelig haft tid til at fikse et par albums sammen, som du kan lancere som web-series?”

    De er ikke færdige endnu, men det kan jo ændre sig 😉

  • For lige at springe tilbage til emnet, så synes jeg også det er enormt ærgerligt at Troldspejlet er reduceret til et kvarter pr. udsendelse. Helt ærligt, DR; et kvarter pr. uge et halvt år ad gangen, der skal dække emnerne tegneserier, animationsfilm, børnefilm, børnebøger, fantasy, computerspil og hvadharviellers. Sikke en satsning, hva?

  • ..jeg var forresten en af dem der var enoormt fascineret af det der nye “computer-grafik”. Brugernes indsendte stillbilleder fik et helt lille indslag for sig selv i hvert program, dengang det var noget nyt.. Det var tider.

Leave a Reply